Mødedato: 16.11.2006, kl. 17:30

Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"

Se alle bilag

Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 16. november 2006

 

 

BR 617/06

Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"

Lokalplanforslag "Skjulhøj Allé"

 

 

Indstilling om,

at forslag til lokalplan "Skjulhøj Allé" vedtages med henblik på offentliggørelse,

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,

at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser, samt

at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde.

                                            (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at forslag til lokalplan "Skjulhøj Allé" vedtages med henblik på offentliggørelse,

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,

at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser, samt

at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal udstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsen­tationen med følgende erklæring:                

 

"Økonomiudvalget har intet at indvende mod

at nærværende indstilling forelægges Borgerrepræsentationen"

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. oktober 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Kommuneplan 2005 fastlægger lokalplanområdet som en ny type erhvervsområde E0. Området fastlægges med en anvendelse svarende til E-rammen som blandet erhverv. Bebyggelsesprocenten er begrænset til 60, medens der muliggøres en mulighed for at indrette en boligfunktion i forbindelse med erhvervs­anvendelsen. Boligfunktionen må ikke overstige 40 % af etagearealet af den enkelte ejendom. Muligheden for en fleksibel kombination af en bolig- og erhvervsanvendelse vurderes at have et særligt potentiale for lokalisering af kreative erhverv og iværksættere i øvrigt.

I henhold til Kommuneplan 2005 skal planlægningen, som led i det overordnede erhvervspolitiske ønske om udbygning og styrkelse af de vidensbaserede og kreative erhverv, understøtte byens kreative vækstmiljø ved at tilgodese denne gruppes særlige behov.

Lokalplanforslaget er det første for et område med en E0-ramme. Lokalplanforslaget har til formål, at fastlægge bestemmelser for området, der sikrer området opretholdt med en bebyggelse der i overvejende grad består af en villabebyggelse mod gaden og en bagvedliggende lavere værksteds- og lagerbebyggelse, der muliggør en fleksibel opdeling og anvendelse af bebyggelsen. Hovedparten af ejendommene er i dag bebygget med en bebyggelsesprocent der overstiger 60, hvorfor der kun i meget begrænset omfang kan forventes opført ny bebyggelse i området.

Lokalplanforslaget er udarbejdet for området omkring Skjulhøj Allé, da Bygge- og Teknikudvalget var indstillet på at nedlægge et forbud mod en ansøgt opførelse af en boligbebyggelse i området for at sikre E0-rammen fastholdt. Uanset at den aktuelle anmodning efterfølgende blev frafaldet, orienterede forvaltningen udvalget om, at man fandt det hensigtsmæssigt alligevel at udarbejde lokalplanforslaget, idet forvaltningen fortsat modtager forespørgsler om opførelse af rene boligbebyggelser i området. Hermed sikres, at kommuneplanens intentioner for udviklingen af E0-området ved Skjulhøj Allé kan gennemføres. Disse forudsætter bl.a., at boligfunktionen er knyttet til og underordnet erhvervsanvendelsen. Lokalplanen skal endvidere give mulighed for en individuel udfoldelse i så vid udstrækning som muligt, samtidig med at eksisterende erhverv kan fortsætte. Der er på den baggrund kun i begrænset omfang fastsat detaljerede bestemmelser om ejendommenes og bebyggelsens udformning og fremtræden.

Lokalplanforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer. Forvaltningen har vurderet, at forslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I mødet den 18. maj 2005 (BTU 287/2005) tiltrådte Bygge- og Teknikudvalget, at forvaltningen kunne nedlægge forbud i henhold til planlovens § 14 mod opførelse af et ansøgt boligbyggeri på to ejendomme inden for lokalplanområdet. Forholdet skulle nedlægges med henblik på udarbejdelse af en lokalplan i overensstemmelse med den i forslag til Kommuneplan 2005 udmeldte anvendelse til erhvervsformål for bl.a. kreative erhverv med en bebyggelsesprocent på 60, og hvor op til 40 % af etagearealet kunne anvendes til boligformål i tilknytning til erhvervsanvendelsen (E0-ramme).

Det fremsendte projekt til boligbebyggelsen blev efterfølgende tilbagekaldt, og forvaltningen har derfor ikke nedlagt § 14-forbud.

I møde den 10. august 2005 (BTU 370/2005 bilag n) tog Bygge- og Teknikudvalget til efterretning, at Plan og Arkitektur uanset at den aktuelle anledning til at udarbejde lokalplanforslag var bortfaldet, fortsatte lokalplanarbejdet i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2005.

Der har været og er fortsat en del henvendelser og forespørgsler om ændring af anvendelsen fra erhverv til især boligformål i området, der ikke er i overensstemmelse med Kommuneplan 2005.

 

Lokalplanforslaget

Lokalplanforslaget vedlægges som bilag. Bilaget indeholder foruden selve forslaget hovedafsnittet "Baggrund for lokalplanen", der indgår i det materiale, der trykkes sammen med lokalplanen, når denne bekendtgøres endeligt. Materialet danner samlet grundlag for efterfølgende administration af lokalplanen samt medvirker til forståelse af lokalplanens baggrund og intentioner for personer, der senere ønsker at orientere sig herom. Bilaget indeholder desuden "Forhold til anden planlægning og lovgivning", der udsendes i den offentlige høring.

