Mødedato: 15.11.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren om Mangfoldighedsfestival

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev bedes redegøre for forløbet af mangfoldighedsfestivalen Smag Verden.                            

 (Stillet af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti og Jaleh Tavakoli)

MOTIVERING:

Den 1. og 2. september 2012 løb arrangementet ”Smag Verden – Mangfoldighedsfest” af staben på Nørrebro. Et arrangement som Københavns Kommune, nærmere bestemt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens TaskForce Inklusion, arrangerede. TaskForce Inklusions formål er at hjælpe med at fremme inklusion og mangfoldighed i København.

TaskForce Inklusion holdt planlægningsmøder med de deltagende grupper, og i den anledning blev Dansk Zionistforbund bedt om ikke at have Israelske flag ved deres bod, fordi det kunne virke provokerende for nogle af de øvrige deltagere, som selv medbragte deres nationalitets flag. Hvis foreningen insisterede på at deltage og flage, blev det anbefalet at medbringe eget vagtværn. De Palæstinensiske organisationer nægtede at have bod ved siden af Dansk Zionistforbund - et ønske der blev efterkommet.

Borgmesteren bedes redegøre for det forhold, at borgmesterens rådgivere og kommunens eksperter rådgiver om, helt at udelukke Dansk Zionistforbund. Herunder bedes borgmesteren forholde sig til, hvorvidt den afgivne rådgivning stemmer overens med kommunens egen principper om antidiskrimination. 

Borgmesteren bedes forklare, om det er et udtryk for ligebehandling, at nogle deltagere frit må flage, mens andre frarådes flagning?

Borgmesteren bedes redegøre for, hvordan kommunen kan afholde en Mangfoldighedsfestival, hvor der sættes grænser for mangfoldighedsudfoldelsen for en gruppe?

Borgmesteren bedes også redegøre for, hvorfor Dansk Zionistforbund blev anbefalet at have et vagtværn med på Mangfoldighedsfestivalen?

Ligeledes bedes borgmesteren redegøre for det forhold, at nogle festivaldeltagere på mangfoldighedsfestivalen fik lov til at bestemme over bodernes placering i forhold til hinanden.

Endelig bedes borgmesteren redegøre for, hvorledes forløbet af Mangfoldighedsfestivalen harmonerer med borgmesterens ansvar for på lige vilkår at fremme integration og inklusion af alle?

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. november 2012

Forespørgslen blev besvaret.
Til top