Processeffektivitet og serviceniveau i Byggeri- og Bolig
Processeffektivitet og serviceniveau i Byggeri- og Bolig
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 15. december 2005
BR 739/05
Processeffektivitet og serviceniveau i Byggeri- og Bolig
Processeffektivitet og serviceniveau i Byggeri- og Bolig
Indstilling om, at der til Byggeri & Bolig i 2006 og 2007 ansættes yderligere 7 personer til dækning af en øget aktivitet på kommunens byggesagsbehandling. Udgiften på 6 mill. fordelt med 3 mill. i 2006 og 3 mill. i 2007 dækkes af tillægsbevilling til Byggeri & Bolig fkt. 6.51.1 og finansieres af et internt lån til BTU. Endelig stillingtagen til finansiering og lånets tilbagebetaling sker i forbindelse med behandling af overførselssagen i foråret 2006, hvor der kan anvises dækning på eventuelle merindtægter/mindreudgifter i regnskab 2005, samt at personalesituationen genvurderes i efteråret 2006, hvor de øvrige afdelinger i Byggeri & Bolig er inddraget i vurderingen.
(Bygge- og Teknikudvalget)
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget tager til efterretning,
at Byggeri & Bolig iværksætter en
implementering af projekt om forbedring af proceseffektivitet og fastholdelse
af serviceniveau i byggesagsbehandlingen ved hjælp af planlægnings- og
effektiviseringsmetoden Lean Administration. Udgiften til projektet finansieres
indenfor Byggeri & Boligs 2005 budget på konto 6.51.1.
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der
til Byggeri & Bolig i 2006 og 2007 ansættes yderligere 7 personer til
dækning af en øget aktivitet på kommunens byggesagsbehandling. Udgiften
på 6 mill. fordelt med 3 mill. i 2006 og 3 mill. i 2007
dækkes af tillægsbevilling til Byggeri & Bolig fkt. 6.51.1 og finansieres
af et internt lån til BTU. Endelig stillingtagen til finansiering og lånets
tilbagebetaling sker i forbindelse med behandling af overførselssagen i foråret
2006, hvor der kan anvises dækning på eventuelle merindtægter/mindreudgifter i
regnskab 2005.
at personalesituationen genvurderes i
efteråret 2006, hvor de øvrige afdelinger i Byggeri & Bolig er inddraget i
vurderingen.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2005
Taget til efterretning henholdsvis anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. november 2005
Anbefalet.
RESUME
Byggeri & Bolig har siden 1990 gennem rationalisering/udvikling af organisationen og efteruddannelse af personalet kunnet opfylde de fastsatte servicemål på alle væsentlige dele af byggesagsområdet samtidig med, at der er sket en gradvis personalereduktion med i alt 20 % af medarbejderstaben som følge af de årlige budgetbesparelser ol.
Med et byggeri i København i stadig vækst og i konsekvens heraf et
stigende antal byggesager har det i de seneste år imidlertid været vanskeligere
og vanskeligere at imødekomme de årlige besparelseskrav og samtidig fastholde
servicemålene for området. I dag må der konstateres en væsentlig ubalance
mellem ressourcer og antallet af byggesager – ikke mindst store komplekse sager
– der skal behandles.
Denne ubalance er løbende søgt reduceret. Senest i 2004 indgik Byggeri
& Bolig i samarbejde med Økonomiforvaltningen og konsulentfirmaet Valcon i
et pilotprojekt om at finde nye måder at imødegå den voksende arbejdsbyrde med
udgangspunkt i behandlingen af sager på Byggesagsafdelingens daglige byggemøder
(visitation og færdigbehandling af ukomplicerede sager).
Der blev i pilotprojektet gjort brug af planlægnings- og
effektiviseringsmetoden Lean Administration, der er en anerkendt metode
udviklet i den japanske bilindustri og som i øjeblikket blandt andet anvendes
med succes i den danske sundhedssektor. Pilotprojektet resulterede i en
produktivitetsforøgelse, der umiddelbart gjorde metoden interessant set i
relation til Byggeri & Boligs øvrige arbejdsopgaver.
Valcon har for Bygge- og Teknikforvaltningen i 2005 forestået en
forundersøgelse i Byggeri & Bolig med henblik på en foreløbig vurdering af
den nuværende balance mellem arbejdsopgaverne med byggesagsbehandlingen og de
til rådighed værende ressourcer samt det mulige effektiviseringspotentiale ved
anvendelsen af Lean-principperne for den samlede byggesagsbehandling.
