Praksisplan for kiropraktikken
Praksisplan for kiropraktikken
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 17. maj 2001
BR 190/01
Praksisplan for kiropraktikken
Praksisplan for kiropraktikken
Indstilling om, at forslag til praksisplan på det kiropraktiske område i Københavns Kommune godkendes.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller
at Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender forslag til praksisplan på det kiropraktiske område i Københavns Kommune til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med indstilling om godkendelse.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2001
tiltrådte indstillingen.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende indstilling søges gennemført.
Notat vedrørende praksisplanens økonomiske konsekvenser vedlagt."
Økonomiudvalgets beslutning den 24. april 2001
Anbefalet.
RESUME
I henhold til Landsoverenskomst om kiropraktisk behandling mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening § 10 er nedsat et kontaktorgan fælles for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Kontaktorganet har udarbejdet en plan for den kiropraktiske behandling og kapacitet for perioden 2001 – 2005 i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Praksisplanen skal danne grundlag for udviklingen og den fremtidige indsats, herunder den årlige vurdering af den kiropraktiske behandlingskapacitet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Praksisplanen indeholder udover mål for den kiropraktiske indsats og kapacitet også en række anbefalinger, der tager udgangspunkt i henstillinger fra overenskomstens parter om at fremme arbejdet med kvalitetsudvikling og MTV-rapporten "Ondt i Ryggen", hvor i bl.a. fremhæves, at patienter med rygbesvær primært bør behandles i tæt samarbejde mellem de relevante parter i den primære sundhedssektor. Planen indeholder endvidere tiltag til samarbejde med det i Københavns Kommune etablerede Rygcenter.
SAGSBESKRIVELSE
I henhold til Landsoverenskomst om kiropraktisk behandling mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Kiropraktor-Forening § 10 er nedsat et kontaktorgan fælles for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Halvdelen af kontaktorganets medlemmer udpeges af Københavns og Frederiksberg Kommuner og halvdelen udpeges af Dansk Kiropraktor-Forening.
Kontaktorganet har udarbejdet en plan for den kiropraktiske behandling og kapacitet for perioden 2001 – 2005 i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Praksisplanen skal danne grundlag for udviklingen og den fremtidige indsats, herunder den årlige vurdering af den kiropraktiske behandlingskapacitet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Praksisplanen indeholder udover mål for den kiropraktiske indsat også en række anbefalinger, der tager udgangspunkt i henstillinger fra overenskomstens parter om at fremme arbejdet med kvalitetsudvikling og MTV-rapporten "Ondt i Ryggen", hvori bl.a. fremhæves, at patienter med rygbesvær primært bør behandles i tæt samarbejde mellem de relevante parter i den primære sundhedssektor.
Planen indeholder endvidere tiltag til samarbejde med det i Københavns Kommune etablerede Rygcenter.
Baggrund for den kiropraktiske planlægning
Der har ikke tidligere eksisteret en godkendt praksisplan på det kiropraktiske område. Sundhedsforvaltningen har hidtil administreret efter beslutninger, som er vedtaget i Kontaktorganet for kiropraktiske forhold i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Kontaktorganet har årligt drøftet den kiropraktiske behandlingskapacitet og arbejdet ud fra en målsætning om at tilpasse denne kapacitet til landsgennemsnittet i forhold til en stigende efterspørgsel.
Generelt om reglerne for praksisplanlægning på kiropraktorområdet.
Af kiropraktor-overenskomstens §8 fremgår:
"Den af folketinget vedtagne lov om kiropraktorer m.v. er trådt i kraft den 1. januar 1992. På baggrund heraf og på baggrund af de ændringer, der er aftalt ved overenskomstfornyelsen med hensyn til beslutning om nynedsættelser, skal parterne henstille, at der i amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner i samarbejde med kontaktorganet udarbejdes en samlet planlægning af den kiropraktiske betjening i amtskommunen, således at planen kan danne grundlag for den årlige vurdering af den kiropraktiske behandlingskapacitet i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Parterne skal endvidere henstille, at anmodning fra kiropraktorer om tilladelse til udvidelse af eksisterende praksis og om etablering af ny praksis indgår i overvejelserne vedrørende den samlede planlægning".
Praksisplanen skal for at være gældende godkendes af henholdsvis Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune
En godkendt praksisplan giver Københavns Kommune mulighed for at regulere til- og afgange inden for det kiropraktiske område.
