Høring af Vandforsyningsplan 2012-2015
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at udkast til Vandforsyningsplan 2012 sendes i offentlig høring i tre måneder, senest 1 uge efter Borgerrepræsentationens godkendelse, således at planen kan fremlægges til politisk behandling primo 2012 sammen med resultaterne af høringen, jf. bilag 1.
Det bemærkes, at et kommende fælles vandselskab - Vores Vand - må forventes, at forbedre forhandlingsposition i forbindelse med fx forhandlinger om indvindingstilladelse med kommuner og staten, og koordineringen af en fælles grundvandsbeskyttelsesindsats. Vandforsyningsplanen bør tage hensyn til, at det kan forventes, at Københavns Kommunes vandselskab - KE Vand A/S - indtræder i et større fælles vandselskab.
Det bemærkes endvidere, at der ingen bemærkninger er til det planmæssige aspekt af sagen, idet det forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Planen skal generelt indeholde en beskrivelse af, hvorledes vandforsyningen tilrettelægges, hvilke anlæg forsyningen skal bygge på, og hvilke forsyningsområder de enkelte anlæg skal have. Planen skal endvidere give et administrationsgrundlag for kommunens vandforsyning, hvor forsyningsformål og -områder fastsættes.
Den nuværende vandforsyningsplan er fra 2006. Københavns Kommune har udskilt sin vandforsyning. Københavns Energi (KE) er omdannet til et 100 % kommunalt ejet aktieselskab, hvor drift og myndighed er klarere adskilt, jf. ny vandsektorlov. Dette har medført et behov for en ny plan udover opdatering af eksisterende data.
Løsning
De tre indsatsområder i vandforsyningsplanen er:
• Vandkvalitet
• Forsyningssikkerhed
• Vandbesparelser
Vandkvalitet
Københavns Kommune har tilsynsforpligtelse med de drikkevandsanlæg, hvorfra drikkevandet kommer og med drikkevandskvalitet samt vandforbrug i kommunen. Københavns Kommune, som kun forsynes med drikkevand af KE, har et beredskab i tilfælde af svigtende vandforsyning eller vandkvalitet (fx ved forurening af drikkevandet). KE har i medfør af vandforsyningsloven pligt til at informere forbrugeren om vandkvaliteten.
Èt af målene i Vandforsyningsplanen er at ”Antallet af overskridelser af grænseværdier for vandkvalitet i KE´s ledningsnet og ved forbruger må maksimalt være 2 % om året”.
Det er KE’s ansvar at forebygge og imødegå overskridelser af drikkevandskvalitetskriterierne.
Vandforsyningsplan 2012 fastholder den forrige plans mål om, at ”Vandforsyningen af Københavns Kommune er baseret på indvinding af grundvand, som ved en simpel vandbehandling med iltning og dobbelt filtrering overholder kvalitetskravene til drikkevand”.
En undersøgelse primo 2011 udført i et samarbejde mellem KE, brancheforeningen DANVA og Naturstyrelsen indikerer, at blødgøring vil være samfundsmæssigt fornuftig for større vandforsyninger. Blødgøring kan reducere drifts – og vedligeholdelsesomkostninger også hos slutbrugeren fx jo mindre kalk, jo mindre sæbe er nødvendigt. I 2011 har KE igangsat et pilotprojekt med blødgøring. Planen beskrives på side 76, jf bilag 1.
I 2011 har KE etableret forsøgsanlæg til UV-behandling af vandet. UV-behandlingen har til formål at fjerne eventuel bakteriologisk forurening i vandet fra beholderanlægget. UV-behandling udgør en ekstra sikkerhedsbarriere og skal derfor ikke erstatte andre tiltag, herunder overvågning, tilsyn og vedligeholdelse af vandforsyningsanlæggene.
Målsætningen om simpel vandbehandling fastholdes, selvom disse to pilotprojekter om blødgøring og UV-behandling er igangsat.
Forsyningssikkerhed
KE indvinder ikke vand i Københavns Kommune, men søger sine indvindingstilladelser uden for kommunegrænsen. Den maksimale periode for sådan en tilladelse er 30 år. Aktuelt skal KE ansøge om nye indvindingstilladelser, når de statslige og kommunale vandplaner er iværksat, hvilket formentlig sker i løbet af 2012.
Målet i planen er: ”Københavns Energi skal af hensyn til opretholdelsen af forsyningssikkerheden råde over indvindingstilladelser og en produktionskapacitet på 125 % af vandbehovet” samt ”Der skal udarbejdes en kortlægning over eksisterende vandforsyningsanlæg i Københavns Kommune.”
Kortlægningen af anlæg sker for at få et overblik over den samlede forsyning af byen.
Vandbesparelser
Københavns Kommune modtager sit vand fra indvindingsområder i andre kommuner. Et mål er derfor også at nedbringe importen af drikkevand, hvilket kan ske ved at sænke vandforbruget eller ved at øge vand fra supplerende kilder, herunder genanvendt vand til sekundære formål (altså ikke drikkevandsformål).
