Mødedato: 15.06.2011, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ny alkoholenhed i Valby

Se alle bilag

Det foreslås at der oprettes en ny alkoholenhed, for at bringe behandlingstilbudet nærmere borgerne i Valby og omkreds, og for at få flere i behandling og flere ud af deres misbrug.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.                   at finansieringen af udgifterne til anlæg tilvejebringes ved tildeling af et rådighedsbeløb ved omplacering af 1,807 mio. kr. reserveret til Socialudvalget, jf. "KBH i vækst" fra Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.22.05.5 (kassen) til Socialudvalgets bevilling Stofafhængige, funktion 5.38.44.3.  

2.              at der gives en anlægsbevilling på 1,807 mio. kr. (p/l 2011) til ombygning og reservationsleje vedrørende Alkoholenheden Valby på Socialudvalgets bevillingsområde Stofafhængige, funktion 5.38.44.3. Udgiften afholdes i 2011, samt

3.               at der af anlægsbevillingen på 1,807 mio. kr. (p/l 2011) overføres 1.589 mio. kr. i 2011 fra Socialudvalgets bevillingsområde Stofafhængige, funktion 5.38.44.3 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Københavns Ejendomme funktion 5.38.44.3.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Socialudvalgets pejlemærke nr. 9: ”Flere misbrugere kommer i behandling” viste sig - ved første måling – at gå den forkerte vej. Særligt var udviklingen af antallet af borgere i alkoholbehandling ikke tilfredsstillende. Slet ikke når man ser på den store gruppe af alkoholmisbrugere, som ikke er i behandling. Erfaring og forskning fremhæver i den sammenhæng ”stærekasseprincippet”, der siger, at tilgængeligheden til behandling – ikke mindst geografisk – er afgørende for hvor mange, der søger behandling. De eksisterende 3 alkoholenheder dækker ikke fyldestgørende hele byen, og de har heller ikke meget ledig kapacitet til at tage flere borgere ind.

Løsning

Socialforvaltningen foreslår, at der oprettes en ny alkoholenhed i Valby på Toftegårds Plads. I forbindelse med lukningen af Borgerservice er der en ledig lokalitet, som har en ideel central placering i forhold til transport, og som geografisk set er et godt supplement til de øvrige tre alkoholenheder på hhv. Amager, Rådhuspladsen og Nordvest.

Forvaltningen vurderer, at det er en bedre udnyttelse af driftsmidlerne at udbygge med en fjerde enhed i stedet for at klumpe kapaciteten sammen på tre enheder. ”Stærekasseprincippet” gør, at denne løsning giver flere borgere i behandling og dermed flere borgere får kontrol med deres misbrug. Den fjerde enhed giver også et potentiale for kapacitetsudvidelse, hvis der viser sig behov og muligheder herfor.

Med en fuld implementeret Valby-enhed, skønner forvaltningen, at der på grund af den øgede tilgængelighed vil komme i størrelsesordenen 50-100 flere borgere i behandling årligt for de samme midler.  I forhold til pejlemærke 9, vil det være et målbart bidrag i den rigtige retning. Indikatoren vil gå fra de nuværende 4,5 til mellem 4,75 og 5.

Økonomi

Ombygning af lokaliteten vil koste 1,6 mio. kr. Den største udgift til ombygning kommer af indretning af det nuværende åbne kontorlandskab til behandlerlokaler. Reservationsleje 1. maj til 15. oktober udgør 0,207 mio. kr.

Den samlede udgift til anlæg 1,807 mio. kr. - finansieres af reserverede midler som følge af manglende servicemåltal vedrørende Ressourcecenter Ydre Nørrebro på samlet 6,3 mio. kr. I henhold til aftalen om "København i Vækst" (31.03.2011), er disse midler reserveret til aktiviteter i Socialudvalget, der ikke kræver servicemåltal. Midlerne er pt. placeret som driftsmidler i kassen, Økonomiudvalgets funktion Finansposter 8.22.05.5. De 1,807 mio. kr. af de i alt 6,3 mio. kr. skal konvertes fra drift til anlæg på Socialudvalgets bevillingsområde stofafhængige, funktion 5.38.44.3 Herefter resterer ialt 4,493 mio. kr. i reserverede driftsmidler vedr. Ressourcecenter Nørrebro.

