Mødedato: 18.01.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af tillæg 2 til lokalplan 252 Krausesvej, Østerbro

Se alle bilag

Formålet med lokalplantillægget er at muliggøre en ny fagbygning til Heibergskolen på Østerbro, da skolen mangler faglokaler. Byggeønsket har et omfang, som forudsætter lokalplan. Med lokalplantillægget ændres friarealkravet, så den nye fagbygning kan opføres. Flere træer udpeges som bevaringsværdige. Planforslaget har været i høring, der ikke har givet anledning til ændringer. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende tillæg 2 til lokalplan 252 Krausesvej (bilag 2).

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

En bygherre ønsker at opføre en ny fagbygning til en eksisterende skole, Heibergskolen, på Randersgade 10. Byggeønsket har et omfang der kræver et tillæg til gældende lokalplan 252 Krausesvej (BR 31. juli 1996). Skolen kan ikke opføre tilbygning i dag, da skolen ikke kan opfylde friarealkravet i den gældende lokalplan. Hertil kommer, at der ikke er et byggefelt, hvor fagbygningen ønskes placeret. Det er ikke muligt at dispensere fra den gældende lokalplan, da friareal er en del af lokalplans principper. Kravet til friarealer til grundskoler er ændret i kommuneplanen siden vedtagelsen af den gældende lokalplan. Lokalplantillægget ændrer friarealkravet fra 100 % til 40 % for skolen, hvilket er i overensstemmelse med kommuneplanen. Herudover udlægges et byggefelt, til den nye fagbygning. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et forslag til tillæg til lokalplan 252. Forslaget har været i høring fra den 10. august 2023 til den 15. september 2023. Forvaltningen har modtaget seks henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen. 

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplan(tillæg) har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Lokalplanområdet ligger i et kvarter på Østerbro, der er kendetegnet ved tætte karrebebyggelser og strøggader med kultur-, butiks- og caféliv. I nærområdet ligger Nordre Frihavnsgade og Østerbrogade. Mellem karrebebyggelserne er der mindre offentlige parker og pladser. Størstedelen af bygningerne er fra starten af 1900-tallet, og flere bygninger har kulturhistorisk værdi. De ubebyggede arealer er overvejende asfalterede eller belagt med fliser. Området har derfor en lav begrønning og få træer.

Forvaltningen anbefaler, at ønsket om en udvidelse af eksisterende skole imødekommes, idet der på den eksisterende skole mangler faglokaler, jf. Københavns Kommunes funktionsprogram for skoler. Lokalplantillægget ændrer friarealkravet, udlægger et byggefelt for tilbygningen, regulerer ydre fremtræden og omfang samt udpeger bevaringsværdige træer på skolens matrikel. Alle øvrige planmæssige forhold vil fortsat være reguleret i den gældende lokalplan 252 Krausesvej.

Høring

Forvaltningen har modtaget seks henvendelser i høringsperioden (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Østerbro Lokaludvalg har ikke ingen bemærkninger.

Københavns Museum (bilag 5, henvendelse nr. 5) vurderer, at tilbygningen ikke vil få indvirkning på de bevaringsværdige bygninger.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 4, henvendelse 1, 3, 4 og 6):

  1. To henvendelser ønsker større afstand til boliger.
  2. To henvendelser udtrykker bekymring for højden på byggeriet og højden på fremtidige udbygninger.
  3. En henvendelse ønsker ikke fortætning i området.
  4. Tre henvendelser ønsker bevaring af flere træer.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Placeringen og afstanden til boliger er på minimum 21 meter, og vil ikke overstige, hvad der er forventeligt i et tæt bymæssigt område.
  2. Byggeriets højde vil ikke overstige, hvad der er forventeligt i et tæt bymæssigt område. Tilbygningen må højst være 6,3 meter. Hovedbygningen er ca. 22 meter, hvilket svarer til højden på den omkringliggende karre. Lokalplanen muliggør ikke fremtidige udbygninger, hvorfor en udbygning vil kræve dispensation eller et lokalplantillæg.
  3. Der er ikke plads i skolens eksisterende bygninger til formålet, hvorfor der planlægges for en ny bygning. Bebyggelsesprocenten bliver 83 ved etableringen af den nye bygning, hvor den var 80 før. Den gældende lokalplanen muliggør en bebyggelsesprocent på 110.
  4. Alle de træer, der opfylder kriterierne til at være bevaringsværdige, udpeges som bevaringsværdige. Der udpeges ti træer som bevaringsværdige.

Politisk handlerum

Lokalplanforslaget kan vedtages i dets nuværende form eller afvises. Afvises forslaget, er det ikke muligt at opføre en ny fagbygning til skolen, idet den gældende lokalplan ikke muliggør det.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

                                  Søren Wille
                                                                    / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 2 til lokalplan 252 Krausesvej (bilag 2).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. november 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2023

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. januar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top