Medlemsforslag om én kontaktperson til familier med børn med handicap og psykisk sygdom
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen, i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at komme med forslag til, hvordan det kan sikres, at familier til børn med handicap eller psykisk sygdom, tildeles én kontaktperson, der arbejder på tværs af forvaltningerne. Kontaktpersonen skal kunne være tilknyttet familien indtil den unge fylder 25 år,
- at forvaltningerne fremlægger en beskrivelse af den nuværende praksis til sammenligning,
- at mulige økonomiske konsekvenser samt konsekvenser for sagsgangene ved at tildele én kontaktperson fremlægges.
Forslaget forelægges udvalgene senest august måned 2011.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokraterne)
MOTIVERING
Det kan være rigtig svært at få et barn med et handicap. Derfor er det helt urimeligt, at mange forældre oplever, at de skal kæmpe mod kommunen i stedet for at kommunen kæmper med dem. Familierne oplever nemlig at blive kastet rundt mellem forvaltningerne uden nogen kontinuitet og videndeling. Det betyder ganske ofte at processer forlænges og besværliggøres. Mange oplever, at det voldsomme pres påvirker både søskende og forældre, og at dette kan have store konsekvenser.
Forslagsstillerne ønsker derfor en organisering, hvor nogle socialrådgivere arbejder på tværs af forvaltningerne og er fast tilknyttet den enkelte familie, så familierne kun skal forholde sig til en person. Kontaktpersonen skal sikre, at børnene og familierne får den hjælp og støtte, som de har behov for og krav på.
Allerede når forældre og fagfolk får en mistanke om, at et barn har et handicap eller en psykisk sygdom, og dette skal udredes, bør en fast kontaktperson tilknyttes. Der er ofte ventetid på udredning, og ventetiden kan være meget belastende både for barnet, forældrene og eventuelle søskende.
Beslutning
Forslaget blev vedtaget uden afstemning.