Mødedato: 17.05.2001, kl. 17:30

Jagtvejens Skole

Jagtvejens Skole

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 17. maj 2001

 

BR 195/01

Jagtvejens Skole

Udvidelse af fritidshjemmet på Jagtvejens Skole

Indstilling om, at der gives en kapitalbevilling på 4.414.000 kr. til udvidelse af det eksisterende fritidshjem ved Jagtvejens Skole med to grupper.

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

at der gives kapitalbevilling på 4.414.000 kr. til udvidelse af eksisterende fritidshjem ved Jagtvejens Skole med to grupper

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 4. april 2001

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling. Indretning og tegninger drøftes på det kommende møde.

Louise Frevert havde følgende bemærkning:

"Dansk Folkeparti mener, det er for ringe, at forvaltningen ikke har vedlagt arbejdstegningerne af ombygningen. Udvalget har ret til at se tegningerne. Det er vanskeligt at vurdere et projekt, når man ikke ved, hvad det indebærer. Dog stemmer vi for indstillingen, da der er brug for pladserne, og processen vil blive forsinket. Vi vil i det videre forløb snarest se tegningerne."

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

RESUME

Som led i den overordnede planlægning på fritidshjemsområdet og med henblik på opfyldelse af pladsgarantien fra skolestart 2001 er der behov for udvidelse af kapaciteten på det eksisterende fritidshjem på Jagtvejens Skole. Fritidshjemmet udvides med 2 grupper svarende til 44 pladser.

For at skabe plads til udvidelsen af fritidshjemmet indenfor de eksisterende rammer på skolen er det nødvendigt at omplacere en række af skolens funktioner, og flytning, og nyindretning indgår således i projektet.

Med henblik på udvidelsen søges en kapitalbevilling på i alt 4.414.000 kr.

SAGSBESKRIVELSE

For at opfylde pladsgarantien på Ydre Nørrebro, ønskes det eksisterende fritidshjem på Jagtvejens Skole udvidet med 2 fritidshjemsgrupper. Fritidshjemmet er i dag normeret med 44 pladser samt en afdeling med i alt 24 specialfritidshjemspladser. Efter udvidelsen vil normeringen være 88 pladser samt 24 specialpladser.

Det er muligt indenfor skolens eksisterende fysiske rammer at udvide fritidshjemmet med de to grupper, dog vil det være nødvendigt at omplacere en række af skolens basis- og faglokaler samt lokaler til skolelæge/psykolog m.v. Omplaceringerne vil dels give en bedre udnyttelse af lokalerne, dels skabe en god sammenhæng mellem funktionerne i henholdsvis fritidshjem og skole.

Projektbeskrivelse

Forslaget til udvidelse og omplaceringer er udarbejdet af Rådgivende Ingeniører og Arkitekter (RIA) i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og brugerne.

Jagtvejens Skole består af to bygninger - en ældre hovedbygning parallelt med Jagtvej og en nyere bygning vinkelret på hovedbygningen.

Specialfritidshjemmet er placeret i parterreetagen i nybygningen i enden ud mod Jagtvej.

De to nye fritidshjemsgrupper indrettes i sammenhæng med det eksisterende fritidshjem i hovedbygningen på 1. og 2 sal, hvor også indskolingen er placeret. Grupperummene placeres, så indskoling og fritidshjem får gode muligheder for fælles udnyttelse af lokalerne. I forbindelse med udvidelsen etableres en intern trappeforbindelse i fritidshjemmet, så der dels skabes bedre forbindelse etagerne imellem, dels skabes bedre adgangsforhold mellem det udvidede fritidshjem og specialafdelingen i parterreetagen i nybygningen.

Der indrettes garderober, toiletter og depot i kælderetagen. I stueetagen indrettes personale- og kontorfaciliteter.

Formningslokalet flyttes fra hovedbygningen til et eksisterende lokale til metalsløjd, som ikke anvendes i dag, for at give plads til 2 nye basislokaler på 4. sal. Endvidere indrettes på 3. sal i den nye fløj lokaler til læge, psykolog og talepædagog.

Der er p.t. ikke udarbejdet et egentligt projekt, men drøftelserne i det fælles byggeudvalg mellem skole og fritidshjem har primært drejet sig om at få en hensigtsmæssig placering af de forskellige funktioner inden for bygningskomplekset.

Tidsplan

Ombygningen forventes igangsat umiddelbart efter projektets godkendelse i Borgerrepræsentationen primo maj 2001. Forvaltningen satser på, at byggearbejderne kan afsluttes i august 2001, så lokalerne er klar til skolestart 2001 – tidsplanen er dog meget presset.

Placeringen af de forskellige funktioner med mere er godkendt af det fælles byggeudvalg mellem skole og fritidshjem. Det videre arbejde med projektet vil foregå i tæt samarbejde med byggeudvalget.

Økonomi

De samlede udgifter til indretning af to ekstra fritidshjemsgrupper udgør i alt 4.414.000 kr. Udgiften forventes afholdt i år 2001.

Kassemæssig dækning for udgiften i år 2001 på 4.414.000 kr. anvises af det på budgettet for 2001 under Uddannelses– og Ungdomsforvaltningens post 5.15.3 afsatte rådighedsbeløb til fritidshjem.

Høring

Forslaget til indretning af de 2 nye fritidshjemsgrupper inkl. omflytninger på skolen er godkendt af bestyrelserne for henholdsvis skole og fritidshjem.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Høringssvar fra de 2 bestyrelser

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

Til top