Mødedato: 15.12.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Styrelsesvedtægt for folkeskolen - forøgelse af timetal, klassedannelse mv.

Se alle bilag
Der skal tages stilling til udmøntningen af det øgede timetal i dansk og idræt (budget 2012) samt en række konsekvensændringer i Styrelsesvedtægten for folkeskolen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at der fastsættes et kommunalt minimumskrav til timetallet i dansk på 7.-9. klassetrin, 
  2. at der placeres 30 yderligere idrætstimer på 4. klassetrin i den vejledende timefordelingsplan, samt 
  3. at forslag til ændret bilag 3 om skolestruktur og klassedannelse mv. godkendes sammen med en række øvrige tekniske ændringer i Styrelsesvedtægtens bilag, der er konsekvenser af tidligere beslutninger i udvalget.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

 (Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

I budget 2012 er der bevilget midler til en forøgelse af timetallet med 30 timer i dansk på 7. og i 8. klasse samt med 30 timer i idræt på 4. klassetrin. Denne beslutning skal udmøntes til ikrafttræden 1. august 2012.

Desuden har BUU den 8. juni 2011 vedtaget en integrationspakke, hvori indgår nye rammer for klassedannelsen. Denne beslutning skal udmøntes som en ændring i bilag 3 til Styrelsesvedtægten om skolestruktur og klassedannelse.

Endelig har forvaltningen indarbejdet en række tekniske konsekvensændringer i styrelsesvedtægtens bilag, der er resultatet af tidligere trufne udvalgsbeslutninger.

Løsning

Forøgelse af undervisningstimetal
Dansk
Det vejledende timetal i dansk på henholdsvis 7. og 8. klassetrin forøges med 30 timer. Dette indskrives i styrelsesvedtægtens bilag 4.

BUU besluttede den 24. november 2010 i forbindelse med behandlingen af øget timetal i dansk og matematik (budget 2011), at der skulle gælde kommunale minimumskrav i disse fag henholdsvis i indskolingen og på mellemtrinnet. Udvalget skal derfor tage stilling til, om denne praksis også skal gælde de nye timetalsforøgelser i 2012-budgettet (dansk i 7. og 8. samt idræt i 4. klasse).

Forvaltningen anbefaler, at der i overensstemmelse med udvalgets tidligere beslutning om kommunale minimumskrav til timetal (timetalsforøgelsen fra budget 2011) stilles det minimumskrav, at skolernes timetal i dansk 7.-9. klasse samlet set skal være 540 timer, svarende til kommunens vejledende timetal. Der er herefter bindende krav til timetallet i dansk over hele skoleforløbet. Dette indskrives i styrelsesvedtægtens bilag 4.

Idræt
Timetalsforøgelsen foreslås udmøntet således, at det kommunale, vejledende timetal i idræt på 4. klassetrin forøges med 30 timer.  Mens der med minimumskrav i dansk i udskolingen nu vil være sådanne krav til faget over hele skoleforløbet, vil indførelse af minimumskrav i idræt alene på mellemtrinnet ikke fungere efter hensigten af hensyn til den lokale beslutningskompetence. Forvaltningen foreslår derfor, at der fastlægges et øget minimumskrav samlet for den praktisk-musiske faggruppe, som også omfatter idræt, på mellemtrinnet, som således i alt forøges med 30 timer. Dette indskrives i styrelsesvedtægtens bilag 4.

Klassedannelse
BUU har den 8. juni 2011 vedtaget en integrationspakke, hvori indgår nye rammer for klassedannelsen. Ændringerne betyder, at der fremover er fastsat en maksimal klassekvotient ved optag/indskrivning i børnehaveklasse og 1. klasse på 21 elever gældende for elever bosat uden for grunddistriktet, bortset fra søskende og børn, der tilbydes plads på en skole efter Københavnermodel 2.0. Elev nr. 22 og op til 28 der søger skolen, men som ikke har krav på optagelse, kan kun optages efter dispensation fra områdechefen på baggrund af en konkret vurdering som godtgør, at optagelse af det enkelte barn ikke tilsidesætter hensynet til ønsket om en blandet elevsammensætning på skolerne. Hermed begrænses effekterne af det frie skolevalg yderligere, idet områdechefen kan regulere for flere børn. Endvidere indføres et "etnisk indskrivningskriterium", således at børn, hvis etnicitet bidrager til fordelingsintentionerne, optages før elever, for hvem dette ikke er tilfældet. Dette indskrivningskriterium har forrang frem for afstandskriteriet. I praksis betyder dette f.eks., at en skole i Indre By skal optage børn fra f.eks. Nørrebro før børn bosat i Indre By optages, hvis Nørrebrobørnene bidrager til mere fordeling. Reglerne er med til at sikre hensynet til en balanceret fordeling af eleverne mellem skolerne. Denne vedtagelse udmøntes i 1. del af bilag 3 til Styrelsesvedtægten om skolestrukturen.
Integrationspakken indebærer ikke nogen ændringer i Styrelsesvedtægtens bilag 2 om undervisning af tosprogede elever i folkeskolen.

