Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Modtagelse og opstilling af skulpturen "Borger/Medborger/Citoyen", Vesterbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune vil modtage Claus Carstensens skulptur ”Borger/Medborger/Citoyen” som gave og lade den opstille på Halmtorvet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Claus Carstensens skulptur ”Borger/Medborger/Citoyen” modtages som gave og opstilles i grusterrænet ved pladsen på Halmtorvet.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning fra Galleri Tom Christoffersen om at opstille Claus Carstensens skulptur ”Borger/Medborger/Citoyen” på Halmtorvet (bilag 1). Galleriet tilbyder skulpturen som gave til Københavns Kommune. Da Teknik- og Miljøudvalget behandlede indstillingen den 3. april 2017, vedtog udvalget Enhedslistens ændringsforslag: ”At sagen tilbagesendes til forvaltningen mhp. at finde en anden placering i byen”. Forvaltningen har fundet tre mulige placeringer på Halmtorvet (bilag 2), som udvalget skal tage stilling til.

Løsning

Skulpturen forestiller en mand, der hæver en knyttet næve i vejret og bøjer hovedet med nedadvendt blik. Værket er en afstøbning af en anonym person i bronze efter levende model. Han står på en 8 m høj, slank søjle af indfarvet, mørkegrå, fin beton med en grundplan på 50 x 50 cm. Figurens positur leder tanken hen på ”Black Power Salute”, et symbol på afroamerikanernes borgerrettigheder, som blev bredere kendt under De Olympiske Lege i 1968. Galleriet beskriver i sin ansøgning skulpturen således: ”Som borger og medborger er han en del af menneskemængden, og som citoyen i den klassiske, demokratiske forståelse af ordet er han borger med noget på hjerte.” Begrebet citoyen er en reference til Den Franske Revolutions borgerretsbegreb.

Kunstnerisk vurdering
Billedkunstudvalget har afgivet høringssvar til placeringen ved Halmtorvet den 22. november 2016. Billedkunstudvalgets medlemmer er enige om, at skulpturen æstetisk er et kraftfuldt kunstværk. Udvalget mener, at værket har et politisk udtryk, hvis styrke og retning vil være afhængig af værkets kontekst og dermed fysiske placering. Et flertal i udvalget finder, at værket kan forstås mere generelt, og at placeringen på Halmtorvet fungerer godt visuelt. Et mindretal i udvalget tilkendegiver, at de har vanskeligt ved at se relevansen af skulpturen i en dansk sammenhæng og kan på den baggrund ikke anbefale, at skulpturen bliver placeret i det københavnske byrum (bilag 3).

Lokal forankring
Vesterbro Lokaludvalg har afgivet høringssvar til placeringen af skulpturen i rundkørslen på Halmtorvet den 30. januar 2017, hvor udvalget bakker op om forslaget (bilag 4). I høringssvaret er det anført, at forslaget har været i borgerhøring på udvalgets Facebook-side, og at de kommentarer, der er kommet fra borgerne, er overvejende positive. Forvaltningen har efterfølgende forelagt lokaludvalget de tre nye placeringsforslag. Lokaludvalget skriver i et høringssvar fra den 27. april 2017, at da der ikke foreligger nogen begrundelse for, hvorfor Teknik- og Miljøudvalget har afvist den tidligere foreslåede placering, har udvalget ikke haft nok sagsoplysninger til at kunne vurdere, hvorfor og hvor en alternativ placering vil være mest meningsfuld (bilag 5).

Indpasning i byrummet
Kunstværkets udformning kræver på grund af sin højde og sit markante udtryk et stort, åbent byrum, så det kan ses fra mange sider og på afstand. Forvaltningen vurderer, at en placering på Halmtorvet kan medvirke til at give hele området karakter og identitet.

Forvaltningen har fundet tre mulige placeringer på Halmtorvet (bilag 2), henholdsvis i grusterrænet ved pladsen, på kanten af den granitbelagte ovale form midt på pladsen og på flisebelægningen.

  • Anbringes skulpturen i grusterrænet (1. prioritet), vil den kunne ses på lang afstand fra begge sider af pladsen og rage op over stedets beplantning uden at dominere området.
  • Vælges placeringen på kanten af den granitbelagte ovale form midt på pladsen (2. prioritet), vil skulpturen være mere synlig og desuden ligge i Kvægtorvets akse.
  • Placeres skulpturen på flisebelægningen (3. prioritet), vil den være synlig fra flere af sidegaderne, men tæt på udeservering og toiletbygning.

Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler ud fra ovenstående, at Københavns Kommune modtager og opstiller skulpturen i grusterrænet på pladsen på Halmtorvet, markeret på bilag 2 som ”Forslag til placering/ 1. prioritet”.

Økonomi

Galleri Tom Christoffersen finansierer projektet via fundraising. Selve kunstværkets pris kendes ikke. Forvaltningen påtager sig udgifterne til at lade fundamentet støbe og skulpturen opsætte. Skønsmæssigt bliver det en udgift på omkring 50.000 kr., som forvaltningen afholder over sit driftsbudget.

Løbende driftsudgifter til graffitiafrensning mv. estimeres til at være under 2.000 kr./ år og afholdes ligeledes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når projektet er godkendt og økonomien på plads, bliver værket fremstillet og indviet i løbet af ca. et år.

 

Pernille Andersen               /Jon Pape

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Claus Carstensens skulptur ”Borger/Medborger/Citoyen” modtages som gave og opstilles i grusterrænet ved pladsen på Halmtorvet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med seks stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: C, I og V.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at skulpturen kun har yderst begrænset kunstnerisk værdi, og derfor ønsker vi ikke at tage imod skulpturen med dens reference til vold.”

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Indstillingen blev godkendt med 26 stemmer imod 10. 10 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, 3 medlemmer af V (Caroline Stage Olsen, Jens-Kristian Lütken og Karina Rohrberg Jessen) og F.

Imod stemte: 2 medlemmer af V (Flemming Steen Munch og Cecilia Lonning-Skovgaard), O, C, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Undlod at stemme: Ø.

 

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti tilsluttede sig:

 

”Vi finder, at skulpturen kun har yderst begrænset kunstnerisk værdi, og derfor ønsker vi ikke at tage imod skulpturen med dens reference til vold. ”

Til top