Mødedato: 17.11.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Hastighedszoner på Nørrebro

Se alle bilag

For at forbedre trafiksikkerheden projektudvikles 40 km/t hastighedszoner på lokalvejene på en del af Nørrebro og Ydre Nørrebro. Projektet indgår i ”Hastighedsplan 2007-2012”.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 0,5 mio.kr. til projektudvikling af 40 km/t hastighedszoner på Nørrebro og Ydre Nørrebro. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 0,3 mio.kr. i 2011 og 0,2 mio.kr. i 2012.

Det forudsættes, at der i projektudviklingen af hastighedszoner på Nørrebro tages højde for afledte konsekvenser for busfremkommeligheden.

Det forudsættes herudover, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

For at kunne opfylde Københavns Trafiksikkerhedsplans overordnede mål om at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken med 40% inden udgangen af 2012, skal der frigives midler til projektudvikling af hastighedszoner på Nørrebro og Ydre Nørrebro.

Løsning

Hastighedszonerne Nørrebro og Ydre Nørrebro er en del af ”Hastighedsplan 2007-2012” godkendt af Bygge- og Teknikudvalget 23. november 2005. Bygge- og Teknikudvalget har tidligere godkendt hastighedszoner i flere af Københavns boligområder bl.a. Kongens Enghave, Nordvest, Østerbro, Amager, Indre By og Christianshavn. De projekter, der skal udarbejdes for Nørrebro og Ydre Nørrebro, er af samme type, som de øvrige hastighedszoner.

Hastighedszoner sænker bilisternes hastighed i boligområdets lokalgader, hvilket er af stor betydning for både beboernes tryghed og trafiksikkerhed (færre og mindre alvorlige ulykker).

Området Nørrebro er afgrænset af søerne og vejene Åboulevarden, Ågade, Jagtvej, Tagensvej og Fredensgade. Området Ydre Nørrebro er afgrænset af Jagtvej, Lyngbyvej, Rovsinggade og Tagensvej.  Områderne med hastighedszoner fremgår af vedlagte kort (bilag 1).

Nørrebro og Ydre Nørrebro opdeles i delområder, idet hastighedszonerne som udgangspunkt kun omfatter lokalgader. Zonerne etableres ved at opsætte skilte med 40 km/t hastighedsbegrænsning på adgangsveje ind til boligområderne. Derudover vil der i nogle af delområderne være strækninger eller kryds, hvor det vil være nødvendigt at supplere med hastighedsdæmpende foranstaltninger, fx i form af indsnævringer eller bump.

Økonomi

Projektet finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets ordinær anlægsramme jf. Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsramme 2011-2015 (TMU 22/8 2011). Der anvendes 0,5 mio.kr. til projektudvikling fordelt med 0,3 mio.kr. i 2011 og 0,2 mio.kr. i 2012.

Videre proces

Efter frigivelse af midler udarbejdes projektforslag, som forelægges lokaludvalget til høring. Projektforslag og frigivelse af resterende anlægsmidler forelægges herefter Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2012. Anlægsarbejdet forventes gennemført i 2012.

                Hjalte Aaberg

                                /Holger Spangsberg Kristiansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik - og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 0,5 mio.kr. til projektudvikling af 40 km/t hastighedszoner på Nørrebro og Ydre Nørrebro. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 0,3 mio.kr. i 2011 og 0,2 mio.kr. i 2012.
Skriftlig votering i Teknik- og Miljøudvalget onsdag den 7. september 2011 - mandag den 12. september 2011, kl. 15.00.

Indstillingen blev udsat.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. september 2011

Der blev stemt om indstillingen:

Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 8, imod stemte 3 og 0 undlod at stemme

Indstillingen blev anbefalet.



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at der i projektudviklingen af hastighedszoner på Nørrebro tages højde for afledte konsekvenser for busfremkommeligheden

Økonomiudvalget forudsætter herudover, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2011

Indstillingen blev anbefalet.

Carl Christian Ebbesen (O) og Pia Allerslev (V) afgav følgende protokolbemærkning: ”Dansk Folkeparti og Venstre er imod forslaget, da det skaber større chikane og trængsel i byen.”

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. november 2011

Indstillingen blev godkendt med 39 stemmer imod 12.

 

For stemte: A, B, F, Ø og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

Imod stemte: C, I, O og V.

 

 

Venstre og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig:

”Dansk Folkeparti og Venstre er imod forslaget, da det skaber større chikane og trængsel i byen.”

Til top