Mødedato: 17.09.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Skifte til partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en anmodning fra Niko Grünfeld om, at han angives som repræsenterende partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti i "alle sædvanlige sammenhænge" herunder i beslutningsprotokollerne og på kommunens hjemmeside.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Niko Grünfeld for fremtiden angives som repræsenterende partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti med den virkning, at dette angives i "alle sædvanlige sammenhænge", herunder beslutningsprotokollerne og på kommunens hjemmeside.

(Økonomiforvaltningen)

Problemstilling

Niko Grünfeld har meddelt, at han for fremtiden repræsenterer partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti. Niko Grünfeld ønsker samtidig, at hans navn fremover knyttes sammen med Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti i ”alle sædvanlige sammenhænge” (på kommunens hjemmeside, i beslutningsprotokollerne m.v.).

Det fremgår af en udtalelse fra Indenrigsministeriet (udtalelse nr. 9114 af 13. marts 1996), at det beror på kommunalbestyrelsens afgørelse, hvorvidt et medlems meddelelse om, at vedkommende for fremtiden repræsenterer et parti eller en kandidatliste, der ikke allerede er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, skal have den virkning, at dette skal angives i »alle sædvanlige sammenhænge«.

Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til anmodningen fra Niko Grünfeld.

Løsning

Borgerrepræsentationens tidligere beslutninger

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 20. august 2020, at Kåre Traberg Smidt knyttes sammen med partiet Fremad i ”alle sædvanlige sammenhænge” i det Valgnævnet i forhold til folketingsvalg har godkendt partinavnet Fremad i henhold til folketingsvalglovens § 12, stk. 2.

Økonomiforvaltningens indstilling

Valgnævnet har i forhold til folketingsvalg godkendt partinavnet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti i henhold til folketingsvalglovens § 12, stk. 2. Det betyder, at navnet er beskyttet i forhold til nye partier, som måtte ønske at anvende det samme navn eller et navn, der kan forveksles hermed. Hvis partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti indsamler tilstrækkeligt med vælgererklæringer for at kunne deltage i folketingsvalg, vil partiet således være opstillingsberettiget som partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.

Økonomiforvaltningen indstiller på den baggrund, at Borgerrepræsentationen godkender, at Niko Grünfeld for fremtiden kan repræsentere partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti i ”alle sædvanlige sammenhænge”.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Borgerrepræsentationens Sekretariat vil opdatere kommunens hjemmeside og orientere forvaltningerne, hvis Borgerrepræsentationen imødekommer Niko Grünfelds anmodning.

 

Christian Vigh

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. september 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top