Befordringsgodtgørelse til borgere i aktivering
Indstilling og beslutning
Indstilling om,- at borgere i aktivering som hovedregel kun får godtgørelse for eventuelle udgifter til befordring, når der er mere end 2 zoner mellem bopælen og det sted, aktiveringen foregår.
(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)
(Standsningsret)
Problemstilling
De fleste ydelsesmodtagere har efter loven ret til befordringsgodtgørelse, når de er i aktivering, og transporten tur/retur er over 24 km. Kommunen kan vælge også at give nogle af grupperne godtgørelse for udgifter til transport under 24 km.Den 31. januar 2011 godkendte det daværende Beskæftigelses- og Integrationsudvalg retningslinjer for udbetaling af befordringsgodtgørelse for 3-24 km. De samlede udgifter til befordringsgodtgørelse udgjorde i 2014 knap 25 mio. kr. om året. Heraf var omkring 23,5 mio. kr. godtgørelse for transport under 24 km. I de fleste tilfælde drejede det sig om transport inden for 2 zoner.
Refusionsreformen giver kommunerne et stærkt økonomisk incitament til at gøre en indsats for at forkorte ydelsesperioderne mest muligt. Forvaltningen vurderer, at den foreslåede justering af modellen for befordringsgodtgørelse vil give borgerne en større tilskyndelse til at arbejde, hvilket erfaringsmæssigt trækker i retning af at forkorte ydelsesperioderne.
Løsning
Ret til befordringsgodtgørelse efter loven for over 24 km
Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 82, har de fleste ydelsesmodtagere ret til befordringsgodtgørelse under aktivering (minus privat løntilskud), hvis afstanden tur/retur mellem bopælen og mødestedet er over 24 km.
De følgende grupper har dog ikke ret til befordringsgodtgørelse:
Personer, der modtager kontanthjælp under integrationsprogram, og personer, der er i løntilskud hos en privat arbejdsgiver.
Staten refunderer 50 procent af kommunens udgifter til befordringsgodtgørelse efter denne bestemmelse.
Mulighed for yderligere godtgørelse efter loven
Kommunen skal efter lovens § 83 fastsætte retningslinjer for udbetaling af godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i aktivering. Godtgørelsen må maksimalt udgøre 1.000 kr. om måneden.
Denne bestemmelse kan fx anvendes til også at give godtgørelse for transport under 24 km, men kun til personer, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller ressourceforløbsydelse, samt ledige selvforsørgede.
Kommunen modtager som hovedregel ikke refusion fra staten for godtgørelse efter denne bestemmelse, dvs. heller ikke for godtgørelse til transport under 24 km. Dog refunderer staten 50 procent af kommunens udgifter til godtgørelsen, når det drejer sig om personer, der modtager ressourceforløbsydelse (med enkelte undtagelser), og personer under 18 år.
Retningslinjerne for udbetaling af godtgørelse efter denne bestemmelse kan være meget forskellige fra kommune til kommune. For eksempel udbetaler Odense Kommune som hovedregel ikke godtgørelse for transport efter denne bestemmelse, mens Københavns Kommune udbetaler godtgørelse for transport over 3 km. Aarhus og Aalborg udbetaler som hovedregel godtgørelse for afstande ud over 2 zoner. Aalborg udbetaler også for kortere afstand efter konkret og individuel vurdering.
Nuværende retningslinjer i København
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 31. januar 2011 retningslinjer for udbetaling af godtgørelse, der betyder, ”at godtgørelse kan ydes til alle ledige kontant- og starthjælpsmodtagere og at størrelse beregnes ud fra gældende HT-takster og det konkrete transportbehov.” Retningslinjerne, der fortsat følges, er:
- Godtgørelse ydes til alle kontanthjælpsmodtagere i aktivering i det omfang, at den ledige har transportudgifter ved aktivering, som overstiger 3 km mellem bopæl og aktiveringssted.
- Godtgørelse ydes til køb af HT-kort.
- Buskortet skal bruges til transport mellem bopæl og aktiveringsstedet.
- Afstanden mellem bopæl og aktiveringssted fastsættes af sagsbehandleren ved opslag på www.krak.dk.
- Godtgørelsen udbetales hver måned.
- Godtgørelsen er skattepligtig. Derfor får den ledige udbetalt et beløb, som nogenlunde kan dække de pågældende udgifter og skatten.
- Der kan maksimalt udbetales 1.000 kr. om måneden.
- Beløbets størrelse er afhængig af det antal zoner, buskortet skal dække.
I forbindelse med de senere års reformer er lovens målgrupper blevet justeret. En stor del af den gruppe, der i 2011 fik kontanthjælp, får i dag uddannelseshjælp. Og kategorien ressourceforløbsydelse er kommet til. Det er i dag modtagerne af disse tre ydelser, der får befordringsgodtgørelse for afstande under 24 km.
Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at kriterierne for at modtage godtgørelse ændres, så der som hovedregel kun gives godtgørelse for transport, hvis der er mere end 2 zoner mellem bopælen og mødestedet. Undtagelsen bør være borgere i ressourceforløb, der er særligt udsatte. Godtgørelse til denne gruppe er refusionsberettiget.
Andre grupper, med særlige vanskeligheder, kompenseres i forvejen for udgifter under aktivering på andre måder. Personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ret til godtgørelsen for hele udgiften til transport.
Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der er mellem 25 og 30 år, og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år har med enkelte undtagelser ret til et såkaldt aktivitetstillæg, når de deltager i en aktivitet eller venter på at starte i en aktivitet. Undtagelserne er personer, der modtager kontant- eller uddannelseshjælp med en højere sats end sædvanlig som følge af særlige forhold. Der er tale om gravide, der har passeret 12. svangerskabsuge, og personer, der har en dokumenteret psykisk lidelse.
Forvaltningens øvrige begrundelser for ændringsforslaget:
- Refusionsreformen giver kommunerne et stærkt økonomisk incitament til at gøre en indsats for at forkorte ydelsesperioderne mest muligt. Forvaltningen vurderer, at den foreslåede justering af modellen for befordringsgodtgørelse vil give borgerne en større tilskyndelse til at arbejde, hvilket erfaringsmæssigt trækker i retning af at forkorte ydelsesperioderne.
- Godtgørelsen gives i dag i langt de fleste tilfælde til transport inden for 2 zoner, dvs. inden for cykelafstand.
- Godtgørelsen udbetales, uanset om borgeren reelt bruger beløbet til transport, og kan derfor have karakter af et generelt tillæg til de lovbestemte ydelser til nogle grupper.
- I nogle tilfælde stilles der i forvejen transport til rådighed i forbindelse med aktiveringen. Det gælder for eksempel i forbindelse med brobygningsforløb på CPH West. I disse tilfælde er der risiko for dobbeltfinansiering.
- Det er en dyr måde at anvende kommunens ressourcer på, da der som hovedregel ikke er refusion på udgifter til godtgørelse efter § 83, og en del af godtgørelsen går til skat. Godtgørelsen er skattepligtig for borgerne, og borgere kompenseres derfor efter kommunens retningslinjer med et beløb ud over den beregnede transportudgift.
Udgifter til befordringsgodtgørelse i 2014
Tabellen herunder viser udgifterne til transportgodtgørelse i 2014 i kr. fordelt på målgruppe - både de lovbundne udgifter til afstanden over 24 km og de ikke-lovbundne udgifter til kortere afstande.
Ydelse |
Over 24 km |
Under 24 km |
I alt |
|
Kontanthjælp | 151.628 | 17.444.082 | 17.595.710 | |
Uddannelseshjælp | 44.568 |
5.991.352 |
6.035.920 | |
Dagpenge og arbejdsmarkedsydelse | 661.984 | 661.984 | ||
Revalideringsydelse | 410.107 | 410.107 | ||
Sygedagpenge | 117.293 | 117.293 | ||
Ressourceforløbsydelse | 6.281 |
87.583 |
93.865 | |
Ledighedsydelse | 51.801 | 51.801 | ||
Særlig uddannelsesordning | 3.048 | 3.048 | ||
I alt | 1.446.710 | 23.523.017 | 24.969.726 | |
Økonomi
Ved uændrede retningslinjer forventer forvaltningen, at de ikke-lovbestemte udgifter til godtgørelse (§ 83) vil udgøre omkring 22,5 mio. kr. i 2016.Hvis udvalget godkender de ændrede retningslinjer, forventes en samlet besparelse på 17,5 mio. kr. årligt fremover.
I denne beregning er medregnet en stigning på 0,5 mio. kr. i udgifterne til den lovbestemte befordringsgodtgørelse (§ 82), da personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil kunne få alle udgifter til befordring dækket efter denne paragraf i stedet for.
Besparelsen på kontoen 'Efterspørgselsstyrede overførsler' ved indførelse af de foreslåede retningslinjer.
(1.000 kr. – 2015 p/l ) |
Udvalg |
Bevilling |
Funktion |
2015 |
2016 |
2017 |
2018 |
Varig |
Besparelser i alt |
BIU |
7828 Efterspørgselsstyrede overførsler |
5.68.90.1 |
-8.750 |
-17.500 |
-17.500 |
-17.500 |
ja |
Besparelsen i 2015 er lavere, fordi afskaffelsen af godtgørelsen kun har effekt for andet halvår.
Det sparede beløb vil blive indmeldt som et mindreforbrug i forbindelse med næste regnskabsprognose.
Videre proces
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ændrer retningslinjerne for udbetaling af transportgodtgørelse, vil de nye retningslinjer blive udmeldt til centrene og gælde fra og med juli 2015.Oversigt over politisk behandling
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at borgere i aktivering som hovedregel kun får godtgørelse for eventuelle udgifter til befordring, når der er mere end 2 zoner mellem bopælen og det sted, aktiveringen foregår.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den1. juni 2015
Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte: 5 (B, C, V, I)
Imod stemte: 5 (A, F, Ø)
Undlod: Ingen
Indstillingen blev dermed forkastet.
Indstillingen blev standset af Venstre, Konservative og Liberal Alliance, jf. Lov om Kommunernes Styrelse § 23, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. juni 2015
Indstillingen blev forkastet med 33 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, C, I og V.
Imod stemte: A, F, O og Ø.
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning som Det Konservative Folkeparti valgte at tilslutte sig:
”Som bekendt betaler enhver arbejdstager selv de første 24 km. til og fra arbejde, før der svares befordringsfradrag. I Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti er vi af den overbevisning, at den bedste måde at sluse folk ind på arbejdsmarkedet er ved at behandle dem som folk i arbejde.”