Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om Slagtergårdene

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en bevarende lokalplan for Enghavevej 10-14.

(Stillet af Enhedslisten)

 

Motivering

Slots- og Kulturstyrelsen besluttede den 20. april 2017 ikke at frede bebyggelsen på Enghavevej 10-14 (Slagtergårdene). Styrelsen udtaler i afgørelsen, at selvom der ikke fredes, er gårdmiljøer som dette i dag en sjældenhed og bør søges bevaret igennem den kommunale planlægning.

I afgørelsen hedder det bl.a.:

”Slots- og Kulturstyrelsen finder dog samtidig, at Enghavevej 10-14 udgør et værdifuldt kulturmiljø med klare bevaringsværdier. Forhusene på Enghavevej 10-14 fra 1865-66 er blandt de få bevarede vidnesbyrd om den tidlige bebyggelse på Vesterbro efter demarkationslinjens tilbagerykning til Søerne 1852. Med deres lave højde skiller bygningerne sig klart ud fra de mange yngre huse i fem etager, der ellers dominerer bydelen.

Den sammensatte bagbebyggelse med værksteder, tidligere stalde og høje skorstene vidner ligeledes om en tid, hvor boliger og industriarbejdspladser lå dør om dør. Gårdmiljøer som dette er i dag en sjældenhed og bør søges bevaret igennem den kommunale planlægning.”

Grunden til at Slots- og Kulturstyrelsen ikke selv sikrer bevaringen af gårdmiljøerne er, at styrelsen ikke har en bemyndigelse hertil. I afgørelsen påpeger styrelsen, at netop sikringen af historiske kulturmiljøer er en kommunal opgave. I afgørelsen hedder det:

”Endelig må Slots- og Kulturstyrelsen henvise til, at kulturmiljøer, som der her er tale om, ikke kan fredes efter bygningsfredningsloven: ”Fredningen efter bygningsfredningsloven tager ikke sigte på bevaring af sammenhængende bygningsmiljøer. Derimod er der i planlovens bestemmelser om kommune- og lokalplanlægning muligheder for bevaring af arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde miljøer, hvis enkelte elementer ikke hver for sig opfylder bygningsfredningslovens krav…

Slots- og Kulturstyrelsen vil opfordre Københavns Kommune til at genoverveje planerne for området og søge at bevare i hvert fald en del af bebyggelsen.”

I visionen ”Fællesskab København” vedtaget af Borgerrepræsentationen med 47 stemmer for og ingen imod den 26. november 2015 hedder det bl.a. ”Derfor skal vi skabe grobund for, at byens forskelligheder kan træde endnu mere frem. København må gerne få mere kant. Der skal være plads til de vilde, kreative initiativer og byggerier, der deler vandene...”

Samtidig lægger Københavns Kommunes nye arkitekturpolitik, der foreløbig er godkendt af et enigt Teknik- og Miljøudvalg 3. april 2017 vægt på netop bevarelsen af byens og kverterernes egenart. Bl.a. hedder det:

”Derfor er det vigtigt, at vi fortsat skaber ny arkitektur med afsæt i Københavns egenart, at vi bygger videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes og at vi respekterer de eksisterende kulturværdier i bymiljøer, bygninger og byrum.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Medlemsforslaget blev forkastet med 32 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: Ø og B.

Imod stemte: A, V, F, O, C og I.

 

 

Socialdemokratiet og SF afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne konstaterer, at lokalplansforslaget for området er i offentlig høring og mener, at medlemsforslaget foregriber resultatet af denne høring. Partiernes holdning til den videre proces fremgår af en fælles protokolbemærkning fremsat i forbindelse med vedtagelsen af udkast til lokalplanen 28. april 2016, hvori der står, at forvaltningen frem til den endelige vedtagelse af lokalplanen skal undersøge, hvordan lokalplanen kan tilrettes, så byggeønskerne i så høj grad som muligt bevarer elementerne fra områdets kulturhistoriske miljø, som f.eks. bevaringsværdige huse og miljøer, skorstenen, Hollænderhuset og Tove Ditlevsens Mindehave etc.”

Til top