Lokalplanen har i overensstemmelse med kommuneplanens bestemmelser om erhvervsformål med tilknyttede boligfunktioner (E0) til formål at understøtte de kreative gruppers lokalisering i området.

Lokalplanen har endvidere til formål at opretholde områdets særegne og karakteristiske bebyggelsesstruktur, således at den foranliggende villabebyggelse med bagvedliggende værksteds- og garagebebyggelser i området langs Skjulhøj Allé fastholdes og i øvrigt understøttes med bebyggelsesregulerende bestemmelser. Uanset at enkelte bygninger i bydelsatlasset for Vanløse er vurderet med bevaringsværdi 3 og 4, fastlægges ingen bygninger som bevaringsværdig bebyggelse i lokalplanen, idet forvaltningen vurderer, at de restriktioner for ombygninger og vedligeholdelse m.v. dette måtte medføre, ikke vil være i overensstemmelse med ønsket om at understøtte de kreative erhvervs lokalisering i området. 

Langs Jyllingevej tillades randbebyggelse med mulighed for detailhandel i stuetagen, da arealerne indgår i det i Kommuneplan 2005 fastlagte lokalcenter.

Bebyggelsesprocenten må højst være 60, hvilket kun i ringe omfang giver mulighed for udbygning af den eksisterende bebyggelse.

Parkeringsdækningen skal ved nybyggeri eller væsentlig ændring af anvendelsen være i størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. 

 

Miljøvurdering

Miljøvurdering af planer og programmer

Ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 316 af 5. maj 2004) skal der foretages en vurdering af, om bl.a. en fysisk plan får væsentlig indvirkning på miljøet. Hvis den gør, skal der udarbejdes en miljøvurdering.

Borgerrepræsentationen har i mødet den 9. februar 2006 (BR 76/06) bemyndiget forvaltningen til at foretage den forudsatte screening af en af loven omfattet plan for, om der skal udarbejdes en miljøvurdering.

Forvaltningen vurderer, at forslaget til lokalplan ikke medfører, at der skal udarbejdes en tilhørende miljørapport. Der henvises til det vedlagte bilag, afsnit om "Forhold til øvrig planlægning og lovgivning". Som nævnt heri, er der i vurderingen indgået høringssvar i relation til loven om miljøvurdering fra Københavns Bymuseum og Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg kommuner. Afgørelsen af vurderingen offentliggøres sammen med planforslaget.

Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste til miljøvurdering

Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur den 21. oktober 2005 foretaget høring af Økonomiforvaltningen, 8. kontor, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Københavns Energi, Københavns Bymuseum og Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg Kommuner, samt Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse har ingen bemærkninger

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gør opmærksom på at de har institutioner i området og ønsker muligheden for institutioner opretholdt.

Bemærkninger:

Lokalplanforslagets § 3, stk. 1 giver denne mulighed.

Økonomiforvaltningen, 8. kontor, nu Center for Byudvikling, har medvirket i udformningen af lokalplanens bestemmelser.

Københavns Bymuseum har ikke i sine arkiver fundet tegn på arkæologiske forekomster, men kan ikke udelukke at sådanne findes. Afdelingen for nyere tid bemærker bl.a., at området er et levende kulturmiljø, som bør søges understøttet.

Kulturmiljørådet ønsker områdets mangfoldighed bevaret og understøttet.

Bemærkninger:

Dette er i overensstemmelse med lokalplanens intentioner, samtidig med at lokalplanen skal kunne være administrationsgrundlag for eventuelt nybyggeri.

Københavns Energi, Forsyning, gør opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav om ressourcerigtige løsninger. Det oplyses, at der ikke er bemærkninger vedrørende el, varme, afløb og vand.

Bemærkninger:

Der er ikke i planloven hjemmel til at stille krav om tilslutning til bygasnettet, hvorfor der ikke er medtaget bestemmelser herom i lokalplanforslaget.

De indkomne bemærkninger er vedlagt til gennemsyn i borgmester Klaus Bondams forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36, som bilag A - E.

 

Forslag til dialogstrategi

På baggrund af den hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægning foreslås følgende initiativer til at opnå dialog med borgerne:

·            Etablering af en særlig hjemmeside, bestående af en informationsdel og en dialogdel.

·            Gennemførelse af en plancheudstilling i lokalområdet.

·            Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet. Mødet afholdes som et orienteringsmøde med deltagelse af repræsentanter fra forvaltningen. Borgerrepræsentationens partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet med henblik på at kunne besvare spørgsmål og indgå i en debat om planens indhold.

 

BILAG VEDLAGT

Forslag til lokalplan "Skjulhøj Allé"

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGERREPRÆSENTATIONENS SEKRETARIAT

Bilag A:          Mail af 24. oktober 2005 fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse

Bilag B:          Brev af 2. november 2005 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Bilag C:          Brev af 28. november 2005 fra Københavns Energi

Bilag D:          Brev af 30. november 2005 fra Københavns Bymuseum

Bilag E:          Brev af 1. december 2005 fra Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg Kommuner

 

Ulrik Winge

 

Til top