Mødedato: 17.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Støtte til bygningsfornyelse på Centrale Vesterbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til om fem ejendomme skal have støtte til bygningsfornyelse fra den statslige pulje til byfornyelse, staten har afsat til centrale Vesterbro. Staten medfinansierer 50 %.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at der gives støtte til bygningsfornyelse af fem ejendomme med i alt 229 boliger, jf. bilag 1, side 5,
  2. at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de fem ejendomme på 30,30 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 15,15 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse anlæg, jf. bilag 3 og 4.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forvaltningen har gennemført en ansøgningsrunde til bygningsfornyelse for ledige statslige midler til byfornyelse i områdefornyelsen Centrale Vesterbro i 2015.

Der skal tages stilling til forvaltningens forslag om støtte til fem andels- og ejerforeningsejendomme.

Løsning

Købehavns Kommune bevilger årligt i samarbejde med staten støtte til bygningsfornyelse af andels-, ejerforeninger og udlejningsejendomme med det formål at løfte boligstandarden for familier, unge og ældre samt nedbringe energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse.

I 2015 er der modtaget otte ansøgninger om bygningsfornyelse i Centrale Vesterbro, hvor der samtidig er en områdefornyelse i gang. Teknik- og Miljøforvaltninger indstiller, at fem ejendomme beliggende Enghave plads 3/Dybbølsgade 61/Flensborggade 33-37/Sankelmarksgade 2-6, Ny Carlsbergvej 13/Heilsgade 2-6/Røddingevej 3-5, Godsbanegade 5-7, Krusågade 32/Ingerslevsgade 110, Sønder Boulevard 55-57/Dybbølsgade 37-39/Arkonagade 1-5 med i alt 229 boliger støttes, jf. bilag 1, side 5. Der indstilles ingen udlejningsejendomme i denne indstilling, hvorfor der ikke ydes indfasningsstøtte. Den samlede økonomi for disse er 70,64 mio. kr. og fordeler sig således:

  • Københavns Kommune i alt 15,15 mio. kr.
  • Staten i alt 15,15 mio. kr.
  • Ejernes medfinansiering i alt 40,34 mio. kr.

De byfornyelsesarbejder, der påtænkes udført, svarer til i alt 85 årsværk.

I overensstemmelse med byfornyelsesloven har forvaltningen gennemgået og prioriteret ansøgningerne på baggrund af følgende kriterier fastlagt i Byfornyelsesstrategien (Borgerrepræsentationen den 29. oktober 2009, revideret 25. august 2011):

  • Ejendomme, hvor der mangler installationer (centralvarme, wc eller bad) i boligerne.
  • Ejendomme, der ved renovering nedsætter energiforbruget væsentligt og bidrager til byens CO2-målsætninger.
  • Ejendomme, der gennemfører energibesparende projekter, der kan demonstrere og inspirere til bedre og billigere renoveringer fremadrettet.

Med støtten opnås, at:

  • 38 boliger, fordelt på to ejendomme, får etableret wc/baderum.
  • 55 boliger energioptimeres fra kategori D til kategori D. 174 boliger energioptimeres fra henholdsvis E, D og C til kategori C. Det er således ikke alle ejendomme, der springer en energiklasse, da der er et stort spænd inden for hver enkelt energiklasse. Dette betyder gennemsnitlige energibesparelser på mellem 5 % og 32 % (jf. bilag 1, side 3 og 5). 73 boliger hæves to energiklasser. De fem ejendomme forventes at have en gennemsnitlig energibesparelse på 16 %. Forvaltningens miljøvurdering fremgår tillige af bilag 2.

Der ændres ikke ved tilgængeligheden i de indstillede projekter. Alle ejendommene er opført før 1950, og derfor er der i deres nuværende indretning ikke taget højde for tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser.

Økonomi

Beslutningen om byfornyelse og finansiering af udgifterne sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 863 af 3. juli 2014 om byfornyelse og udvikling af byer. Den samlede støtte til bygningsfornyelse af fem ejendomme er opgjort til 30,30 mio. kr., hvoraf staten refunderer 50 %, svarende til 15,15 mio. kr. Med støttebeløbet på 30,30 mio. kr. til de fem ejendomme opnås en samlet investering på 70,64 mio. kr. inklusiv ejendommenes egenfinansiering.

De samlede udgifter og indtægter er fordelt over årene 2016-2018 således:

 

2016

2017

2018

I alt

Udgifter (mio. kr.)

12,12

12,12

6,06

30,30

Indtægter (mio. kr.)

6,06

6,06

3,03

15,15

 

Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 3. Der henvises til bilag 4 for så vidt angår kategorisering af anlægsmidlerne.

Videre proces

Ejerne af de ejendomme, der opnår støtte, vil blive bedt om at indsende udbudsprojekt til forvaltningen til godkendelse inden igangsætning. Projekterne forventes at være gennemført og regnskabsgodkendt senest i 2017.

 

Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der gives støtte til bygningsfornyelse af fem ejendomme med i alt 229 boliger, jf. bilag 1, side 5.
  2. at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de fem ejendomme på 30,30 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 15,15 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse anlæg, jf. bilag 3 og 4.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2015

C stillede følgende ændringsforslag:

”At der bevilges støtte til boligerne uden eget bad, toilet eller central varme, og at puljen slås op igen for så vidt angår det resterende beløb og målrettes boliger uden eget bad, toilet eller central varme.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 7. 1 undlod at stemme.

For stemte: C, I og V
Imod stemte: A, F og Ø
Undlod at stemme: B

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø
Imod stemte: C, I og V.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2015

Rikke Lauritzen (Ø) deltog ikke i dagsordenspunktets behandling grundet inhabilitet.

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi er grundlæggende af den opfattelse, at det er en grundejers egen opgave og udgift at vedligeholde, renovere og forny sin egen ejendom.”

Venstre og Liberal Alliance tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. juni 2015

Rikke Lauritzen (Ø) forlod salen under punktets behandling på grund af inhabilitet.

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen:

”At der bevilges støtte til boligerne uden eget bad, toilet eller central varme, og at puljen slås op igen for så vidt angår det resterende beløb og målrettes boliger uden eget bad, toilet eller central varme.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 39 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

 

Indstillingen blev godkendt med 38 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: C, I og V.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre og Liberal Alliance valgte at tilslutte sig:

”Vi er grundlæggende af den opfattelse, at det er en grundejers egen opgave og udgift at vedligeholde, renovere og forny sin egen ejendom.”

 

Til top