Mødedato: 15.12.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til beskæftigelses- og integrationsborgmesteren om tjek af kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer

 

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren bedes besvare en række spørgsmål, i forlængelse af Odense Kommunes gennemgang af lægeerklæringer i kontanthjælpssager.

  1. Hvor mange kontanthjælpsmodtagere med flygtninge- eller indvandrerbaggrund bor i Københavns Kommune?
  2. Hvor mange af disse er på nuværende tidspunkt ikke erklæret hverken aktivitets- eller jobparate på grund af helbredsmæssige årsager? Hvor mange er hhv. mænd og kvinder, og hvad er aldersfordelingen?
  3. Vil borgmesteren, på baggrund af opfordringen fra beskæftigelsesministeren, iværksætte en undersøgelse, som den Odense Kommune har gennemført, hvor sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer bliver tjekket?
  4. Hvis borgmesteren ikke vil iværksætte en ”Odense- undersøgelse”, hvad er så baggrunden herfor?
  5. Har borgmesteren erfaring fra sit arbejde, som antyder, at der er bestemte grupper i København som, under dække af spørgsmål om kultur og tradition, er længere fra arbejdsmarkedet end andre? Hvis ja, hvilke indsatser har eller påtænker borgmesteren at iværksætte overfor denne gruppe?

(Stillet af Venstre og Dansk Folkeparti)

MOTIVERING
I Odense Kommune har man siden april i år har gransket sygemeldte, ikke-jobparate, kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer. Man har gennemført en simpel undersøgelse ved at udtrække 130 tilfældigt udvalgte aktivitetsparate borgere, og gennemgå deres sager enkeltvis. Af de 130 sager, omhandlede de 30 aktivitetsparate kvinder med flygtninge eller indvandrerbaggrund. Sagerne havde hovedsageligt det til fælles, at det var angivet som ”helbredsmæssige årsager”, der stod i vejen for beskæftigelse. Ved granskning af sagerne er man i Odense nået frem til, at 90% fra denne gruppe alligevel ikke har haft helbredsmæssige problemer i en grad, der gør, at der ikke har kunnet igangsættes en beskæftigelsesrettet indsats. Kvinderne har kunnet erklæres aktivitets- eller jobparate, og man har allerede på nuværende tidspunkt fået to af dem i beskæftigelse.

Den nye beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har netop opfordret alle kommuner til at sætte gang i undersøgelser som i Odense. Når beskæftigelsesministeren, på linje med en stor del af Folketingets øvrige partier – herunder blandt andre Socialdemokratiet -  klokkeklart opfordrer alle landets kommuner til at gennemføre den samme undersøgelse som Odense har gjort, så mener Venstre og DF, at København - som landets hovedstad - bør gå forrest og helt naturligt følge ministerens opfordring.

København bør tjekke, om de ikke-jobparate kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer kan holde vand. Med kontanthjælpsreformen, og 225-timers reglen, har vi i kommunerne stort fokus på at sikre, at alle der kan bidrage også gør det. Og det er ikke rimeligt, hvis vi ikke sikrer, at de samme krav gælder for kvinder med indvandrerbaggrund. I København bør ingen kunne undgå at bidrage under dække af kulturelle forskelle.  

Problemet understreges af, at nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge pressen viser, at tendensen på landsplan er, at mere end hver tiende kvindelige indvandrer eller efterkommer modtager en kontanthjælpsydelse, og samtidig er vurderet som ‘ikke-jobparat’. Helt nøjagtigt 11,9 procent. Til sammenligning er andelen blandt etnisk danske kvinder på 2,2.

Resultatet i Odense er entydigt, og Venstre og DF mistænker, at det samme gælder i København. Derfor er det oplagt med en tættekam også at gennemgå bunkerne af personer, der er på kontanthjælp, men ikke erklæret hverken aktivitets- eller jobparate, grundet sygdom.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2016

 

Forespørgslen blev taget af dagsordenen ved mødets start.
Til top