Cykelrejseplanlægger for København
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,7 mio. kr. (2011 p/l) til det videre arbejde. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med 0,8 mio. i 2011, 0,7 mio. kr. i 2012 og 0,2 mio. kr. i 2013.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Brugerne af en cykelruteplanlægger vil udgøres af en bred gruppe, der anvender forskellige digitale platforme, hvor de mest populære er web og iPhone og Android smartphones. Cykelruteplanlæggeren skal derfor kunne anvendes på disse platforme.
Teknologierne bag cykelruteplanlæggere og smartphones er i hastig udvikling, hvilket udgør en udfordring i forhold til at fremtidssikre løsningen. Derfor er valget af anvendt software væsentligt.
For at øge sandsynligheden for at private og kommercielle aktører vælger at benytte kommunens cykelkortdata til løsninger af høj kvalitet, bør data så vidt muligt gøres tilgængelige.
For at fortsætte arbejdet har Teknik- og Miljøforvaltningen behov for at få frigivet midlerne afsat til cykelplanlæggerprojektet som del af Cykelpakke IV.
Løsning
1. Ajourført cykelkortdata der beskriver hvor det er muligt at cykle lovligt.
2. Ruteberegner der beregner ruter på baggrund af cykelkortdata.
3. Brugerflade til indtastning af ruteønsker og visning af ruteforslag på web og smartphones.
Baggrund for valg af løsning.
Uanset valg af løsning skal kommunen selv stå for punkt 1. Når det kommer til punkt 2 og punkt 3, kan kommunen vælge selv at etablere en cykelruteplanlægger, sådan som Århus, Odense, Malmø, m.fl. har gjort, eller/og afvente at en kommerciel aktør kommer med en løsning af høj kvalitet.
Google har en cykelruteplanlægger der i dag kun fungerer i USA. København og Århus har leveret data, men det er uklart, hvornår servicen bliver aktiveret i Danmark. Fordelene ved en løsning via en kommerciel aktør er, at det kan være kendte platforme med mange brugere, og at kommunen kun behøver at levere data.
Ulemperne ved en løsning via en kommerciel aktør er bl.a. usikkerhed om opdateringsfrekvensen på kortet. Langsom opdatering kan give problemer med at tage højde for skiftende metrobyggeri eller nye muligheder for lovlig cykling mod ensretning, når der beregnes ruter. Forvaltningen har været i dialog med de kommercielle aktører, men ikke fået bindende tilsagn om et samarbejde.
Vejdirektoratet, Cykelsuperstierne og Øresund som Cykelregion overvejer regionale/landsdækkende cykelruteplanlæggere. Projekterne er stadig under opstart. Cykelsuperstierne afventer i høj grad Københavns valg af løsning. Dansk Cyklist Forbund arbejder på en landsdækkende løsning rettet specifikt mod turister.
Anbefalede løsning
På denne baggrund anbefaler forvaltningen, at en eksisterende cykelruteplanlægger tilpasses, så den udgør en ”I Bike Cph” løsning. Løsningen baseres på open source, dvs. software der er gratis at anvende, og hvor man har fri adgang til at kigge ”under motorhjelmen”, f. eks CycleStreets.net. Dette er forskelligt fra et closed source produkt, hvor man kun har adgang til det færdige produkt. Kommercielle produkter er typisk closed source. Se evt. bilag 1: IT og Telestyrelsens publikation ”Open Source i det Offentlige”.
Med open source opnår kommunen større fleksibilitet. F.eks. hvis man ønsker at integrere kommunens Giv et Praj service i cykelruteplanlæggeren, eller lave en ”I Walk Cph” udgave tilpasset fodgængere. Man undgår licensomkostninger og afhængighed af en enkelt leverandør, og kan i stedet vælge hvilke rådgiver(e) man får til at hjælpe med hvilke opgaver.
Open source involverer flere tekniske valg, men vurderes ikke som mere risikabel. Dansk Cyklist Forbunds cykelruteplanlægger er baseret på open source, og de deler gerne deres erfaringer. IT- og Telestyrelsen vil også meget gerne bidrage med rådgivning, da de netop arbejder for øget brug af open source i det offentlige.
Cykelruteplanlæggeren er afhængig af gode data om bl.a. veje, stier, ensretning, metrobyggeri mm. For at kommunens data kan anvendes i en eksisterende ruteberegner bør de integreres i OpenStreetMap (OSM). Det er et åbent digitalt kort, der er gratis at anvende og udgør et sammenhængende kortgrundlag for hele regionen (herunder Frederiksberg). Med OSM opnår man den bedste chance for at Københavns cykelplanlægger på sigt vil kunne kobles til regionale/landsdækkende løsninger.
Data vil også blive stillet til rådighed for kommercielle aktører, så de kan tilbyde produkter af høj kvalitet på deres platforme.
Cykelkortdata henregnes ikke til de tekniske grundkort, og er derfor ikke dækket af betalingsvedtægten.
Økonomi
Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med 0,8 mio. i 2011, 0,7 mio. kr. i 2012 og 0,2 mio. kr. i 2013.
Forvaltningen vil fortsætte dialogen med relevante parter (såsom Cykelsupersti-samarbejdet) om mulighederne for fælles drift. Driftsomkostningerne forventes indeholdt i eksisterende budget til IT, Signalteam eller GIS opgaver, og anslås at udgøre højest 200.000 kr. om året.
Videre proces
Foreløbig tidsplan
Efterår 2011 - primo 2012: Etablering og kvalitetssikring af digitale kortdata.
Ultimo 2011 – medio 2012: Tilpasning af ruteberegner og design af web/app.
Medio 2012: Lancering
Ultimo 2012: Evaluering og nødvendige justeringer.
Primo 2013: Afslutning og overgang til drift.
Hjalte Aaberg / Niels Tørslev
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der etableres en ”I Bike Cph” cykelruteplanlægger, i form af en webside og en applikation til iPhone og Android smartphones.
2. at cykelruteplanlæggeren baseres på tilpasning af en eksisterende løsning og brug af det eksisterende digitale kort OpenStreetMap, som begge er frit tilgængelige og gratis at anvende.
3. at kommunens cykelkortdata så vidt muligt stilles til rådighed for kommercielle aktører , så de får mulighed for at tilbyde cykelruteplanlæggere af høj kvalitet på deres platforme, såfremt de ønsker det.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
4. at der frigives en anlægsbevilling på 1,7 mio. kr. (2011 p/l) til det videre arbejde. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med 0,8 mio. i 2011, 0,7 mio. kr. i 2012 og 0,2 mio. kr. i 2013.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. september 2011
Der blev stemt om indstillingen:
Liste |
For |
Imod |
Undlod |
A |
X |
||
B |
X |
||
C |
X |
||
F |
X |
||
O |
X |
||
I |
X |
||
Ø |
X |
||
I alt |
9 |
0 |
1 |
For stemte 9, imod stemte 0 og 1 undlod at stemme.
Signe Goldmann (F) havde forladt mødet og deltog ikke i afstemningen.
Indstillingen blev godkendt. Indstillingen blev anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2011
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med 46 stemmer imod 0. 2 undlod.
For stemte: A, B, C, F, O, V og Ø.
Følgende undlod at stemme: I.