Mødedato: 17.05.2001, kl. 17:30

I/S SMOKA

I/S SMOKA

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 17. maj 2001

 

BR 186/01

I/S SMOKA

Ny vedtægt for I/S SMOKA

Indstilling om, at forslag til ny vedtægt for I/S SMOKA godkendes, at I/S SMOKA optager lån på indtil 20 mio. kr. til etablering af en ny modtagestation på Prøvestenen, samt at borgmesteren for Miljø- og Forsyningsforvaltningen bemyndiges til at godkende eventuelle mindre redaktionelle ændringer i forslaget til ny vedtægt, såfremt Indenrigsministeriet i forbindelse med sin godkendelse af vedtægten måtte stille krav om sådanne ændringer.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til ny vedtægt for I/S SMOKA godkendes,

at det godkendes, at I/S SMOKA optager lån på indtil 20 mio. kr. til etablering af en ny modtagestation på Prøvestenen, og

at borgmesteren bemyndiges til at godkende eventuelle mindre redaktionelle ændringer i forslaget til ny vedtægt, såfremt Indenrigsministeriet i forbindelse med sin godkendelse af vedtægten måtte stille krav om sådanne ændringer.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2001

Tiltrådt.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt, repræsenteret ved Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA), har siden Københavns Amts udtrædelse af I/S Storkøbenhavns modtagestation for olie- og kemikalieaffald – I/S SMOKA - arbejdet på, at kommunerne i Københavns Amt indtræder i I/S SMOKA som nye interessenter.

Dette arbejde er nu så fremskredent, at der er udarbejdet et forslag til ny vedtægt for I/S SMOKA, og der er lokaliseret et område for en ny modtagestation på Prøvestenen.

Indtil modtagestationen er klar til at modtage affald, og indtil der er truffet endelig beslutning om driften, fortsætter den eksisterende modtagestation på Teglholmen, ligesom den eksisterende drift- og administrationsaftale med I/S Amagerforbrænding fortsat gælder.

Selskabet har behov for kapitaltilførsel til etablering af en ny modtagestation på Prøvestenen. Derfor foreslås det godkendt, at I/S SMOKA kan optage lån på indtil 20 mio. kr. Udgangspunktet er, at de samlede omkostninger brugerfinansieres over modtagestationens takster efter "hvile i sig selv" princippet.

Godkendelse af ny vedtægt for I/S SMOKA og optagelse af kommunerne i Københavns Amt kræver Indenrigsministeriets godkendelse jf. den kommunale styrelseslovs § 60. I kommunalretlig forstand er I/S SMOKA en "specialkommune" og umiddelbart skønnes forslaget ikke at have hverken økonomiske eller andre konsekvenser for Københavns Kommune.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Amt meddelte i brev af 20. juni 1997, at amtet ønskede at udtræde af interessentskabet I/S SMOKA. Den 23. april 1998 tiltrådte Borgerrepræsentationen, at Københavns Amt kunne udtræde af I/S SMOKA med virkning fra 31. december 1997 (BR 215/98).

I/S SMOKA blev etableret på en lejet grund på Teglholmen i 1972 som følge af ny lovgivning om kommunernes pligt til at tilvejebringe modtagefaciliteter for olieaffald fra virksomheder og private. Interessenter i selskabet var foruden Københavns Amt, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

Siden Københavns Amts udtrædelse af I/S SMOKA har Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt (FKKA) arbejdet på ændring af selskabets vedtægt samt optagelse af kommunerne i Københavns Amt som interessenter. Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune har tilkendegivet, at man vil være indstillet på at fortsætte driften af modtagestationen, indtil fremtidig struktur og opgaver er fastlagt i et samarbejde mellem parterne.

Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte den 2. november 1998, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen kunne færdiggøre forhandlingerne om kommunerne i Københavns Amts indtræden i I/S SMOKA, herunder om de nødvendige vedtægtsændringer, og at Miljø- og Forsyningsforvaltningen skulle forelægge endelig indstilling herom for udvalget.

Resultatet af forhandlingerne mellem interessentkommunerne foreligger nu i form af vedlagte forslag til vedtægt for I/S SMOKA, som hermed forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget med indstilling om godkendelse. Endvidere er der udarbejdet et baggrundsnotat, som sammen med vedtægtsforslaget er udsendt til kommunerne i Københavns Amt via kommuneforeningen FKKA. Baggrundsnotatet vedlægges som bilag.

Forslag til vedtægt for I/S SMOKA

Forslaget til vedtægt vedlægges som bilag. Opmærksomheden henledes især på følgende bestemmelser:

· § 4: Interessenterne skal anvende I/S SMOKA til bortskaffelse af ikke-genanvendeligt farligt affald, jf. bilag 1. Øvrige myndighedsopgaver forbliver hos kommunerne. De kommunale regulativer skal tilrettes i overensstemmelse hermed.

