Mødedato: 16.12.2010, kl. 17:30
VM i landevejscykling 2011
Se alle bilag
Til top
VM i landevejscykling 2011
30. VM i landevejscykling 2011 (2010-145687)
Løbsrute og principperne for de trafikale løsninger i forbindelse med afviklingen af VM i landvejscykling 2011.
Indstillingen blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget igen, da den tidligere fremlagte indstilling om samme emne (TMU 15.11.2010), fejlagtigt angav at indstillingen skulle behandles i Borgerrepræsentationen. Tillige er der tilføjet et notat om samarbejdet om planlægningen af løbsruten jf. bilag 4.
INDSTILLING OG Beslutning
Indstilling om,
at VM i landevejscykling 2011 afvikles på den fremlagte løbsrute (bilag 2) med de trafikale konsekvenser og løsninger, som fremgår af denne indstilling.
(Teknik- og Miljøudvalget)
(Standsningsret)
Problemstilling
Verdensmesterskaberne i landevejscykling, som er en af verdens største sportsbegivenheder, gennemføres den 19.-25. september 2011 i København. Københavns Kommune gav tilsagn til arrangementet tilbage i januar 2007, hvor den tidligere Kultur- og Fritidsborgmester bekræftede, at København blev den første Bike City (BCC), udpeget af den internationale cykel union UCI. Se bilag 1. BCC er et partnerskab bestående af Danmarks Cykel Union, Sport Event Denmark, kommunerne Ballerup, København og Rudersdal samt Region Hovedstaden. Wonderful Copenhagen fungerer som koordinator og tovholder. BCC har ført til seks værtskaber for internationale cykelbegivenheder i 2008-2011, hvor den største er VM i landevejscykling.
At løbet afvikles i centrum af en storby er helt unikt. VM i landevejscykling er en enestående mulighed for markedsføring af København. Nærliggende i den sammenhæng er i særlig grad at bruge Københavns status som cykelby, som middel til mere generelt at markedsføre København som grøn og moderne storby. Samtidig står kommunen overfor store udfordringer i forhold til trafikafviklingen samt en omfattende kommunikationsopgave.
Løsning
Ruten
Københavns Kommune er vært for enkeltstarts-diciplinerne (mænd, kvinder, U23 mænd, juniorer hhv. mænd og kvinder) og starten på det almindelige landevejsløb for mænd. Enkeltstarterne afvikles på en lukket rundstrækning, der er placeret i Indre By og på Østerbro. Forslaget til det konkrete ruteforløb er fastlagt efter forhandlinger mellem dansk cykelunion (DCU)/den internationale cykelunion (UCI), Københavns Politi og Københavns Kommune. Ruteforløbet er bundet af UCIs krav om afvikling i centrum af København og langs de mest kendte seværdigheder og steder i byen, f.eks. Amalienborg Slot. Ruteforløbet for enkeltstart for mænd fremgår af bilag 2, mens bilag 3 viser et udsnit af løbsruten i Indre By.
Trafikale konsekvenser og løsninger
Afviklingen af VM i landevejsløb vil påvirke trafikafviklingen i København markant i den uge løbet forberedes og afvikles. Det er især trafikken i Indre by og på Østerbro, der bliver berørt. H. C. Andersen Boulevard, en af byens største trafikårer, vil være spærret for bilkørsel fra torsdag den 15/9 til onsdag den 21/9 2011 samt noget af søndag den 25/9 2011.
I overensstemmelse med Teknik- og Miljøudvalgets tidligere beslutninger vil forvaltningen ved godkendelse af afspærringer og afværgeforanstaltninger prioritere så god mobilitet for så mange som muligt. Forvaltning vil primært fokusere på at fastholde god fremkommelighed for mindre pladskrævende transportformer, dvs. afviklingen af gang- og cykel trafik samt busfremkommeligheden. Konkret vil denne prioritering indebære følgende trafikale løsninger:
Under forberedelsen og gennemførelsen af cykelløbet vil der være en ensartet og let kommunikérbar struktur for trafikafviklingen. Den centrale del af København bliver lukket for individuel biltrafik, varetransport med lastbiler og bustrafik mellem mandag d. 19/9 kl. 8.00 og onsdag d. 21/9. kl. 19.00. Uden for løbstiderne - kl. 17.00 om eftermiddagen til kl. 10.00 næste formiddag - kan beboere og erhvervsdrivende få dispensation til at køre ind og ud af området gennem porte og Knippelsbro.
Gående og cyklende kan passere ruten på udvalgte steder i de pauser, der vil opstå under afvikling af løbet. I aften- og nattetimerne vil der være åbent for cykel- og gangtrafik. Københavns Kommune vil stille krav til DCU om, at der på udvalgte steder med særlig stor cykel- og gangtrafik etableres midlertidige broer, hvor det også er muligt at trække cykler over. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved Rådhuspladsen.
Invalidekørsel kan passere ruten på udvalgte steder i pauser mellem de enkelte cykelryttere i enkeltstarten. I aften- og nattetimerne vil der være åbent for invalidekørsel.
Forvaltningen indgår i et samarbejde med Økonomiforvaltningen og Movia om ændringer i bussernes linjeføring under arrangementet, der på den ene side sikrer den størst mulige tilgængelighed og regularitet for de sædvanlige brugere af bustrafikken og på den anden side giver service til de mange tilskuere til arrangementet. Der er derfor etableret et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen omkring afviklingen af den kollektive trafik under afviklingen af begivenheden. Sammen med de kollektive trafikinstanser vil der blive set på muligheder for at øge kapaciteten og omlægge bussernes linjeføring. Politiet bliver også inddraget i dette arbejde.
