Mødedato: 15.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Oprydning i anlægsbudgetter og udmøntning af anlægspulje fra Børne- og Ungdomsudvalget

Se alle bilag

Der er uoverensstemmelse mellem budgetterne i kommunens økonomisystem og de politisk afsatte bevillinger til en række anlægsprojekter. For at rette op på det, skal der udmøntes midler fra anlægspuljen, der blev afsat i Budget 2023 til netop det formål.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der overføres 59,9 mio. kr. fra den afsatte pulje til anlægsoprydning under Økonomiudvalget til Børne- og Ungdomsudvalget, jf. økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Ultimo 2020 opdagede Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), at forvaltningens anlægsbudgetter i Kvantum er præget af en række fejl, der opstod ved overgangen fra det gamle økonomisystem KØR til det nye system Kvantum i 2018. Derfor stemmer Kvantum-budgetterne på størstedelen af de projekter, der er afsat bevilling til før 2018, ikke overens med de politiske bevillinger. BUF har derfor igangsat en oprydning af anlægsbudgetterne.

De forkerte budgetter i Kvantum har betydet, at forvaltningen ved juniindstillingen i 2019 fejlagtigt afleverede 72 mio. kr. (2019 P/L) tilbage til kassen. På daværende tidspunkt var det opfattelsen, at det drejede sig om et reelt mindreforbrug på en række anlægssager. Efterfølgende har det vist sig, at der i stedet var tale om forkerte budgetter, som generelt har været for lave.

Forvaltningen kan kun rette budgetterne i Kvantum, hvis der tilføres midler til at finansiere det.

Løsning

BUF har siden ultimo 2020 arbejdet på at rydde op i anlægsøkonomien og skabe overensstemmelse mellem forvaltningens styringsgrundlag i form af de politiske bevillinger og de konkrete budgetter i økonomisystemet. Dette arbejde er sket med løbende orientering og inddragelse af Intern Revision og Økonomiforvaltningen (ØKF).

Forvaltningen har nu gennemgået anlægsprojekter, der blev tildelt anlægsmidler før 2018. Der er i alt 81 af projekterne, hvor der ikke er overensstemmelse mellem politisk bevilling og budgettet i Kvantum. De manglende korrektioner på de 81 specifikke projekter udgør 59,9 mio. kr., jf. bilag 1.

Forvaltningen mangler at gennemgå en række projekter, og vil i 1. kvartal 2023 vende tilbage med den sidste del af oprydningen.

I august indstillingen 2022 afsatte Økonomiudvalget (ØU) 74,6 mio. kr. (2023 p/l) til finansiering af oprydning i Børne- og Ungdomsudvalgets (BUU) anlægsportefølje. Med denne sag overføres 59,9 mio. kr. til BUU. 

Økonomi

Der udmøntes 59,9 mio. kr. fra ØU til BUU, jf. tabel 1.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser.

At-punkt

Udvalg

Bevilling

Beløb i 1.000 kr.

(2023 p/l)

Varig?

(nr. og navn)

ja/nej

2022

2023

2024

2025

2026

1

BUU

2070 – Anlæg

0

0

0

0

59.941

nej

1

ØU

3123 – Fælles anlægspuljer

0

0

0

0

-59.941

nej

I alt

-

-

0

0

0

0

0

-

Midlerne til finansiering er afsat i 2026, men BUF re-periodiserer i 4. anlægsoversigt 2022 midlerne til 2022, så budgetterne placeres 2022. Forvaltningen har i tidligere anlægsoversigter reserveret måltal til budgetforøgelsen i 2022.

Videre proces

Når oprydningsarbejdet er færdiggjort med udgangen af 2022, og det manglende budget på de sidste projekter er opgjort, vil der blive forelagt endnu en sag om udmøntning af puljen i starten af 2023.

BUF aflægger derudover anlægsregnskaber for de projekter, hvor bevillingen er korrigeret i Kvantum.

 

Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde

 

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at der overføres 59,9 mio. kr. fra den afsatte pulje til anlægsoprydning under Økonomiudvalget til Børne- og Ungdomsudvalget, jf. økonomiafsnittet.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

2. at udvalget tager status på oprydning af anlægsbudgetter til efterretning.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. november 2022:

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2022

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top