Af anlægsbevillingen på 1,807 mio. kr. overføres 1,589 mio. kr. i 2011 til Københavns Ejendomme fra Socialudvalgets bevillingsområde stofafhængige, funktion 5.38.44.3 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme funktion 5.38.44.3 til at dække ombygningsudgiften. Beløbet indeholder honorar til Københavns Ejendomme på 0,023 mio. kr. svarende til 1½ % af udgiften til ombygning.

Den resterende del af bevillingen på 0,218 mio. kr. i 2011 forbliver i Socialforvaltningen til at dække udgift til reservationsleje på 0,207 mio. kr. og projektlederhonorar på 0,011 mio. kr.

Center for Misbrugsbehandling afholder udgifterne til drift på ca. 3 mio. kr. årligt af den nye alkoholenhed inden for den nuværende budgetramme, som udgør 22,4 mio. kr. årligt. Lokaliteten er et 3. mandslejemål, men Socialforvaltningen friholdes for at skulle deponere, da deponeringen overtages fra Økonomiforvaltningen, Borgerservice.  

Enhedsprisen på en ambulant helårsplads i alkoholbehandling er på ca. 0,02 mio. kr. Med et driftsbudget på 3 mio. kr. giver det - med en fuldt implementeret drift - 300 årspladser, svarende til ca. 450 brugere årligt. Det svarer til en forventet bedre udnyttelsesgrad af driftsmidlerne svarende til behandlingen af 50-100 brugere årligt, grundet den nye Alkoholenheds placering og tilgængelighed.

Videre proces

27. april

Socialudvalget behandler indstillingen

31. maj                    Økonomiudvalget behandler indstillingen
15./16. juni Borgerrepræsentationen behandler indstillingen

1. juli            

Ombygning igangsættes

15. oktober  Ibrugtagning af lokaliteten

 

Datoen for ibrugtagning afhænger af ovenstående tidsplan.

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender oprettelsen af ny alkoholenhed i Valby, der drives inden for Center for Misbrugsbehandlings nuværende budgetramme.¨

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at godkende,

  1. at finansieringen af udgifterne til anlæg på 1,807 mio. kr. finansieres af reserverede driftsmidler i kassen vedrørende Ressourcecenter Ydre Nørrebro på i alt 6,3 mio. kr. i henhold til aftale om ”KBH i vækst” jf. økonomiafsnittet,
  2. at der gives en anlægsbevilling på 1,807 mio. kr. (p/l 2011) til ombygning og reservationsleje vedrørende Alkoholenheden Valby på Socialudvalgets bevillingsområde Stofafhængige, funktion 5.38.44.3. Udgiften afholdes i 2011.
  3. at der af anlægsbevillingen på 1,807 mio. kr. (p/l 2011) overføres 1.589 mio. kr. i 2011 fra Socialudvalgets bevillingsområde Stofafhængige, funktion 5.38.44.3 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Københavns Ejendomme funktion 5.38.44.3.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2011
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling

Indstillingen blev godkendt.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til at sagen gennemføres i den foreliggende form. Der henvises til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar af 8. april 2011."


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Indstillingen forudsætter omplacering af midler reserveret i kassen til Socialudvalgets bevillingsområde. Indstillingens 2. at præciseres derfor, og erstattes med følgende:
2. at finansieringen af udgifterne til anlæg tilvejebringes ved tildeling af et rådighedsbeløb ved omplacering af 1,807 mio. kr. reserveret til Socialudvalget, jf. "KBH i vækst" fra Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.22.05.5 (kassen) til Socialudvalgets bevilling Stofafhængige, funktion 5.38.44.3.  
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme. Yderligere tages der forbehold for eventuelle bemærkninger fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31.maj 2011
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. juni 2011


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top