Medlemsforslag om afskaffelse af kønsopdelt svømmeundervisning
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om at afskaffe muligheden for kønsopdelt svømmeundervisning i København.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti)
Motivering
København udgør Danmarks største kommune og repræsenterer som sådan et rigt og mangefacetteret kulturliv. Et kulturliv, som ikke mindst udspiller sig i og omkring kommunens mange idrætsfaciliteter.
Udover at kommunens kultur- og fritidstilbud skal være varierede og bidrage til borgernes velfærd, er de samtidig et solidt grundlag for integrationen af medborgere, som ikke er velbevandrede i danske traditioner, dansk kultur og dansk frisind.
Derfor er det afgørende, at vi heller ikke på kultur- og fritidsområdet lader mellemøstlige dogmer indrette vores offentlige rum. Ikke mindst fordi, seksualiseringen af små pigers idrætsudfoldelser, er ganske enkelt utilstedeligt.
Til gengæld skal vi invitere flest muligt ind i et offentligt rum, som er baseret på dansk kultur og danske værdier, som f.eks. ligestilling og demokrati.
Udlændinge- og integrationsministeren har igangsat en undersøgelse på baggrund af et beslutningsforslag fra maj 2023 om at forbyde muligheden for at opdele svømmehaller på baggrund af køn.
Kønsopdelt svømning betegner en situation, hvor der tilbydes svømning til personer af samme køn, og hvor det modsatte køn ikke må deltage eller overvære aktiviteten, står det i et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Forslagsstillerne ønsker, at København skal være vise vejen for ligestilling og demokrati for resten Danmark. Derfor vil vi med dette medlemsforslag imødekomme regeringens og ministerens ønske.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. april 2024
Medlemsforslaget blev forkastet med 38 stemmer imod 16. ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, V, I og O
Imod stemte: Ø, A, F, B og Å
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Alternativet arbejder aktivt for mere ligestilling og inklusion. Vi mener, at inklusion handler om at rumme forskellighed, da vi ikke alle er ens. Vi stemmer derfor mod forslaget, da vi ikke ønsker at lave ekskluderende fællesskaber. Hvis vi dropper den kønsopdelte svømning, vil konsekvensen være, at nogle piger og kvinder må tilsidesætte sporten. Vi ønsker i stedet, at hylde forskelligheden og sørger for, at der er plads til forskellighed”.
Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”SF arbejder for, at børn uanset køn går sammen til svømmeundervisning. Vi er imod, at børns deltagelse i svømmeundervisning seksualiseres. Vi anerkender, at svømmeklubbernes praksis med at tilbyde kønsopdelt svømmeundervisning for børn og unge har muliggjort at flere børn og unge lærer at svømme og at flere børn kommer ind i foreningslivet. Vi ser holdene som indslusningshold. SF kan ikke støtte, at der gøres forskel på forældre pba. køn i den måde, som de inddrages i deres børns aktiviteter i foreningslivet.”