Valcon vurderer, at
der samlet set er et potentiale for produktionsstigning på 20 % i 2006 i de
sagsbehandlende afdelinger.
Produktivitetsforøgelsen
skal ske ved at forbedre proceseffektiviteten og serviceniveauet i alle
byggesagsproducerende afdelinger ved at indføre og opbygge kompetencer hos
ledelse og medarbejdere i Lean-principper og hertil relevante værktøjer.
Produktivitetsforøgelsen skal gennemføres samtidig med, at serviceniveauet
forbedres og medarbejdertilfredsheden fastholdes.
Valcon konkluderer,
· at såfremt der ikke gøres noget i forhold til
den samlede produktivitet, vil ressource- og rekrutteringsbehovet være markant
og akut i størrelsesordenen plus 20 medarbejdere.
· at såfremt det lykkes at hjemtage de
forventede gevinster vil rekrutteringsbehovet være reduceret til ca. 7
medarbejdere ultimo 2006.
· at den øjeblikkelige ressourcesituation ikke
er tilstrækkelig til at løfte den nuværende opgavemængde, hvorfor det anbefales
at ansætte de 7 medarbejdere nu.
Alt andet lige
betyder en øget produktion flere indtægter i form af gebyrer. Det anses for
afgørende for at opretholde det serviceniveau på byggesagsområdet, som har
været en af parametrene i udviklingen af København gennem de senere år, at en
nødvendig del af disse midler stilles til rådighed for en løsning af de forøgede
opgaver.
Byggeri & Bolig
har med undersøgelsen haft fokus på byggesagsbehandlingen, men forudsætter, at
projektet også skal omfatte en vurdering af potentialet ved anvendelse af
Lean-principperne i Grønne Gårde og Stadskonduktørembedet. Dette med henblik på
i givet fald at implementere et LEAN – projekt i disse afdelinger
efterfølgende.
Det findes derfor
hensigtsmæssigt, at der i efteråret 2006 - efter implementering af
Lean-projektet i Byggesagsafdelingen og efter vurdering af et muligt
effektiviseringspotentiale i Stadskonduktørembedet og Grønne Gårde - evalueres
på det samlede ressourcebehov på længere sigt. Når dette ligger klart, skal der
tages stilling til det fremtidige personalebehov i Byggeri & Bolig som
helhed, ligesom personalebehovet fremover skal følges i sammenhæng med
udviklingen i den konkrete opgavemængde. En opgave, som Lean-analysen giver de
rette værktøjer til.
Bygge- og
Teknikforvaltningen vil her udover opsamle og anvende projektets resultater i
tilrettelæggelsen af forestående udvikling af den nye Teknik- og
Miljøforvaltning.
Udgifterne til konsulentbistand i forbindelse med implementering af
projektet afholdes over Byggeri & Boligs driftsbudget i 2005.
De nødvendige ekstra medarbejdere kan ikke finansieres indenfor det nuværende budget, da de afledte merindtægter fra byggesagsgebyrerne er disponeret i forbindelse med de indgåede budgetforlig. Derfor søges midlerne som et internt lån til Byggeri & Bolig fkt. 6.51.1 finansieret fra kommunens kasse. Den endelige finansiering og tilbagebetalingen af det interne lån forudsættes der taget stilling til i forbindelse med overførselssagen fra 2005 til 2006, da der dermed kan peges på finansiering via eventuelle merindtægter/mindreudgifter i 2005 i Byggeri & Bolig alternativt finansiering af kommunekassen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Udviklingen 1990 - 2005
Byggeri & Boligs væsentligste driftsudgift er lønmidler. Derfor er de
årlige krav om budgetnedskæringer gennem tiden primært realiseret ved
justeringer i personaleudviklingen.
I perioden 1990-2001 blev der således foretaget en reel reduktion i det
samlede antal medarbejdere på mere end 20 %, samtidig med at der gennem hele
perioden kunne konstateres en vækst i Byggeri & Boligs hovedproduktion –
byggesagsbehandlingen.
Uanset en væsentlig reduktion
i antallet af medarbejdere over en længere periode med stigende antal
byggesager, har Byggeri & Bolig løbende søgt at bevare et uændret serviceniveau.
