Mødedato: 17.03.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Miljøstation på offentlig vej - Sjællandsgade, Nørrebro

Se alle bilag
Der skal tages stilling til, om der skal gives tilladelse til en privat miljøstation på offentlig vej, og om udvalget kan anbefale de økonomiske konsekvenser overfor Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der i forbindelse med etablering af den private miljøstation, nedlægges to parkeringspladser i blå betalingszone. Det forventede indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladserne på 10 t. kr. pr. år søges dækket i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017. De forventede lejeindtægter for råden over vejareal i forbindelse med den private miljøstation forventes at udgøre 24 t. kr. fra 2017 og frem, se også Økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med et gårdprojekt ønsker A/B Pegasus at få mere rekreativt areal på egen grund og har derfor ansøgt om at få lov til at etablere affaldshåndtering på offentlig vej ud for ansøgers matrikel. Forvaltningen gav først administrativt afslag på ansøgningen med den begrundelse, at det private hensyn ikke var tungtvejende nok til at tilsidesætte de langsigtede almene trafikale begrundelser.

Enhedslisten fremlagde 26. januar 2015 et medlemsforslag for Teknik og Miljøudvalget om at tillade nedgravede private affaldsløsninger på offentligt areal på gæsteprincippet, hvilket blev godkendt på mødet 18. maj 2015. Forvaltningen har efterfølgende orienteret udvalget om, at beslutningen ikke kan finde anvendelse på gæsteprincip vilkår. På Teknik- og Miljøudvalgets møde 24. august 2015 godkendte udvalget derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen kan give tilladelse, men at udvalget skal godkende indkomne ansøgninger og at sagerne håndteres som tilladelser til råden over vej.

Etablering af miljøstationen på Sjællandsgade vil medføre, at der nedlægges to parkeringspladser i blå zone.

Løsning

På Teknik og Miljøudvalgets møde den 24. august 2015 blev det besluttet, at ansøgninger om nedgravede affaldsløsninger kan håndteres som tilladelser til råden over vej og at vejen sikres ved, at forvaltningen betinger tilladelsen af en ”fjernelsesdeklaration”, som ansøger tinglyser på ejendommen.

A/B Pegasus ønsker at opsætte otte affaldsbeholdere på Sjællandsgade. Ansøgningen viser to forskellige modeller. Model A er magen til de beholdere, der er opsat i Wesselsgade (bilag 1). Model B er en type, der anvendes i Middelfart ifølge ansøger (bilag 2). Beholderne placeres på en udbygning på ydersiden af cykelstien, så tømning af beholderne kan ske uden at genere cyklisterne (se også bilag 3, der viser belægningsplanen for affaldsanlægget).

For at anlæg med samme funktion har en genkendelig udformning, anbefaler forvaltningen at udvalget godkender AB Pegasus´ forslag (model A), der er af samme type, som det eksisterende forsøgsanlæg i Wesselsgade.

Forvaltningen har forelagt projektet for politiet, som på det viste grundlag ikke finder, at projekt vil medføre trafikale problemer.

Anlægget vil medføre nedlæggelse af to parkeringspladser på offentlig vej i blå betalingszone. Belægningsprocenten på strækningen er under 60 %, ifølge tællinger foretaget foråret 2015 (bilag 4). Vejlovens § 80, som kommunen her skal anvende til at give private tilladelse til råden over vej, giver ikke kommunen hjemmel til at stille krav om anlæggelse af eller økonomisk bidrag til anlæggelse af erstatningsparkeringspladser.

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet 24. maj 2015 besluttet, at sagerne håndteres som tilladelser til råden over vej, og at kommunens offentlige veje, og dermed kommunens økonomi, ved fremtidige projekter sikres ved, at forvaltningen betinger tilladelsen af en ”fjernelsesdeklaration”, som ansøger tinglyser på ejendommen.

I tilfælde af at kommunen ønsker at ændre vejens indretning, kan anlægget kræves flyttet eller fjernet og forvaltningen skal her vurdere efter proportionalitetsprincippet, inden den endelige udformning af et nyt vejprojekt godkendes. Det kan på sigt betyde en udgift for kommunen.

Som betingelse for en tilladelse til A/B Pegasus vil der blive indgået en lejeaftale, der regulerer lejeforholdet for anden råden over vejareal, og der vil blive opkrævet en årlig leje. Lejen pr. m2 benyttet vejareal er i 2016 på 5 % af grundværdien pr. m2 for de tilgrænsende grunde, dog minimum 50,- kr. pr. måned jf. Teknik- og Miljøudvalgets takster i 2016.

Økonomi

Der er ingen forventede driftsudgifter i forbindelse med etablering af miljøstationen. Det forventede indtægtstab for de to parkeringspladser i blå betalingszone udgør 10 t. kr. pr. år. Det forventede indtægtstab som følge af nedlæggelserne af de to parkeringspladser i blå betalingszone søges dækket i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.

Den foreslåede miljøstation fylder ca. 58 m2 og den forventede lejeindtægt for råden over vejareal vil med de besluttede takster for 2016 være 24 t. kr. fra 2017 og frem. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af tabellen nedenfor:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2016 p/l)

Varig?
ja/nej

2016

2017

2018

2019

2.

TMU

1400 – Ordinær drift

2.22.01.1

I

0

-24

-24

-24

Ja

2.

ØU

Finansposter

8.22.05.5

U

0

24

24

24

Ja

I alt

-

-

-

-

0

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Godkendes indstillingen, skal ansøger færdigprojektere den valgte løsning, der herefter myndighedsbehandles af forvaltningen. Når politiet har givet sit endelige samtykke, kan forvaltningen give sin endelige myndighedsgodkendelse med krav om fjernelsesdeklaration.

Andelsboligforeningen kan herefter søge gravetilladelse og opføre projektet.

 

Pernille Andersen         /Anne-Sofie Degn     

Oversigt over politisk behandling

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

1.     at forvaltningen giver tilladelse til, at A/B Pegasus (Sjællandsgade 37-53) kan placere deres private affaldshåndtering på offentlig vej i nedgravede containere,

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,    

2.     at der i forbindelse med etablering af den private miljøstation, nedlægges to parkeringspladser i blå betalingszone. Det forventede indtægtstab som følge af nedlæggelse af parkeringspladserne på 10 t. kr. pr. år søges dækket i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017. De forventede lejeindtægter for råden over vejareal i forbindelse med den private miljøstation forventes at udgøre 24 t. kr. fra 2017 og frem, se også Økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2016

1. at-punkt blev godkendt.
2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. marts 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top