Mødedato: 15.12.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nedlæggelse af offentlig vejstykke Peder Lykkes Vej/Englandsvej, Amager Vest

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til om 19 m2 offentlig vejareal beliggende på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Englandsvej kan nedlægges som offentlig vej.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at 19 m2 offentlig vej på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Englandsvej nedlægges, jf. bilag 1,
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre nedlæggelsen.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget anmodning om at nedlægge et vejareal på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Englandsvej (se bilag 1). Anmodningen er kommet fra ejeren af den tilstødende ejendom, som ønsker at erhverve arealet, så det kan indgå i et fremtidigt byggeri på hjørneejendommen.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har igangværende drøftelser med grundejer af den tilstødende ejendom om muligheden for at opføre ungdomsboliger på hjørnearealet, og ved at inddrage vejarealet kan der skabes et mere hensigtsmæssigt byggeri.

I dag benyttes arealet ikke som en del af færdselsarealet og skal ikke fremadrettet bruges til vej. Teknik- og Miljøforvaltningen vurdere derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at nedlægge arealet og sælge det til den tilstødende ejendom.

Før Teknik- og Miljøforvaltningen kan nedlægge arealet som offentlig vej, skal forvaltningen have Borgerrepræsentationens godkendelse og bemyndigelse.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Videre proces

Forvaltningen foretager nedlæggelse af vejarealet i henhold til vejlovens bestemmelser. Det er Økonomiforvaltningen der igangsætte proceduren for afhændelse.

 

Pernille Andersen                      / Anne-Sofie Degn

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at 19 m2 offentlig vej på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Englandsvej nedlægges, jf. bilag 1,
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre nedlæggelsen.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top