Planforslaget
Antallet af kiropraktorer i Københavns Kommune anvendes i planlægningssammenhænge ved vurderingen af kapacitet i forhold til borgernes behov.
Borgerne i Københavns Kommune kan frit vælge en kiropraktor i hele landet, der har overenskomst med den offentlige sygesikring. Det betyder, der foregår en del pendling af patienter på tværs af kommune/amtsgrænser ved valg af kiropraktor.
Det forudsættes i planen, at pendlingen udlignes, således at der indenfor Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab kan planlægges i forhold til antallet af indbyggere, idet en undersøgelse af pendlingen stort set viser en udligning af denne mellem Københavns og Frederiksberg Kommune og øvrige amter.
En opgørelse af antallet af kiropraktorer pr. indbygger i Københavns og Frederiksberg Kommuner viser en lavere dækning af kiropraktorer end i resten af landet.
Det fremtidige mål for udbygningen af den kiropraktiske kapacitet er derfor, at antallet af kiropraktorer i Københavns og Frederiksberg Kommuner skal tilnærmes landsgennemsnittet.
Kontaktorganet anbefaler derfor, at der i planperioden fra 2001 – 2005 nedsættes yderligere 4 kiropraktorer i Københavns og Frederiksberg Kommuner med følgende fordeling:
- 1 Frederiksberg Kommune
- 1 Indre/ydre Østerbro
- 1 Indre/ydre Nørrebro
- 1 Bispebjerg
Der er i kontaktorganet enighed om, at denne tilpasning skal ske efter en konkret vurdering af behovet / efterspørgsel.
Med udgangspunkt i MTV-rapporten "Ondt i Ryggen" og det i Københavns Kommune pr. 1. maj 2000 etablerede Rygcenter, er der behov for at styrke samarbejdet mellem parterne i den primære sundhedssektor.
Udover ovennævnte kapacitetsudvidelsen anbefales følgende:
- at der etableres en stilling som kiropraktorkoordinator/konsulent – denne rekrutteres blandt de praktiserende kiropraktorer. Kontaktorganet har anslået, at det månedlige timetal vil ligge på mellem 5 – 8 timer. Kiropraktorkoordinatoren skal varetage samarbejdet med Rygcentret i Københavns Kommune, de praktiserende læger og fysioterapeuter i Københavns og Frederiksberg Kommuner, samt relevante sygehusafdelinger og ambulatorier i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Gennem en kiropraktorkoordinatorordning kan gensidig information og vidensudveksling, og øget koordination om patienter med eksempelvis ryglidelser i både primær og sekundær sektor fremmes.
ØKONOMI
Udgifterne til dette område er lovbundne under funktion 4.70 Sygesikring.
Det forventes ikke, at sygesikringsudgifterne til kiropraktik vil stige, som følge af at antallet af kiropraktorer øges over en årrække, idet det ikke forventes at efterspørgslen vil stige. Dog forventes, at den nuværende udvikling fortsætter, således at den generelle vækst fortsat vil være på ca. 5 % årligt. ( I 1999 var de samlede udgifter til kiropraktik i Københavns Kommune Kr. 4.069.216,- og i 2000 kr. 4.287.829,-,svarende til en stigning i udgifterne på 5,4%). Det forventes derfor, at udgifterne til kiropraktik i 2001 vil være på ca. 4.500.000 kr., og at de i 2002 vil være på 4.800.000 kr., svarende til en stigning på ca. 230.000 kr. fra 2000 til 2001, og en stigning på ca. 240.000 kr. fra 2001 til 2002. Ved udgangen af planperioden forventes det, at udgifterne til kiropraktik vil være på 5.500.000, svarende til en stigning på ca. 1.300.000 kr. fra 2000 til 200 5.
Det forventes, at etablering af en funktion som kiropraktorkoordinator vil medføre en udgift på kr. kr. 50.000 pr. år.(Baseret på en forudsætning om et månedlig timetal på 5-8 timer.
De forventede merudgifter, der overstiger pris/løn reguleringen vil blive indarbejdet i de årlige budgetforslag i løbet af planperioden.
Øvrige initiativer forventes at være udgiftsneutrale i forhold til sygesikringsudgifterne.
Ingen
BILAG
Forslag til Praksisplan for kiropraktikken
Jesper Maarbjerg
/ Karis Hagild