Mødedato: 15.12.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af lokaludvalgsmedlemmer udpeget af lokaludvalgene til hverv

Se alle bilag
Lokaludvalgene har udviklet en praksis, hvor de på baggrund af en konkret anmodning og efter en konkret vurdering udpeger medlemmer af lokaludvalgene til at deltage i bestyrelser i forskellige foreninger mv. i lokalområdet. Hjemmelen hertil findes i Kommissorium for lokaludvalg. Efter lov om kommunernes styrelse, § 17, stk. 2, skal Borgerrepræsentationen godkende sådanne valg. I bilaget til denne indstilling fremgår det, hvilke lokaludvalgsmedlemmer, der af lokaludvalgene indstilles udpeget til de enkelte hverv.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.              at Borgerrepræsentationen udpeger de lokaludvalgsmedlemmer, der fremgår af bilag 1 til de hverv, der fremgår af samme bilag, jf. Lov om Kommunernes Styrelse, § 17, stk. 2.

 (Økonomiudvalget)

Problemstilling

I de fleste lokaludvalg har der udviklet sig en praksis, hvor lokaludvalgene fra forskellige lokale foreninger o.l. modtager anmodning om, at lokaludvalget udpeger et eller flere medlemmer til at repræsentere lokaludvalget i foreningens bestyrelse. Lokaludvalgene har konkret taget stilling til anmodningerne på møder, og har, når der har været flertal for det, udpeget medlemmer på baggrund af anmodningerne. Det vurderes, at det i de tilfælde, lokaludvalgene har oplyst om, og som fremgår af bilag 1, er relevant for et lokaludvalg at have repræsentation i en bestyrelse indenfor lokaludvalgets arbejdsområde. Udpegningen er sket med hjemmel i de enkelte foreningers, brugerbestyrelsers mv. vedtægter.
 

Løsning

Der er i forbindelse med, at Borgerrepræsentationen den 15. juni 2011 vedtog et nyt kommissorium skabt udtrykkelig hjemmel til, at lokaludvalgene kan indstille medlemmer fra lokaludvalget til at repræsentere udvalget i bestyrelser indenfor lokaludvalgets arbejdsområde. Det fremgår videre, at sådanne indstillinger behandles af Borgerrepræsentationen. Da udpegning til bestyrelser indenfor lokaludvalgets arbejdsområde tidligere er sket uden Borgerrepræsentationens godkendelse, skal Borgerrepræsentationen nu tage stilling til, om de hidtid udpegede medlemmer kan godkendes, jf. Lov om Komunnernes styrelse, § 17, stk. 2. Det indstilles, at samtlige medlemmer i den liste, der fremgår af bilag 1, godkendes.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen forelægges  for Borgerrepræsentationen, som i medfør af Lov om kommuners styrelse § 17, stk. 2, og Kommissorium for lokaludvalg udpeger de medlemmer, der fremgår af bilag 1.
Claus Juhl                        Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at udpege de lokaludvalgsmedlemmer, der fremgår af bilag 1 til de hverv, der fremgår af samme bilag, jf. Lov om Kommunernes Styrelse, § 17, stk. 2.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2011

Indstillingen blev anbefalet.



Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. december 2011

Der var på pladserne omdelt et rettelsesblad til indstillingen, se bilag.

 

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top