Medlemsforslag om investeringer i forsvarsindustri
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at undersøge muligheden for at tilføje et ønske om investering i NATO-landenes forsvarsindustri i Københavns Kommunes investeringspolitik.
(Stillet af Venstre)
Motivering
Vi befinder os i en yderst usikker tid med fortsat krig i Europa og en stigende forværring af den sikkerhedspolitisk situation i Danmark. Vi er nødt til at opruste, så vi kan forsvare os selv og fortsætte vores støtte til Ukraine. Derfor har et bredt flertal af partier i Folketinget afsat 200 milliarder til investeringer i forsvaret.
Venstre ønsker, at Københavns Kommune også skal bidrage med investeringer i forsvarsindustrien. Forvaltningen skal derfor undersøge muligheden for at investere i NATO-landenes våbenindustri. Forvaltningen skal kontakte kommunens kapitalforvaltere og undersøge, hvorvidt der i dag er våbenproducenter i deres portefølje, eller hvorvidt de kan muliggøre investeringer i lovlig våbenproduktion.
I dag har Københavns Kommune ikke forbud mod investeringer i lovlig våbenindustri - udelukkende kontroversielle våben så som atomvåben, klyngebomber, kemiske våben mv. I dag er der imidlertid ikke investeringer i lovlig våbenindustri.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. april 2024
Et forslag fra Det Konservative Folkeparti om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev forkastet med 32 stemmer imod 22. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, F, V, I og O
Imod stemte: Ø, A, B og Å
Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning for 1. at-punkt:
”at Økonomiforvaltningen undersøger muligheden for at tilføje et ønske om investeringer i en stærkere og mere bæredygtig europæisk forsvarsindustri i Københavns Kommunes investeringspolitik. Investeringer kan kun ske under forudsætning af, at industrien er under demokratisk kontrol og underlagt europæiske eller danske regler der sikrer:
- at salg kun foregår til forsvarlige lande, der kan garantere, at våben ikke viderehandles til ikke-allierede lande
- at der ikke investeres i våbentyper, der uforholdsmæssigt rammer civilbefolkningen, såsom klyngebomber og atomvåben
- at våben og ammunitionstyper produceres ud fra fælles standarder, så de kan benyttes af alle de europæiske NATO-lande og vores allieredes forsvarer”
Det af Socialistisk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 42 stemmer imod 11. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: F og V
Imod stemte: Ø, A, C, B, Å og O
Undlod at stemme: I
Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 32 stemmer imod 6. 16 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V og O
Imod stemte: Ø, A, B og Å
Undlod at stemme: C, F og I
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Som kommunalpolitikere skal vi holde os fra at agere udenrigspolitisk og dermed også fra forsvarspolitik, og det gælder også i denne sag.
Som følge af kommunalfuldmagtsreglerne samt Københavns Kommunes finansielle risikopolitik og politik om ansvarlige investeringer, mener Alternativet ikke, at Københavns Kommune hverken kan eller skal varetage udenrigspolitiske hensyn eller investere i våben”.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten stemmer nej til forslaget. Vi mener ikke Københavns Kommune skal bruge fællesskabets penge på at støtte privat og profitdrevet produktion af krudt og kugler. Vi støtter Ukraines ret til at forsvare sig selv. Men vi mener det er en statslig opgave og mener våbenproduktion burde foregå i statslig regi. Dertil kommer at forslaget ikke kan lade sig gøre. Ifølge Odense Kommunes forvaltning, så findes der ikke kapitalforvaltere, der kan garantere at våbenproduktionen alene går til Ukraine og Nato. ”