Dette kunne i en årrække gennemføres, bl.a. ved successiv øget udnyttelse af
IT-hjælpeværktøjer (elektronisk måleudstyr, journal- og sagsstyringssystemer,
pc-arbejdspladser og elektronisk netværk), samt ved udnyttelse af fordelene ved
fysisk samling af Stadskonduktørembedet og Grønne Gårde med Byggesagsafdelingen
på Ottiliavej.
Endvidere blev der i perioden gennemført
en organisationsændring i Byggesagsafdelingen, hvor 7 byggesagsbehandlende
afdelinger blev sammenlagt til 2, og specielt byggemødebehandlingen blev
effektiviseret. Herudover gennemgik de 4 bygningsinspektorater en etapevis om-
og sammenlægning til 2 bygningsinspektorater. Der blev desuden løbende
foretaget en lang række justeringer og omlægninger af arbejdsrutiner med
henblik på at effektivisere og minimere ressourceanvendelsen samt med henblik
på varetagelse af nye eller voksende opgaver, hvortil "budgetmæssig dækning"
ikke var anvist.
På nogle sagsområder var det nødvendigt
at fravælge dele af den kommunale indsats ud fra prioritetsvurderinger, men det
er Byggeri & Boligs opfattelse, at langt størsteparten af de gennemførte
ændringer, organisatoriske som funktionsmæssige, er sket med fuld respekt for
og uden større negativ effekt på det kommunale serviceniveau.
I de senere år (2002-05) har antallet
af byggesager været fortsat stigende samtidig med at der i stigende grad har
været efterspurgt rådgivning gennem personlige, telefoniske og elektroniske
henvendelser.
Sammensætningen af de
behandlede ansøgninger er også ændret i retning af flere komplicerede og flere
store – og dermed flere ressourcetunge – byggesager, og det sidste år har vist
en kraftigt øget byggeaktivitet specielt på boligområdet.
Antallet af verserende sager
og de til rådighed værende ressourcer må nu konstateres i betænkelig grad at
være ude af balance med deraf følgende risiko for en væsentlig negativ
indflydelse på såvel serviceniveau som produktionsmål.
Situationen
i dag
Byggemødebehandlingen
Byggemødet er et centralt
koncept i byggesagsbehandlingen, hvor byggesagerne enten direkte behandles
færdigt eller visiteres videre til samarbejdspartnere eller afdelinger i
Byggeri & Bolig. Grundlæggende er strategien for byggemødet, at jo flere
sager, der kan færdigbehandles med det samme, des bedre tid bliver der til de
større og tungere sager.
Mængden af byggesager har
sammenligneligt været målt gennem tilgang til det daglige visitations- og
byggemøde over en lang årrække.
Antallet af sager på
Byggemødet er de seneste 10 år steget med mere end 60 % (fra 8.227 i 1995
til 13.673 i 2004). Ser man således på historikken generelt, har antallet af
byggesager - store som små - været jævnt stigende over flere år, og det bliver
allerede af den grund stadigt sværere at følge trit med reducerede ressourcer.
Byggeri & Bolig har
løbende forsøgt at imødegå den voksende arbejdsbyrde ved at justere på
byggemødeformen. Senest i 2004 indgik Byggeri & Bolig i et pilotprojekt i
samarbejde med Økonomiforvaltningen og konsulentfirmaet Valcon om at finde nye
måder at imødegå den voksende arbejdsbyrde med udgangspunkt i behandlingen af sager
på byggemødet. I projektet er gennem anvendelse af Lean-principper tilstræbt en
effektivitetsforbedring bl.a. ved en forbedring af sagernes fysiske flow gennem
Byggemødet fra ansøgningen modtages, til afgørelsen afsendes. Der er hermed
skabt et bedre forståelsesmæssigt overblik og helhedssyn over sagerne for de
enkelte sagsbehandlere i processen, og der er ved hjælp af en større synlighed
skabt et forbedret styringsmæssigt overblik over produktionen på Byggemødet.
I dag færdigbehandles således et større antal
sager i byggemødesystemet end før, herunder også sager af større sværhedsgrad.
Prisen herfor har samlet set været en noget større ressourceanvendelse på
Byggemødet, og dette betyder, at der er færre ressourcer i afdelingerne til at
håndtere den stigende mængde komplekse og store sager.
Komplekse / større byggesager
Tendenserne til flere
komplicerede byggesager blev iagttaget i 2001/2002, og søgt imødegået bl.a.
gennem prioritering af indsatsområder. Det har imidlertid ikke afværget, at
antallet af komplekse sager, der må visiteres videre, fortsat har vær
et
stigende.
