Mødedato: 17.01.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af kvalitetsstandarden Ældre i København 2019

Se alle bilag
Københavns Kommunes serviceniveau på ældreområdet beskrives i den borgerrettede kvalitetsstandard 'Ældre i København 2019'. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges kvalitetsstandarden én gang årligt til godkendelse, og kvalitetsstandarden videresendes herefter til Borgerrepræsentationens godkendelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at den borgerrettede kvalitetsstandard 'Ældre i København 2019' (bilag 1), godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommunes politisk fastsatte serviceniveau på ældreområdet beskrives i den borgerrettede kvalitetsstandard 'Ældre i København 2019'.

Kvalitetsstandarden fremlægges årligt til Borgerrepræsentationens godkendelse på Sundheds- og Omsorgsudvalgets anbefaling.

Løsning

'Ældre i København' er målrettet borgerne og giver et overblik over de forskellige tilbud til ældre, såvel visiterede som ikke-visiterede tilbud. I kataloget beskrives både tilbud, som henvender sig til alle ældre, og tilbud til særlige målgrupper. Desuden kan borgeren blandt andet finde information om, hvordan man søger om de forskellige tilbud, se sagsbehandlingstider og klagemuligheder, læse om egenbetaling og takster samt muligheder for valg af leverandør. 

Opdatering af 'Ældre i København 2019'

Udover sproglige korrektioner og præciseringer samt mindre opdateringer, er der sket følgende indholdsmæssige ændringer i forhold til 'Ældre i København 2018':

  • Der er tilføjet et nyt afsnit om muligheden for tilkøb af ekstra hjemmepleje og mad, for borgere der er visiteret til hjemmepleje eller madservice med udbringning.
  • I afsnittet Lovgrundlag er afsnittet om persondataloven fjernet, da loven ikke længere gælder. Det vurderes, at de nye regler er for omfattende at beskrive i kataloget.
  • Til gengæld er der i afsnittet Praktiske oplysninger tilføjet et nyt underafsnit, Dine rettigheder, hvor borger kort oplyses om rettigheder i forhold til registrering af personlige data, og der henvises endvidere til kk.dk, hvor man kan læse mere.
  • I afsnittet Sundhed og Genoptræning er der tilføjet et afsnit om tilbud til borgere, der ønsker at drikke mindre alkohol.
  • I afsnittet Tilbud og støtte til pårørende beskrives det nye bydækkende tilbud om pårørendekurser og pårørendevejledere, og der er tilføjet information om tilbud til pårørende til borgere med hjerneskade og diabetes (tilbud til pårørende til borgere med kræft eller demens er nævnt i forvejen).
  • Afsnit om handicapkørsel er opdateret i forhold til udvidelse af målgruppe til også at omfatte borgere, der har et synshandicap.
  • I afsnittet Københavns Borgerservice til sidst i kataloget informeres der om den nye mulighed for at bestille tid hos Borgerservice.  

For at sikre katalogets læsevenlighed er det besluttet at trykke kataloget på tykkere og mere hvidt papir, der i mindre grad har gennemskin, når der trykkes på begge sider. Denne beslutning er blandt andet en konsekvens af Ældrerådets og Ældre Sagens ønsker om bedre læsevenlighed. Papiret er stadig miljøvenligt. Derudover er katalogets grafiske design og layout opsat, så det er i overensstemmelse med hele Københavns Kommunes nye designmanual. En del af det nye design indebærer blandt andet anvendelse af stærke farvekontraster og et princip om at have så få elementer pr. side som muligt. Det er vurderingen, at disse designmæssige retningslinjer samt det tykkere papir, er med til at øge katalogets læsevenlighed.

Ældre i København 2019 vil, inden det trykkes, gennemgå mindre tilpasninger af layout, herunder et forsidebillede i bedre kvalitet, samt opdateringer af takster og sidehenvisninger, og der foretages en endelig korrektur.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har i forbindelse med revision af forvaltningernes kvalitetsstandarder, hhv. 'Ældre i København' og 'Hjælp i Hverdagen', samarbejdet for at sikre, at katalogerne fortsat er harmoniseret i det omfang, det er fagligt meningsfuldt i forhold til de respektive målgrupper.

Høring over 'Ældre i København 2019'

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har sendt kvalitetsstandarderne 'Ældre i København 2019' og 'Hjælp i hverdagen 2019' i fælles høring hos Københavns Kommunes Ældreråd, Ældre Sagen og kommunens private leverandører.

Både Ældrerådet og Ældre Sagen finder kataloget 'Ældre i København 2019' oplysende, klart og overskueligt. De private leverandører Berendsen og Intervare foreslår, ligesom Ældrerådet og Ældre Sagen, udelukkende mindre sproglige præciseringer (bilag 3).

En uddybende beskrivelse af høringssvar til 'Ældre i København 2019' og forvaltningens vurdering heraf findes i bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen, sendes 'Ældre i København 2019' til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse. Efter Borgerrepræsentationens godkendelse færdiggøres kvalitetsstandardens layout med henblik på tryk, offentliggørelse og distribution.

Ældre i København 2019 vil desuden blive tilgængelig på www.kk.dk

 

Katja Kayser                                             /Helle Schnedler 

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende den borgerrettede kvalitetsstandard 'Ældre i København 2019' (Bilag 1).

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2018


Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. januar 2019

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. januar 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top