· § 5: I/S SMOKA tillægges kompetence til at indgå aftale med anden virksomhed om driften af modtagestationen.

· § 8: Overfor tredjemand hæfter interessenterne solidarisk, direkte og ubegrænset. Bestyrelsen kan dog indstille, at eventuelle lån optages således, at hver enkelt interessent kun hæfter for sin del af lånet i forhold til kommunens indbyggertal. Indbyrdes hæfter interessenterne til enhver tid i forhold til indbyggertallet.

· § 10: Der oprettes et repræsentantskab, som er selskabets øverste myndighed. Alle interessentkommuner er repræsenteret i repræsentantskabet med én stemme pr. påbegyndt 20.000 indbygger i medlemskommunen.

· § 12: Repræsentanterne i Repræsentantskabet fra kommunerne i Københavns Amt udpeger af deres midte 2 medlemmer til bestyrelsen. Københavns Kommune udpeger 2 bestyrelsesmedlemmer og Frederiksberg Kommune udpeger 1. Der kræves et kvalificeret flertal i bestyrelsen til visse vidtgående beslutninger. Københavns Kommunes og Frederiksberg Kommunes nuværende repræsentanter i I/S SMOKA´s bestyrelse er valgt indtil udgangen af indeværende kommunale valgperiode. Valgt af Borgerrepræsentationen er borgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Jens Damgaard (V).

Det bemærkes, at selskabets organer sammensættes efter samme principper som gælder for I/S Storkøbenhavns Miljølaboratorium, som ligeledes er etableret af en række kommuner i Københavns Amt, samt Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune. I/S Storkøbenhavns Miljølaboratorium blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 18. november 1999 (BR 457/99).

Vedtægterne for I/S SMOKA skal godkendes efter den kommunale styrelseslov § 60, idet I/S SMOKA tildeles selvstændig kompetence og ansvar med hensyn til det farlige affald.

Det foreliggende vedtægtsudkast har været til forhåndsudtalelse i Indenrigsministeriet, og er justeret i forhold hertil. Efter interessentkommunernes behandling af sagen skal vedtægten godkendes endeligt af Indenrigsministeriet. Såfremt ministeriet inden endelig godkendelse alene ønsker mindre ændringer i vedtægten, foreslås det som det mest hensigtsmæssige, at borgmesteren bemyndiges til at godkende disse ændringer.

Lokalisering og etableringen af ny modtagestation

Københavns Havn meddelte i august 1997, at modtagestationens lejemål på Teglholmen ville ophøre den 31. december 2000. Københavns Havn har givet tilsagn om, at den eksisterende modtagestation på Teglholmen kan fortsætte, indtil der foreligger en afklaring af den fremtidige placering.

Lokalisering af en ny modtagestation er, med udgangspunkt i regionplanerne, begrænset til områder uden vandforsyningsinteresser. Desuden skal miljø- og trafikforholdene tilgodeses ved placeringen af modtagestationen.

I/S SMOKA´s bestyrelse har godkendt en lejekontrakt med Københavns Havn om et areal på den lukkede del af Prøvestenen. Arealet ligger i tilknytning til Kommunekemis tankanlæg. Den samlede godkendelse forventes at være færdig i april 2001, men der må tidsmæssigt tages forbehold for Hovedstadens Udviklingsråds eventuelle beslutning om udarbejdelse af en VVM redegørelse.

Der er behov for kapital til etableringsomkostninger samt til drift af stationen. Udgangspunktet er, at de samlede omkostninger finansieres over modtagetaksterne efter "hvile i sig selv" princippet. Etableringsomkostningerne skønnes at udgøre ca. 20 mio. kr., men beløbet vil kunne stige med ca. 10-20%, hvis etableringen af stationen påbegyndes senere end 1. juni 2001, på grund af bl.a. vinterforanstaltninger.

I/S SMOKA´s finansiering af etablering af den nye modtagestation vil ske ved lånefinansiering i SMOKA regi. I forbindelse med kommunernes indtræden i I/S SMOKA foreslås det godkendt, at I/S SMOKA kan optage lån på indtil 20 mio. kr.

Det bemærkes, at dette ikke vil påvirke den kommunale låneoptagelse, idet affaldsanlæg er undtaget fra reglerne om begrænsninger i kommunernes låntagning.

Ved indtræden i det ny I/S SMOKA skal kommunerne i Københavns Amt indbetale et beløb til opretning af selskabets rådighedskapital, som svarer til det beløb på 877.554 kr., som Københavns Amt fik udbetalt ved udtrædelsen. Beløbet fordeles forholdsmæssigt mellem interessentkommunerne efter indbyggertallet. De enkelte kommuners andele fremgår af vedtægtens bilag 2.