Udviklingen er nemmest at
følge ved at iagttage sagsbeholdninger og tilgang af nye sager til
Arkitektafdelingen. Det kan her konstateres, at den gennemsnitlige sagsbeholdning
(ikke færdigekspederede sager) fra et niveau på 150-200 sager for tre år siden
nu er steget til et niveau på 400-500 sager. Antallet af sager visiteret til
Arkitektafdelingen er samtidig steget med 50 % (fra godt 200 til 300 sager/mdr.)
En væsentlig forskel i
sammensætningen af byggesagerne er konstateret i antallet af store sager, hvor
ressourceforbruget i den enkelte sag er mere omfattende.
I 2001 blev der afsluttet 40
byggerier, hvor de samlede byggeomkostninger pr. byggesag var omkring eller
mere end 10 millioner, mens der i 2004 var 90 byggerier i denne kategori.
Antallet af "store" byggerier er således mere end fordoblet over en 3-årig periode.
Byggeri & Bolig er meget
fokuseret på målsætningerne om at byggesagsbehandlingen gennemføres som en
proces, der er forudsigelig i relation til tidsforløb og som sker i dialog med
de byggende. Dette er specielt i relation til de store byggesager vanskeligt at
opretholde ved mangel på ressourcer.
For yderligere at
effektivisere og optimere byggesagsbehandlingen har Byggeri & Bolig efter
foran omtalte pilotprojekts afslutning selv arbejdet videre med
Lean-principperne i de mere komplekse byggesager.
Konceptet består i en
typologisering af de mere komplekse sager i såkaldte produktfamilier, der er
defineret ud fra sagernes kompleksitet og dermed de kompetencer, der skal til
for at løse sagerne. En etableret "produktfamilie" er f.eks. byggesager i
relation til nybyggerier i lokalplanbelagte områder, hvilket blandt andet skal
ses som et forsøg på at være proaktive over for udviklingen med flere store
boligbyggerier.
En inddragelse af
Lean-principperne på de mere komplekse byggesager forventes at medføre en
betydelig effektivisering, da flow, synlighed og helhedssyn samt systematisk
opfølgning på proces og produkt på sigt vil sikre et bedre styringsmæssigt
overblik også over denne del af produktionen, samt sikre, at de rigtige
ressourcer og kompetencer er til stede på det rigtige tidspunkt, således at
dobbeltarbejde og tilbageløb formindskes.
Typologiseringen i
produktfamilier er også et led i den strategiske kompetenceudvikling, der skal
understøtte generationsskiftet i Byggeri & Bolig.
Andre
sagstyper
Byggeri & Bolig oplever – i lighed med
resten af landets kommuner – en tendens med et stigende antal ressourcekrævende
klagesager. Det er forvaltningens opfattelse, at Københavns kommune ikke er
belastet i det omfang det ifølge dagspressen er tilfældet i mange andre
kommuner, men alligevel mærkbart på grund af de i forvejen knappe ressourcer.
Denne relativt begrænsede ressourceanvendelse på denne opgave kan givet delvist
tilskrives den indsats der – ikke mindst via KundeCenter – gøres i relation til
dialogen med borgerne. KundeCenter, der hvert år betjener ca. 17.000 kunder,
har således hidtil været en højt prioriteret funktion i Byggeri & Bolig,
hvor borgerne til enhver tid kan komme direkte ind fra gaden og få råd og assistance.
KundeCenter har tilknyttet en
tilkaldefunktion, hvor kunderne kan få professionel hjælp af en jurist,
ingeniør eller arkitekt. Generelt har karakteren af kunderådgivningen ændret
sig fra (færre) simple forespørgsler om formalia til mere konkret rådgivning,
hvilket medfører større ressourceforbrug for de medarbejdere, der har
tilkaldevagt.
Samtidig er der en stigning i
antallet af henvendelser via telefon og e-mail, og besvarelse af disse trækker
på de ressourcer, der bliver brugt på Byggemødet og til kundebetjening. Byggeri
& Bolig er i øjeblikket ved at registrere og analysere disse henvendelser
med henblik på at finde en service- og ressourcemæssigt hensigtsmæssig måde at
håndtere dem på.
