Mødedato: 15.12.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af medlem til bestyrelsen for DGI-Byen

Der skal udpeges en repræsentant til bestyrelsen for Den selvejende institution DGI-Byen med virkning til 30. april 2017.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen udpeger et medlem til bestyrelsen for Den selvejende institution DGI-Byen for perioden til 30. april 2017.

Problemstilling

Ifølge de gældende vedtægter for Den selvejende institution DGI-Byen udpeger Københavns Kommune blandt Borgerrepræsentationens medlemmer ét medlem til Den selvejende institution DGI-Byens bestyrelse. Udpegningen foregår i ulige år og har virkning fra 1. maj.

På grund af en fejl blev der ikke af Københavns Kommune udpeget et medlem til bestyrelsen med virkning fra 1. maj 2015.

Løsning

Borgerrepræsentationen udpegede på sit møde den 16. januar 2014 Allan Ahmad som medlem til DGI-Byens bestyrelse for den funktionsperiode, der udløb den 30. april 2015. Ved en fejl skete der imidlertid ikke nogen formel udpegning for perioden 1. maj 2015 til 30. april 2017.

Borgerrepræsentationen godkendte dog den 10. december 2015, at Karina Vestergaard Madsen indtrådte som nyt medlem af bestyrelsen i stedet for Allan Ahmad med virkning fra den 1. januar 2016.

Allan Ahmad og Karina Vestergaard har således varetaget bestyrelsesposten i indeværende funktionsperiode uden formelt at være udpeget af Borgerrepræsentationen.

Den manglende formelle udpegning er en beklagelig fejl. Forvaltningen vurderer dog, at alle implicerede parter (Borgerrepræsentationen, forvaltningen, Landsorganisationen DGI, Den selvejende institution DGI-Byen, DGI-Byens bestyrelse og eventuelle eksterne parter) har været i god tro. Endvidere er det fra DGI-Byens side oplyst, at der ikke har været afstemninger i bestyrelsen i den omhandlede periode. Samtidig rettes den formelle fejl nu hurtigst muligt, efter at kendskabet til den er opstået. Det er derfor sammenfattende forvaltningens vurdering, at fejlen ikke har haft konsekvenser for bestyrelsens virke eller beslutninger i perioden.

Der er ikke nogen myndighed, der har en formel tilsynsforpligtelse med Den selvejende institution DGI-Byen, og der skal således ikke foretages underretning.

Borgerrepræsentationen skal herefter i henhold til vedtægterne for Den selvejende institution DGI-Byen udpege et medlem med virkning til 30. april 2017.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det vil blive meddelt Den selvejende institution DGI-Byen, hvem Borgerrepræsentationen har udpeget til bestyrelsesposten.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top