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede på et møde den 6. december 1999, at I/S SMOKA kunne ansøge Indenrigsministeriet om dispensation fra selskabets vedtægt med henblik på låneoptagelse, samt at selskabet kunne optage lån på maksimalt 18. mio. kr.

Denne beslutning er ikke blevet gennemført, da Indenrigsministeriet, i modsætning til hvad der tidligere var oplyst, ikke kunne meddele dispensation, men derimod meddelte, at vedtægten skal ændres for at give selskabet hjemmel til låneoptagelse.

I/S SMOKA´s opgaver

I forslaget til vedtægter tildeles I/S SMOKA ret og pligt til at modtage farligt affald til bortskaffelse fra interessentkommunerne. Det betyder, at interessenterne vil være forpligtet til at anvise farligt affald til bortskaffelse til den fælles modtagestation. Kommunernes egne ordninger for indsamling af farligt affald fra virksomheder og borgere berøres ikke, men derimod skal det affald, der indsamles i disse ordninger, afleveres til modtagestationen.

Bortskaffelse af farligt affald via I/S SMOKA omfatter alt ikke-genanvendeligt farligt affald med undtagelse af visse affaldstyper, som kan behandles miljømæssigt forsvarligt på andre virksomheder, jf. bilag 1 til vedtægten.

I/S SMOKA vil også kunne modtage og forestå håndtering og videre transport af farligt affald til genanvendelsesvirksomheder, som kommunerne anviser og/eller har indgået modtageaftaler med. Det genanvendelige farlige affald er ikke omfattet af kommunernes pligt til at benytte modtagestationen.

Interessentkommunerne forpligtes på dette grundlag til at fastsætte regler i de kommunale regulativer om, at bortskaffelse af farligt affald skal ske ved levering til I/S SMOKA i det omfang benyttelsespligten gælder.

Disse bestemmelser betyder ikke umiddelbart ændringer i den måde hvorpå farligt affald bortskaffes i Københavns Kommune i dag.

Driften af I/S SMOKA

I/S SMOKA har ansvaret for driften af modtagestationen. Driften af modtagestationen vil omfatte alle aktiviteter i forbindelse med modtagelse, håndtering, transport og afregning samt registrering af affaldsstrømme, således at interessenterne sikres data til brug for det kommunale miljøtilsyn. I/S SMOKA skal foretage de sædvanlige kontrolfunktioner ved modtagelse af farligt affald.

Der er med FKKA truffet aftale om, at driftsopgaven udbydes eller overdrages på anden vis i løbet af et år. Det bliver den nye bestyrelse for I/S SMOKA, der skal tage stilling til, hvorledes og af hvem den ny modtagestation skal drives.

Efter udlægning af driften vil der være en lille administrativ "myndighedsenhed" tilbage i I/S SMOKA, som skal administrere driftsaftalen, fastsætte gebyrer, betjene bestyrelsen og rådgive kommunerne med hensyn til valg af transportører og modtageanlæg, der behandler genanvendeligt affald. Det bliver den nye bestyrelse for I/S SMOKA, der skal træffe beslutning om størrelse og placering af den administrative enhed.

I dag drives og administreres modtagestationen af I/S Amagerforbrænding. Drifts- og administrationsaftalen er opsagt fra Amagerforbrændingens side, men Amagerforbrændingens bestyrelse har accepteret, at aftalen løber indtil reorganiseringen af I/S SMOKA er gennemført, og der er truffet beslutning om den fremtidige drift og administration af modtagestationen.

I vedtægten er der fastsat regler om at kommuner (og kommunale fællesskaber), som ikke er interessenter, kun med godkendelse af bestyrelsen for I/S SMOKA kan benytte modtagestationens faciliteter.

Det bemærkes, at den eksisterende praksis med levering til Kommunekemi fortsætter.

Transporten af farligt affald fra kommunerne til modtagestationen ændres ikke af forslaget til ny vedtægt. Det er de enkelte kommuners opgave at sikre en forsvarlig transportmulighed. Som hidtil er I/S SMOKA ansvarlig for transporten fra modtagestationen eller fra affaldsproducenterne til Kommunekemi. Storebæltsbroen muliggør i dag, at virksomheder i stigende omfang kan aflevere affald direkte til Kommunekemi i Nyborg.

ØKONOMI

Det fremgår af sagsfremstillingen, at etableringen af modtagestationen på Prøvestenen lånefinansieres, og at driften brugerfinansieres. Det vurderes således, at forslaget ikke har økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Forslag til vedtægt for I/S Storkøbenhavns modtagestation for olie- og kemikalieaffald (I/S SMOKA).

Baggrundsnotat om etablering af en fælleskommunal modtagestation for farligt affald.

Sammenfatning vedrørende etablering af I/S SMOKA.

 

 

Niels Juul Jensen

/Jørgen Høg

Til top