Mødedato: 15.06.2011, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel om Muslimernes Fællesråds deltagelse i kommunens hate crime kampagne med kristne og jøder

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren bedes redegøre for Muslimernes Fællesråds deltagelse i kommunens hate crime kampagne med kristne og jøder.

 (Stillet af Dansk Folkeparti )

MOTIVERING

København Kommunes Borgerrådgiverudvalg har for nylig haft en drøftelse om betimeligheden i Muslimernes Fællesråds deltagelse i en fælles kampagne med kristne og jødiske trossamfund med sigtet: Mod diskriminering, mod hate crimes. Kampagnen blev finansieret af kommunale skatteborgerpenge. Imidlertid har der i lang tid været fokus på det faktum, at såvel tidligere talsmænd for Muslimernes Fællesråd som den nuværende talsmand, Mustafa Gezen, ikke vil anerkende ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle.

Debatten og problemet er dukket op igen, senest i Berlingske Tidende den 1. juni 2011. På et spørgsmål om hvorvidt Muslimernes Fællesråd anerkender, "at det er helt i orden at være homoseksuel", ønsker Mustafa Gezen ikke at svare. Han udtaler blot, at "Det her er ikke bare et simpelt ja/nej-spørgsmål.”

I samme artikel kan det læses, at Integrationsborgmester Anne Mee Allerslev (R), ikke er "i tvivl om, at Muslimernes Fællesråd går ind for fuld ligestilling af homoseksuelle".

Der ønskes en uddybning af borgmesterens udtalelser samt en dokumentation for rigtigheden af borgmesterens påstand. Det skal understreges, at borgmesterens udtalelser på ingen måde flugter med det som Muslimernes Fællesråd udtaler. Tværtimod.

Dansk Folkeparti er positivt indstillet overfor kampagner i København mod diskriminering, men finder det forkasteligt, at en organisation som er kommunal kampagnedeltager imod diskriminering, i praksis har en mere end ulden opbakning til udsatte homoseksuelle.

Borgmesteren bedes derfor også orientere Borgerrepræsentationen om, hvordan man fremover vil sikre sig, at kampagnedeltagere ikke udhuler selve indholdet i en kampagne ved at give udtryk for modsatte synspunkter i andre sammenhænge. I borgmesterens svar ønskes ligeledes oplyst, hvor meget den omtalte kampagne har kostet.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. juni 2011


Sagen blev udsat ved mødets start.
Til top