Øvrige tekniske konsekvensændringer
Skoledistrikter. BR har den 13. oktober 2011 besluttet ændringer i skolernes distrikter. Denne beslutning er indskrevet i 2. del af bilag 3.
Kommunale læseplaner. BUU har den 12. august 2011 besluttet kommunale læseplanstillæg til dansk og matematik, og sådanne tillæg skal fremgå af Styrelsesvedtægten. I et nyt bilag 9 er der derfor dels en direkte gengivelse af en allerede besluttet tekst (læseplanstilføjelser i dansk og matematik), dels en gengivelse af tidligere besluttede kommunale læseplanstilføjelser inden for samfundsfag og inden for det obligatoriske emne 'sundhed, seksulaundervisning og familiekendskab'. I forbindelse med tilføjelsen til læseplanen i samfundfag skal det bemærkes, at den ministerielle læseplan er ændret og har fået en ny opbygning, efter at den kommunale læseplanstilføjelse blev besluttet. Den kommunale teksttilføjelse er derfor placeret det sted i ministeriets læseplan, hvor det er skønnet mest relevant.
Profilskoler. I budget 2012 er der truffet beslutning om oprettelse af en forskningsprofilskole samt et antal lokale profilskoler. Der er derfor foretaget opdateringer af bilag 8 om profilskoler. Her er tilføjet en kort beskrivelse af begrebet 'lokale profilskoler' i overensstemmelse med BUU's behandling heraf på mødet den 8. juni 2011, og der nævnes navnene på de skoler, der får status af lokale profilskoler. Endelig er Tagensbo Skoles nye status som madskole indføjet og forskningsprofilskolen er medtaget i listen over kommunale profilskoler.

Når specialreformpakken 2.0. er vedtaget, vil forvaltningen vurdere behovet for ændringer i bilag 6 til styrelsesvedtægten om støtteforanstaltninger, specialpædagogisk bistand og specialundervisning.

De konkrete ændringer i styrelsesvedtægtens bilag 3, 4, 8 og 9 er markeret med rødt i bilag 1.

Økonomi

Tildeling af 30 timer ekstra i dansk på 7. og 8. klassetrin og 30 timer til idræt på 4. klassetrin finansieres af en driftbevilling i budget 2012 på 3,0 mio. i 2012 og 7,2 mio. hvert følgende år.
Indstilingen fordrer i øvrigt ingen selvstændig bevilling ud over, hvad der er allokeret af midler til de beslutninger, ændringerne er baseret på.

Videre proces

Timetalsforøgelsen med minimumskrav til timetal samt udmøntningen af klassedannelsesafsnittet i bilag 3 skal drøftes af BR på et møde, jf. folkeskolelovens bestemmelser.
De ændrede timetal og de nye minimumskrav udmeldes til skolerne som en del af budgetvejledningen for 2013.
Primo  2012 vil forvaltningen fremlægge et forslag til en ændret rammestyring af skolernes timetal og øvrige resurser til undervisning.

                                         Else Sommer                                      /Mikala Jørgensen

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
  1. at der fastsættes et kommunalt minimumskrav til timetallet i dansk på 7.-9. klassetrin 
  2. at der placeres 30 yderligere idrætstimer på 4. klassetrin i den vejledende timefordelingsplan 
  3. at forslag til ændret bilag 3 om skolestruktur og klassedannelse mv. godkendes sammen med en række øvrige tekniske ændringer i Styrelsesvedtægtens bilag, der er konsekvenser af tidligere beslutninger i udvalget
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 2. november 2011

Indstillingen blev godkendt.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2011

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top