På de gadestrækninger, der indgår i enkeltstarten, vil det ikke være muligt at parkere. Borgere og gæster vil skulle finde parkeringsmuligheder på det øvrige vejnet.
Forvaltningen indgår i et særligt beredskab for udrykningskørsel med Københavns Politi og Københavns Brandvæsen.
Forvaltningen indgår i et samarbejde med By og Havn, og Copenhagen-Malmø Ports en aftale om trafikafvikling ved store ankomst- og afrejsedage for cruiseskibe.
Forvaltningen indgår i et samarbejde med Udenrigsministeriet om de særlige forhold, der knytter sig til trafikbetjening af ambassaderne i det område af Indre By og Østerbro, som bliver berørt af afviklingen af cykelløbet.
Forvaltningen indgår i et samarbejde med Metroselskabet, Banedanmark (Nørreport St.) og Nordhavnstunnellen om konkrete aftaler i forbindelse med blandt andet jordtransporter, der er planlagt under afviklingen af arrangementet.
Skilte og afmærkningsplaner skal godkendes af politiet.
Organisation
For at sikre at der i god tid er konkrete planer og aftaler på alle vigtige områder, er der valgt en projektorganisering internt i TMF forankret i Center for Trafik.
Videre er der nedsat en ekstern projektgruppe med de centrale aktører i arbejdet og en styregruppe med deltagelse fra DCU, Wonderful Copenhagen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Københavns Politi og Københavns Brandvæsen vil også blive inddraget i arbejdet. Udover styregruppemøderne vil forvaltningen afholde ad hoc møder med repræsentanter fra de enkelte organisationer og myndigheder.
Kommunikation
Som arrangør er DCU ansvarlig for information om arrangementet til borgerne.
Københavns Kommune bidrager til denne meget omfattende kommunikationsopgave med information om trafik, logistik og praktiske forhold. Som en del af forberedelserne skal der udarbejdes en samlet kommunikationsplan, der omfatter information om trafik, logistik og praktiske forhold til borgere, erhvervsdrivende og trafikanter.
DCU?s, politiets og forvaltningens kommunikation til borgere m.fl. vil blive koordineret i styregruppen.
Økonomi
I overensstemmelse med godkendte procedurer ved gennemførelse af arrangementer i Københavns Kommune har DCU ansvaret for at udarbejde, sikre nødvendige tilladelser samt opsætte og finansiere vejafspærringer og vejvisninger i forbindelse med cykelløbet. DCU har ligeledes ansvaret for renholdelse under og efter arrangementet.
Det øgede ressourcetræk på kommunen til styring af projektet og kommunikation, løses indenfor forvaltningens budgetramme.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, vil forvaltningen gennemføre kommunens opgaver i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af arrangementet.
Tilladelse til gennemførelse af arrangementet vil blive givet efter de godkendte principper for arrangementer i Københavns Kommune.
Forvaltningen vil seneste i november 2011 fremlægge en samlet evaluering af arrangement for Teknik- og Miljøudvalget.
Hjalte Aaberg
/ Niels Tørsløv
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende den foreslåede løbsrute og principperne for de trafikale løsninger i forbindelse med afviklingen af VM i landvejscykling 2011.
Indstillingen fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget igen, da den tidligere fremlagte indstilling om samme emne (TMU 15.11.2010), fejlagtigt angav at indstillingen skulle behandles i Borgerrepræsentationen. Tillige er der tilføjet et notat om samarbejdet om planlægningen af løbsruten jf. bilag 4.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
at VM i landevejscykling 2011 afvikles på den fremlagte løbsrute (bilag 2) med de trafikale konsekvenser og løsninger, som fremgår af denne indstilling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2010
Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag om:
"At ruten ikke omfatter H.C. Andersens Boulevard."
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: Jakob Næsager (C) og Karin Storgaard (O).
Imod ændringsforslaget stemte 9 udvalgsmedlemmer: Bo Asmus Kjeldgaard (F), Signe Goldmann (F), Iben Wiene Rathje (F), Mette Reissmann (A), Lars Weiss (A), Lise Thorsen (A), Anna Mee Allerslev (B), Morten Kabell (Ø) og Lars Berg Dueholm (V).
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.
Der blev stemt om indstillingen.
For indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: Bo Asmus Kjeldgaard (F), Signe Goldmann (F), Iben Wiene Rathje (F), Mette Reissmann (A), Lars Weiss (A), Lise Thorsen (A), Anna Mee Allerslev (B), Morten Kabell (Ø) og Lars Berg Dueholm (V).
Imod indstillingen stemte 2 udvalgsmedlemmer: Jakob Næsager (C) og Karin Storgaard (O).
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev godkendt.
Jakob Næsager (C) standsede sagen jf. KSL § 23.
bilag
Bilag 1: Baggrundsnotat om VM i landevejscykling
Bilag 2: Løbsrute, enkeltstart mænd
Bilag 3: Udsnit af løbsrute i Indre by
Bilag 4: Notat om planlægning af ruten
Dialog med kollektive trafikselskaber
Status og tidsplan for anlægsarbejderne i Vester Voldgade