Hertil kommer, at det stigende
ressourcetræk i forbindelse med udviklingstiltag (kommunikation,
personaleudvikling, IT-udvikling og virksomhedsudvikling generelt), også i
stort omfang tages ud af ressourcerne til byggesagsbehandlingen.
Generationsskiftet
En
yderligere problemstilling i forhold til ressourcebehovet i Byggeri & Bolig
består i, at en række rutinerede medarbejdere vil forlade forvaltningen som
følge af pensionering, uden at der er mulighed for at ansætte nye i samme
omfang, da Byggeri & Bolig som øvrige grene af Københavns Kommune skal
anvise et årligt omstillingsbidrag. Udover den direkte ressourceforringelse
fjernes grundlaget for en strategisk kompetenceudvikling, der kan medvirke til
et forsvarligt generationsskifte i Byggesagsafdelingen.
Et højt fagligt niveau er en
hjørnesten i byggesagsbehandlingen, og det igangværende generationsskifte vil i
væsentlig grad blive vanskeliggjort, hvis muligheden for at nye medarbejdere
kan trække på erfaring fra de rutinerede fjernes.
Lean-projektet
Som foran beskrevet har
Byggeri & Bolig fortsat ønsker om at udnytte de muligheder for
effektivisering, der kan medvirke til en bedre balance mellem Byggeri &
Boligs ressourcer og arbejdsopgaver.
I den sammenhæng er der med
hjælp fra konsulentfirmaet Valcon i 2005 – i en foranalyse – set på mulighederne
for ved brug af Lean-produktionsprincipper, at afdække de
effektiviseringsmuligheder, der kunne bidrage til bedre balance mellem
ressourcer og arbejdsopgaver i byggesagsbehandlingen.
Byggeri & Bolig har med
undersøgelsen haft fokus på byggesagsbehandlingen, men forudsætter, at
projektet også vil omfatte en vurdering af potentialet ved anvendelse af
Lean-principperne i Grønne Gårde og Stadskonduktørembedet.
Lean-metoden er valgt, fordi
produktionsprincipperne ikke er fremmede for den måde, Byggeri & Bolig
hidtil, med gunstige resultater, har arbejdet med effektivisering og rationalisering
på. Herudover kender Byggeri & Bolig metoden fra det ovenfor omtalte pilotprojekt,
der blev gennemført i 2004 i samarbejde med Økonomiforvaltningen, hvor man med
gode resultater afprøvede relevante Lean-principper på byggemødebehandlingen af
de ukomplicerede sager.
I foranalysen konstateres, at
den stadigt stigende tilgang af byggesager, herunder stigningen af komplicerede
og ressourcekrævende sager, samt den stigende efterspørgsel på rådgivning
gennem personlige, telefoniske og elektroniske henvendelser nu giver anledning
til en forøget ophobning af verserende byggesager.
Denne ophobning af sager
medfører en forringelse af serviceniveauet i forbindelse med stigende
sagsbehandlingstider og en forringelse af produktiviteten i forbindelse med
tidsforbrug til behandling af rykkere, ekspedition af hastesager og eftersøgning
af sager i systemet.
Specielt
sagsbehandlingstiderne er vigtige servicemål. Sammenholdes antallet af tungere
sager der visiteres til Arkitektafdelingen med den gennemsnitlige beholdning af
uekspederede sager i Arkitektafdelingen, kan der konstateres en gennemsnitlig
halvering af omsætningshastigheden i de seneste år sammenholdt med perioden før
2001/2002. Dette svarer til en fordobling af ekspeditionstiden i
Arkitektafdelingen fra ca. 10 dage til ca. 20 dage.
Det er derfor indledningsvis
nødvendigt at nedbringe antallet af verserende sager i systemet til et acceptabelt
niveau.
Pilotprojektet i 2004 om
byggemødebehandlingen realiserede efter Valcons vurdering en
produktivitetsforøgelse i størrelsesordenen 45 % for de ukomplicerede sager
isoleret.
De ukomplicerede sager udgør
ca. 15 % af ressourceforbruget i de sagsbehandlende afdelinger i
Byggesagsafdelingen.
Det estimeres, at øvrige sager
udgør 45 % af det samlede tidsforbrug i de sagsbehandlende afdelinger, og med
udgangspunkt i foranalysen vurderer Valcon, at der kan hjemtages mindst samme
effekt på produktivitetsudvikling som i det afgrænsede pilotprojekt.
Valcon vurderer dermed, at der
samlet set er et potentiale for produktionsstigning på 20 % i 2006 i de
sagsbehandlende afdelinger.
