KE skifter navn til HOFOR
Der afholdes ekstraordinær generalforsamling i KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S vedrørende nyt navn for KE og det fælles vand- og spildevandsselskab.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at Borgerrepræsentationen som generalforsamling beslutter, at selskaberne i KE koncernen skifter navn fra KE til HOFOR, jf. vedlagte bilag 1: Koncerndiagram.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Københavns Energi (KE) har anmodet om, at selskabet skifter navn til HOFOR (som står for: Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) for at afspejle, at selskabet med indtræden i det fælles vand- og spildevandsselskab nu er moderselskab for en større koncern, hvori bl.a. det nye fælles vandselskab indgår.
Københavns Kommune er stadig eneejer af moderselskaberne HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S, som før navneskiftet hed KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S. Moderselskaberne anmelder samtidigt et nyt engelsk binavn "GREATER COPENHAGEN UTILITY".
Det fælles vandselskab HOFOR Vand Holding A/S inklusiv serviceselskabet, hvor alle medarbejdere i koncernen er ansat, er placeret under delkoncernen HOFOR Forsyning A/S, tidligere KE Forsyning Holding A/S, hvor også det fælles spildevandsselskab placeres.
Løsning
Bestyrelserne for det fælles vandselskab, p.t. Vand Holding A/S, samt bestyrelsen for det af Københavns Kommune ejede moderselskab KE Varmeforsyning Holding P/S har enstemmigt indstillet til generalforsamlingerne, at det fælles vandselskab samt KE Koncernen, hvor i det fælles vandselskab og serviceselskab indgår, skifter navn til HOFOR, med binavnet GREATER COPENHAGEN UTILITY, for de af Københavns Kommune 100 pct. ejede moderselskaber.
Borgerrepræsentationen har delegeret generalforsamlingskompetencen i KE til Økonomiudvalget, idet sager af overordnet principiel og økonomisk betydning dog skal forelægges for Borgerrepræsentationen, jf. BR 2010-11434. Det fremgår af delegationen, at vedtægtsændringer er af overordnet betydning, og derfor skal forelægges Borgerrepræsentationen. Ændringen af KE's navn er en vedtægtsændring og skal derfor godkendes af Borgerrepræsentationen.
Det indstilles derfor, at Borgerrepræsentationen, som generalforsamling, godkender det nye fællesnavn HOFOR for hele KE-koncernen.
Økonomi
HOFOR forventer at skulle anvende omkring 15 mio. kr. i forbindelse med navneskiftet.
Selskabet har oplyst, at en del af omkostningerne fører til opdatering af en række ældre materialer, som skulle have været gjort inden for en overskuelig tid alligevel, og derudover omhandler de planlagte aktiviteter:
· Den formelle ændring af de elementer, hvor KE og de forskellige vand- og spildevandsselskaber har navnetræk på.
· At medarbejderne finder engagement i navnet og den nye fælles virksomhed.
· Kundernes kendskab til virksomheden, da dette er fundamentet dels for betalingsvillighed og dermed beskedent tab på debitorer, dels for den tillid som medvirker til, at selskabets medarbejdere kan komme ind, hos borger og virksomheder, hvis de har brug for dette af hensyn til driften.
Selskabet har endvidere oplyst, at selskabet med henblik på at begrænse omkostningerne ved navneændringen har valgt en model, hvor kommunikationen til kunderne i høj grad sker via eksisterende kanaler og kun i meget begrænset grad som annoncering.
Videre proces
Hvis Borgerrepræsentationens tiltræder indstillingen vil Økonomiforvaltningen underskrive generalforsamlingsprotokolatterne i KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S, jf. vedlagte bilag 2 og 3.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at Borgerrepræsentationen som generalforsamling beslutter,
- at selskaberne i KE koncernen skifter navn fra KE til HOFOR, jf. vedlagte bilag 1: Koncerndiagram.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.