Medlemsforslag om at indføre gebyrfrie biblioteker
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, der redegør for mulighederne for at afskaffe bibliotekernes gebyrer ved for sen aflevering af lånte materialer og som oplyser om de estimerede udgifter, der er forbundet med at indkræve biblioteksgebyrer i dag og de indtægter, der kommer ind.
(Stillet af SF)
Motivering
Glostrup Kommune har i et år fra august 2022 til august 2023 gennemført et forsøg med at indføre gebyrfrie biblioteker. Forsøget går i al sin enkelthed på ud, at biblioteksbrugerne ikke er blevet opkrævet gebyrer, hvis de er kommet til at overskride deres lånetid. Bibliotekerne fremsendte stadig varslinger om aflevering, og fortsatte også med at sende beskeder om hjemkaldelse af udlånt materiale ved for sen aflevering. Herudover skulle man også stadig erstatte det lånte materiale, hvis man ikke afleverede det tilbage, eller hvis det er blev beskadiget.
Efter forsøget udløb i sommeren 2023, så har Glostrup Kommune på baggrund af evalueringen besluttet at gøre forsøget permanent.
Foruden mindre administrativt arbejde, og fjernelsen af en barriere for visse brugere, så har forsøget også medført en stigning i antal udlån og brugere af biblioteket, og helt generelt givet en større brugertilfredshed, samtidig med at materialerne stadig afleveres i samme omfang som tidligere. Der er kommet flere lånere til (+10%), udlånstallet er steget (+8%) og der har desuden været adskillige tilkendegivelser fra brugere, der nu vil låne på biblioteket igen, da der ikke er risiko for at skulle betale gebyr ved for sen aflevering. Især børnefamilier har markeret sig her.
SF ønsker derfor, at vi i København tager ved lære af Glostrups erfaringer, og overvejer at indføre gebyrfrie biblioteker, så vores dygtige biblioteksansatte kan fokusere på deres kerneopgave fremfor gebyradministration, og borgerne slipper for ærgrelsen, når de ikke får afleveret til tiden.
Ifølge Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog til Budget 2024 fremgår det, at forvaltningen forventer indtægter for 7,4 mio. kr. fra biblioteksgebyrer. Forventeligt må der være en række udgifter forbundet med indkrævning af biblioteksgebyrer, der kan modsvare dele indtægtstabet ved at fjerne biblioteksgebyrerne.
I dag skal et barn betale 10 kr., hvis han eller hun har overskredet sin lånetid med under 7 dage. For at betale sit biblioteksgebyr, så skal barnet bruge et MitID login. Hvis barnet ikke har MitID, så fremsendes et girokort til barnet. I et sådant eksempel vil det koste mere at indkræve gebyret, end hvad gebyret i sig selv er værd.
SF rejser spørgsmålet om gebyrfrihed på bibliotekerne i Borgerrepræsentationen, da det har principiel karakter. Den efterfølgende bearbejdning af forslaget kan ske i Kultur- og Fritidsudvalget og slutte med, at Borgerrepræsentationen godkender en ændring af takstkataloget for 2025 eller 2026.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. april 2024
Et forslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre om udvalgshenvisning til Kultur- og Fritidsudvalget blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi Konservative ønsker at forslaget henvises til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på at drøfte og beslutte takstnedsættelse af gebyr.”