Vandforsyningsplanen har et mål om, at vandforbruget frem til 2017 reduceres til 100 liter pr. døgn pr. indbygger. Målet fra den forrige plan med max. 110 liter pr. døgn pr. indbygger er nået. Figur 5 på side 46 i planen, jf bilag 1, viser, at udviklingen i husholdningsforbruget opgjort i liter pr. indbygger pr. døgn i perioden 1987 – 2010 har et fald fra 170 til de 110 liter.
Målet om at 2 % af det samlede vandforbrug skulle udgøres af sekundavand, formodes at være opfyldt. Samme målsætning, som yderligere var beskrevet i planen fra 2006, fortsætter i den nye vandforsyningsplan: ”Der skal opnås en supplerende vandforsyning til sekundære anvendelsesformål på 4 % i 2017”.
Beskyttelse af grundvand og nedsivning af regnvand er ikke indeholdt i vandforsyningsplanen, men vil blive beskrevet i den kommende grundvandsplan og den kommende spildevandsplan.
Miljøvurdering af vandforsyningsplanen
Der er foretaget en miljøvurdering af vandforsyningsplanen. Planen giver ikke en øget miljøpåvirkning. Det gælder også i indvindingskommunerne. Se bilag 2.
Økonomi
Herudover er vandforsyningsområdet takstfinansieret via vandtakster, som kun må indeholde nødvendige drifts- og investeringsomkostninger. Størrelsen reguleres via vandforsyningslovens § 52a. Vandprisen følger ”hvile i sig selv” princippet således, at den er omkostningsneutral. Med den nye vandsektorlov og prisloftbekendtgørelsen er der indført en ny regulering - prisloftsreguleringen. Vandforsyningen er således dobbeltreguleret, idet KE også skal overholde et prisloft, som årligt fastlægges af Forsyningssekretariatet under Konkurrencestyrelsen. Prisloftet udmeldes som en samlet m2pris. KE opkræver en samlet pris pr. m2 vand leveret til forbrugeren.
Udregningen af prisloftet, som trådte i kraft i 2011, er endnu ikke faldet helt på plads, jf. en række klagesager, og kan derfor blive reguleret i de kommende år. Det giver en usikkerhed om, i hvilket omfang de af Københavns Kommune ønskede miljø - og servicemål fremover kan finansieres over vandtaksten. Dog er det allerede meddelt, at initiativer til vandbesparelser kan finansieres over takstmidler. Forvaltningen følger udviklingen i prisloftsproblematikken nøje og vil orientere udvalget, såfremt der viser sig væsentlige afvigelser i forhold til planens indsatsområder.
Forsyningsselskabet (KE) udarbejder hvert år takster for vand- og spildevand, som derefter skal myndighedsgodkendes af Teknik – og Miljøudvalget. Ved denne behandling skal udvalget tage stilling til, hvorvidt taksterne overholder prisloftet. Vandtaksterne i KE godkendes således ikke med denne indstilling. Taksterne for vand (og spildevand) for 2011 blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 13. december 2010.
Videre proces
Udkast til vandforsyningsplan med en præsentation af resultaterne af høringssvarene, og forslag til ændringer i planen, forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2012.
Hjalte Aaberg /Charlotte Korsgaard
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at udkast til Vandforsyningsplan 2012 sendes i offentlig høring i perioden 14.11.2011 – 14.02.2012, således at planen kan fremlægges til politisk behandling primo 2012 sammen med resultaterne af høringen, jf. bilag 1
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2011
Næstformand Morten Kabell (Ø) stillede ændringsforslag til indstillingen om, at indstillingens 1. at-punkt ændres fra:
”1. at udkast til Vandforsyningsplan 2012 sendes i offentlig høring i perioden 14.11.2011 – 14.02.2012, således at planen kan fremlægges til politisk behandling primo 2012 sammen med resultaterne af høringen, jf. bilag 1”
til:
”at udkast til Vandforsyningsplan 2012 sendes i offentlig høring i tre måneder, senest 1 uge efter Borgerrepræsentationens godkendelse, således at planen kan fremlægges til politisk behandling primo 2012 sammen med resultaterne af høringen, jf. bilag 1”
Ændringsforslaget blev vedtaget.
Indstillingen blev anbefalet. Indstillingen blev anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiforvaltningen bemærker, at et kommende fælles vandselskab - Vores Vand - må forventes, at forbedre forhandlingsposition i forbindelse med fx forhandlinger om indvindingstilladelse med kommuner og staten, og koordineringen af en fælles grundvandsbeskyttelseindsats. Vandforsyningsplanen bør tage hensyn til, at det kan forventes, at Københavns Kommunes vandselskab - KE Vand A/S - indtræder i et større fælles vandselskab.
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2011
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.