Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 448 "Ny Ellebjerg-området"
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til et lokalplantillæg, der justerer bestemmelser om anvendelse og bebyggelsesplan for mindre dele af lokalplanområdet.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 448 ”Ny Ellebjerg-området” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Ejendomsselskabet Tetris A/S har fremsendt et skitseprojekt udarbejdet af tegnestuen Entasis for opførelse af et byggeri på 15.000 m2, hvoraf 12.300 m2 anvendes til boliger, mens 2.000 m2 anvendes til butikker. De resterende ca. 700 m2 etageareal anvendes til andre udadvendte aktiviteter, som for eksempel fælleslokaler og café. Byggeriet ønskes opført i område IB i lokalplan 448 ”Ny Ellebjerg-området, men det er ikke i overensstemmelse med lokalplanen, idet en bygning henover adgangsvejen til stationsforpladsen, som skulle danne et portmotiv, erstattes af to tårne i 7 etagers højde på hver side af vejen. Endvidere ønskes en justering af bebyggelsesplanen og en fleksibilitet i anvendelsen, så det bliver muligt at indrette en større andel boliger.
Freja ejendomme A/S har inden for samme lokalplanområde anmodet om, at der bliver mulighed for at indrette både boliger og erhverv i en del af den bebyggelse, der ellers er forbeholdt til erhverv, i område IA.
Løsning
Tillægget til lokalplanen justerer lokalplanen fra 2010. Ændringerne kan ikke klares alene ved dispensationer fra lokalplanen. Som hovedregel kan der ikke dispenseres til ændret anvendelse og ændringer af bebyggelsesplanen af denne karakter. Derfor er det nødvendigt at udarbejde et forslag til tillæg til lokalplanen, hvis byggeplanerne skal realiseres. Hovedstrukturen i den oprindelige plan bevares.
Byggeønskerne i område IB betyder, at byggefeltet i området mod stationsforpladsen ændres. Der bygges en randbebyggelse på begge sider af adgangsvejen og mod pladsen. I hjørnerne er et tårnmotiv, hvor bygningerne nu kan være i 7 etager. De øvrige bygninger er fortsat i 4-5 etager.
Bygningen rykkes 7 m nærmere forpladsen af hensyn til en underliggende parkeringskælder. Det giver, sammen med en lidt ændret bebyggelsesplan for den nordlige del af grunden, bedre lys- og friarealforhold i bebyggelsen.
I den oprindelige plan er der fastlagt en bygning henover vejen, som skal danne et portmotiv. Tårnmotivet erstatter dette og kan gentages i den arkitektur, der kan realiseres, når ejerforholdet for den østlige grund er afklaret.
Anvendelsesbestemmelserne foreslås ændret, således, at der bliver mulighed for også at indrette boliger i bebyggelsen mod stationsforpladsen.
I område IA giver tillægget mulighed for fleksibel anvendelse til boliger og erhverv i dele af den bebyggelse, der ellers var forbeholdt erhverv. Denne grund af ejes af Freja.
De mere fleksible anvendelsesbestemmelser skønnes at give mulighed for mindst 130 ekstra boliger og vil kunne øge boligandelen fra ca. 25 % til 30-35 %, hvilket er i overensstemmelse med kommunens boligpolitik og rammerne i Kommuneplan 2011. Ændringen vil aktuelt give mulighed for, at udbygningen af område IB igangsættes og give bedre mulighed for at finde investorer til udviklingen også af område IA.
Ændringerne påvirker ikke medicinalfirmaet Lundbecks aktiviteter, fordi boligerne ikke ligger i den del af lokalplanområdet.
I den oprindelig lokalplan er der i område IB fastlagt en butiksrummelighed på 1.200 m2, og i Kommuneplan 2011 fastlægges der et lokalcenter på dette sted med en rummelighed på 3.000 m2. Lokalplantillægget bringer således detailhandelsbestemmelserne i overensstemmelse med kommuneplanen, og giver mulighed for, at Tetris aktuelt kan udnytte en del af den ramme.
Valby Lokaludvalg er orienteret om tillægget og vil få lejlighed til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med den offentlige høring.
I forbindelse med lokalplan ”Ny Ellebjerg-området” blev der udarbejdet en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. De meget begrænsede ændringer, som lokalplantillægget fastlægger, vurderes ikke at medføre, at der skal udarbejdes en ny miljørapport.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Efter politisk behandling sendes forslaget til lokalplantillæg i offentlig høring i 8 uger.
Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo marts 2013.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 448 ”Ny Ellebjerg-området” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2012
Indstillingen blev udsat.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2012
Indstillingen blev anbefalet. Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.