Mødedato: 15.12.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren vedrørende kommunens tilsynsforpligtelse i forbindelse med renovering af almene boliger i Tingbjerg

Se alle bilag
 

Teknik- og miljøborgmesteren bedes besvare en række spørgsmål vedrørende kommunens tilsynsforpligtelse i forbindelse med renovering af almene boliger i Tingbjerg, herunder sundhedsfarlige aspekter for beboerne samt mangel på genhusningstilbud.

  1. Er Københavns Kommune/Teknik- og Miljøforvaltningen i kraft sin egenskab af tilsynsmyndighed på almenboligområdet blevet opmærksom på, at der er konstateret skimmelsvamp, og at der er fjernet asbest i forbindelse med FSB´s renovering af nye vinduer, ventilation og nye køkkener i Tingbjerg?

    1. Hvis ja, hvornår og har det givet anledning til overvejelser omkring genhusning af beboerne, og hvordan har kommunen i øvrigt sikret, at sundhedsskadelige konsekvenser af renoveringen blev taget alvorligt?

    2. Hvis nej, mener borgmesteren, at Københavns Kommune har opfyldt sin tilsynspligt og undersøgelsespligt og undersøgt sagen nærmere efter, at man d. 26/6 2016 i Politiken kunne læse, at FSB har beklaget, at asbesthåndteringen har været et »absolut uansvarlig og et brud på indgåede aftaler” og har kommunen, jf. sin tilsynspligt, sikret, at sundhedsskadelige konsekvenser af renoveringen blev taget alvorligt og hvordan? 

  2. Er borgmesteren bekendt med vejledningen om kommunernes mulighed for at gribe ind over for fugt og skimmelsvamp i boliger og opholdsrum og hvorledes mener borgmesteren, at Københavns Kommune i ”Tingbjergsagen” lever op til denne vejledning?  

  3. Hvad har kommunen gjort ved klager i relation til, at mange beboere har klaget over, at skimmel-bekæmpelsen ikke foregår forsvarligt? Borgmesteren bedes her udførligt beskrive, hvilke initiativer han og hans forvaltning har taget løbende i relation til beboernes klager og utilfredshed, samt hvilken reaktion man har fået fra beboerne.

  4. Hvilke initiativer har kommunen taget, når flere lejligheder, som ikke er blevet tilbudt genhusning, ikke kan bruge sit køkken i 2-3 måneder?

  5. Hvad er årsagen til, at borgmesteren ikke har anset det for vigtigt at besigtige lejlighederne og renoveringen, når beboerne udtrykte og fortsat udtrykker så stor utilfredshed med livstruende og sundhedsmæssige forhold?

  6. Vil borgmesteren nu foranledige, at kommunens tilsynsforpligtigelse bliver taget alvorligt, og at også etiske og moralske reaktioner på socialt trængte personers forhold tages alvorligt?

  7. Vil borgmesteren foranledige fælles besigtigelse med FSB samt sundhedsmyndighederne med henblik på, at der for hver enkelt lejlighed nu laves en handlingsplan, en sikkerhedsvurdering samt en hurtig afslutning af renoveringen?

  8. Har kommunen og borgmesteren gjort noget ved, at den varslede renovering har taget meget længere end de adviserede 24 uger?

(Stillet af Dansk Folkeparti)

MOTIVERING

I forbindelse med FSB´s renovering i Tingbjerg, der er en del af helhedsplanen 2012 for Tingbjerg, har der været klager over skimmelsvamp og asbest. Beboerne oplyser, at de ikke forinden igangsættelsen af renoveringen er blevet orienteret om, at der skulle nedtages asbest. Entreprenøren er undervejs i renoveringen blevet meldt til Arbejdstilsynet, der dukkede op, hvorpå byggeledelsen og bygherren fik et strakspåbud om at bruge afskærmning. Arbejdstilsynet har således taget aktion for at beskytte arbejderne. Men der er ikke gjort noget for at beskytte beboerne, der dagligt må leve i en støvsky – nu på 8. måned. DF mener ikke, at kommunen har levet op til sin tilsynsforpligtelse i denne sag, og ønsker derfor borgmesterens redegørelse i sagen. Hvori har tilsynsforpligtigelsen for kommunen været, når der rent faktisk og dokumenteret har været alvorlige sundhedsskadelige konsekvenser, som børns hospitalsindlæggelse på grund af støv m.m.

Det fremgår af almenboliglovens § 164, stk. 1, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de almene boligorganisationer. Skimmelsvamp og eller asbest i et eller flere beboelseslejemål strider som udgangspunkt imod almenboliglovgivningen og dens principper. Bliver kommunen opmærksom på, at der er skimmelsvamp eller asbest i almene boliger, er kommunen forpligtet til at undersøge sagen nærmere. Dette følger af det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip.

Velfærdsministeriet og Erhvervs‐ og Byggestyrelsen har udarbejdet en vejledning om kommunernes mulighed for at gribe ind over for fugt og skimmelsvamp i boliger og opholdsrum (Se bilag 1). Sundhedsstyrelsen har rådgivet om de sundhedsmæssige aspekter. Kommunalbestyrelsens behandling af sager om fugt og vækst af skimmelsvamp i boliger og opholdsrum er reguleret i byfornyelsesloven, almenboligloven og byggeloven. 

Vejledningen skal sikre, at kommunalbestyrelsen i den konkrete situation griber ind over for fugt og skimmelsvampevækst i boliger og opholdsrum efter de gældende lovbestemmelser.

DF stiller et stort spørgsmålstegn ved om kommunen i forbindelse med renoveringen i Tingbjerg har grebet ind som kommunen bør i henhold til gældende lovgivning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2016

 

Forespørgslen blev besvaret.

Til top