Produktivitetsforøgelsen skal
ske ved at forbedre proceseffektiviteten og serviceniveauet i alle
byggesagsproducerende afdelinger ved at indføre og opbygge kompetencer hos
ledelse og medarbejdere i Lean-principper og hertil relevante værktøjer.
Produktivitetsforøgelsen skal gennemføres samtidig med, at serviceniveauet
forbedres og medarbejdertilfredsheden fastholdes.
Konklusion på foranalysen
Det konkluderes på
foranalysen,
· at såfremt der ikke gøres noget i forhold til
den samlede produktivitet, vil ressource- og rekrutteringsbehovet være markant
og akut i størrelsesordenen plus 20 medarbejdere.
· at såfremt det lykkes at hjemtage de
forventede gevinster, er rekrutteringsbehovet væsentligt reduceret over tid.
Samlet set vil der, under forudsætning om den forventede naturlige afgang, den
vurderede produktivitetsstigning samt en øget sagsmængde, være et udækket
ressourcebehov på ca. 7 medarbejdere ultimo 2006.
· at den øjeblikkelige ressourcesituation ikke
er tilstrækkelig til at løfte den nuværende opgavemængde. Dermed er det relevant
at tilføre ressourcer, der kan sikre den fortsatte opgaveløsning og
projektbelastningen frem til, at effekterne af projektet realiseres.
Det er foranalysens
anbefaling, at de estimerede 7 medarbejdere, der er nødvendige for at sikre den
nødvendige kapacitet i Byggesagsafdelingen efter implementeringen af
Lean-principperne, ansættes umiddelbart. Rekrutteringen nu skal sikre
ressourcer til sagsproduktionen, ressourcer til projektgennemførelsen,
ressourcer til øvrige udviklingsopgaver samt et glidende generationsskifte i
Byggesagsafdelingen.
Økonomi
Udgifterne til konsulentbistand i forbindelse med
implementering af projektet afholdes over Byggeri & Boligs driftsbudget i
2005.
De nødvendige ekstra medarbejdere kan ikke finansieres indenfor det
nuværende budget, da de afledte merindtægter fra byggesagsgebyrerne er
disponeret i forbindelse med de indgåede budgetforlig. Derfor søges midlerne
som et internt lån til Byggeri & Bolig fkt. 6.51.1 finansieret fra
kommunens kasse.
Det er Bygge- og Teknikforvaltningen klare opfattelse, at en
aktivitetsudvidelse som denne – der hænger snævert sammen med øgede
indtægtsforventninger – burde dækkes af de afledte merindtægter jf. de
grundlæggende forudsætninger om at byggesagsområdet er gebyrfinansieret og
kommunens rammestyring på nettobevillinger. Da disse merindtægter er disponeret
i forbindelse med budgetforligene for hhv. 2005 og 2006 kan Bygge- og
Teknikforvaltningen ikke kan anvise dækning efter denne normale metode og da
det er centralt for Bygge- og Teknikforvaltningen at projektet gennemføres,
søges midlerne som et internt lån. Det er dog Bygge- og Teknikforvaltningen
forudsætning, at der taget endelig stilling til finansiering og tilbagebetaling
i forbindelse med overførselssagen fra 2005 til 2006, da der dermed kan peges
på finansiering via eventuelle merindtægter/mindreudgifter i 2005 i Byggeri
& Bolig alternativt finansiering af kommunekassen.
Når implementeringen af Lean-projektet i Byggesagsafdelingen er
afsluttet, skal der vurderes et muligt effektiviseringspotentiale i
Stadskonduktørembedet og Grønne Gårde. Når dette ligger klart, skal der tages
stilling til det fremtidige personalebehov i Byggeri & Bolig som helhed,
ligesom personalebehovet fremover løbende skal vurderes i forhold til
udviklingen i den konkrete opgavemængde. En opgave, som Lean-analysen giver de
rette værktøjer til.
Miljøvurdering
Sagstypen
er ikke omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste over sager, der
skal miljøvurderes.
Høring
-
BILAG
VEDLAGT
Bilag 1: Foranalyse af grundlaget for en
omstillingsproces i Byggeri & Bolig
Bilag 2: Opgavebeskrivelse – Implementering
af Lean Administration i Byggeri & Bolig, optimering af proceseffektivitet
og serviceniveau
Ole Sperling