Mødedato: 18.01.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved varetagelse af "andre nærmere angivne kommunale hverv"

Se alle bilag
I denne sag skal der tages stilling til forslag om udvidelse af ordningen vedrørende erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer af Borgerrepræsentationen, der vælger denne ordning i forbindelse med følgende aktiviteter: Deltagelse i forhandlinger med andre kommunale myndigheder eller med statslige myndigheder, repræsentativt arbejde, budgetseminarer, studieture, besigtigelser og borger-/orienteringsmøder, forudsat at det sker efter anmodning fra Borgerrepræsentationen eller et af de stående udvalg, og at der er truffet beslutning herom i et møde,
  2. at udgifterne afholdes inden for Økonomiudvalgets budgetramme, når beslutningen er truffet af Økonomiudvalget eller af Borgerrepræsentationen – dog ikke når aktiviteten er planlagt af et stående udvalg, og den omfatter udvalget som helhed, samt
  3. at udgifterne afholdes inden for de enkelte stående udvalgs budgetramme, når beslutningen er truffet af et stående udvalg, eller når aktiviteten er planlagt af et stående udvalg og omfatter udvalget som helhed.

(Økonomiforvaltningen) 

Problemstilling

Ifølge lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5 (Lovbekendtgørelse nr. 2 af den 4. januar 2018 om kommunernes styrelse), kan medlemmer af Borgerrepræsentationen mod reduktion af det faste vederlag vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Der kan ydes erstatning for deltagelse i en række nærmere bestemte møder m.v. nævnt i lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 1, litra a-e, uden konkret beslutning herom af Borgerrepræsentationen.

Herudover kan Borgerrepræsentationen i medfør af lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5, pkt. 5, træffe beslutning om at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved varetagelse af ”andre nærmere angivne kommunale hverv efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg”, jf. § 16, stk.1, lifra f. Det er Borgerrepræsentationen, der fastlægger, hvilke typer af hverv, der skal være omfattet heraf.

Løsning

Der er praksis for, at Borgerrepræsentationen ved begyndelsen af en ny valgperiode træffer beslutning om at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved deltagelse i følgende typer af aktiviteter: Forhandlinger med andre kommunale myndigheder eller med statslige myndigheder, repræsentativt arbejde, budgetseminarer, studieture samt borger- eller orienteringsmøder.

Når de erstatningsberettigede aktivitetetstyper er fastlagte, kan der ydes erstatning i de konkrete tilfælde, hvis det sker efter anmodning fra Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget eller et stående udvalg.

Det skal derfor fremgå af beslutningsprotokollen fra et møde i Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget eller et stående udvalg, at det pågældende medlem er blevet anmodet om at varetage hvervet og har accepteret dette, samt at der ydes erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.

Indstillingen indebærer en forbedring af arbejdsvilkårene for de medlemmer, som vælger erstatningsordningen. Information vedrørende ordningen er fremsendt til alle medlemmer af Borgerrepræsentationen pr. mail den 2. januar 2018, se bilag 1. Frist for tilmelding til ordningen er i år den 31. januar 2018, da der er tiltrådt en ny samling.

Der er tale om en videreførelse af den ordning, som var gældende i sidste valgperiode.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Økonomien er således indeholdt i budget 2018.

Udgifterne afholdes inden for Økonomiudvalgets budgetramme, såfremt beslutningen om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er truffet af Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen – dog ikke når aktiviteten er planlagt af et stående udvalg, og omfatter udvalget som helhed.

Udgifterne afholdes inden for de enkelte stående udvalgs budgetramme, såfremt beslutningen er truffet af et stående udvalg, eller når aktiviteten er planlagt af et stående udvalg, og omfatter udvalget som helhed.

Videre proces

Borgerrepræsentationen vil halvårligt få forelagt en indstilling vedrørende dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse af udgifter. Første indstilling vedrørende dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse af udgifter for 1. og 2. kvartal 2018 vil blive forelagt Borgerrepræsentationen i efteråret 2018. I foråret 2019 forelægges en indstilling om 3. og 4. kvartal 2018.

Flemming Dubgaard Hansen

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. januar 2018

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top