Partnerskabsaftale om fornyelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade
Det skal godkendes, at kommunen indgår et partnerskab med Kvæsthusselskabet A/S om en istandsættelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
-
at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå en partnerskabsaftale med Realdania om istandsættelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade (jf. bilag 1 fortroligt).
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
På baggrund dels af, at der i Kickstart København er afsat midler til en renovering af Kvæsthusgade og Sankt Annæ Plads fra Toldbodgade til Kvæsthusgade, dels at Realdania med en gruppe donorer har ønsket at bidrage til en renovering af den resterende Sankt Annæ Plads fra Toldbodgade til Bredgade, skal Borgerrepræsentationen godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår et partnerskab med det Realdaniaejede selskab Kvæsthusselskabet A/S om renovering af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade.
Løsning
Kulturministeriet har indgået et partnerskab med Realdania om et underjordisk parkeringsanlæg under Kvæsthusmolen og om fornyelse af Kvæsthusmolen. Realdania har etableret et datterselskab Kvæsthusselskabet A/S, som er bygherre på P-kælderen og bygherrerådgiver for Kulturministeriet på overfladeanlæggene på statens arealer.
Formålet med indgåelse af partnerskabsaftalen mellem Kvæshusselskabet A/S og Kommunen er således at udvikle og realisere en istandsættelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade i en sammenhæng med Kvæsthusmolen på en måde så de forskellige byrums egenart og bylivsmuligheder understøttes og så alle trafikarter kan fungere. Desuden indgår en option for Lille og Store Strandstræde.
Partnerskabsaftalen præciserer rollefordeling mellem Kvæsthusselskabet A/S og Kommunen og fastlægger økonomiske rammer, udbud, organisering, proces og kommunikation for projektet omkring udvikling af byrum Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade.
Partnerskabsaftalen betyder en samlet omlægning af byområdet. Da Borgerrepræsentationen 10 juni 2009 har besluttet, at der kan etableres parkering under Kvæsthusmolen, vil kommunen i henhold til beslutningen reducere den omkringliggende parkering tilsvarende. Derved vil det omlagte byområde øge opholdsmulighederne, forbedre forholdene for fodgængere og cyklister, samt sikre en arkitektonisk sammenhæng fra den gamle del af byen til det nye skuespilhus.
De nærmere vilkår i partnerskabet fremgå af partnerskabsaftalen samt de tilhørende bilag jf. bilag 1, som er fortrolig indtil den er godkendt af begge parter. Herunder skitseres hovedelementer i aftalen.
Bidrag
Realdanias datterselskab Kvæsthusselskabet A/S bliver bygherre for projektet. Realdanias og andre donores bidrag er bygherreydelsen, projekteringen for det samlede projekt og Sankt Annæ Plads entreprisen fra Bredgade til Toldbodgade. Kommunen bidrager med Sankt Annæ Plads entreprisen fra Toldbodgade til Kvæsthusgade.
Organisering
Der etableres en styregruppe for projektet. Styregruppen træffer beslutninger i henhold til den vedtagne partnerskabsaftale og indstiller dispositionsforslag til politisk beslutning. I styregruppen deltager repræsentanter for Københavns Kommune og Kvæsthusselskabet A/S samt de private donorer.
Der etableres en koordineringsgruppe, hvis formål er løbende at sikre koordinering mellem projekterne på Kvæsthusmolen samt Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade, og at der indstilles de relevante beslutninger til styregruppen.
Herudover etableres en intern kommunal organisering, der løbende skal sikre, at de relevante kommunale interesser og krav varetages.
Partnerskabsaftale og dispositionsforslag skal godkendes af Borgerrepræsentationen.
Proces
Det er forudsat i partnerskabsaftalen, at Lundgaard & Tranberg er totalrådgiver på projektet. Det sker for at sikre den bedst mulige sammenhæng til udviklingen af Kvæsthusmolen, hvor Lundgaard & Tranberg er totalrådgiver på Statens og Realdanias partnerskabsprojekt om udvikling af byrum på Kvæsthusmolen
Kommunen har for at leve op til målsætningerne i Arkitekturpolitikken, herunder at fremme arkitektonisk kvalitet, der forholder sig til omgivelserne og brugernes behov, ønsket, at der gennemføres er en idekonkurrence om programmet, som belyser mulighederne fra flere sider og at der derigennem udpeges landskabsfaglige og trafikfaglige underrådgivere til projektet. Det har endvidere været vigtigt for kommunen, at udviklingen sker i dialog med borgere og interessenter. Kommunens ønsker er forudsat i partnerskabsaftalen.
En tids- og procesplan er vedlagt som bilag til partnerskabsaftalen.
Økonomi
Med aftalen om Kickstart København 2010 blev der udover de allerede reserverede 3,4 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets ramme yderligere afsat i anlæg 4 mio. kr. i 2011 og 16 mio. kr. i 2012 til forbedring af de kommunale arealer på Sankt Annæ Plads fra Tolbodgade til Kvæsthusgade og i Kvæsthusgade.
Midlerne er afsat på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær Anlæg, funktion (2.28.23.3) og indgår i partnerskabet. Det skal bemærkes, at partnerskabs-konstruktionen betyder, at kommunens andel alene anvendes til anlægsentreprisen, mens alle udgifter til rådgivningsaftalen og underrådgivere varetages og afholdes af Kvæsthusselskabet A/S som en del af donationen.
I forbindelse med politisk godkendelse af dispositionsforslaget fremlægges en indstilling om overførsel af midler til bygherren jf. den i partnerskabet aftalte betalingsplan.
Kommunen og Realdania har konsulteret sine respektive advokater i forhold til udbudsaspektet. Særligt rådgivningsydelsen har været genstand for analyse og juridisk vejledning. Dette skyldes at udbudslovgivningen rummer mulighed for tolkninger, alt efter om rådgivningen vurderes som værende en tjenesteydelse eller tilknyttet en bygge- og anlægsydelse. De tre advokatudtalelser er i denne sammenhæng ikke entydige.
Kommunen har efter en samlet vurdering på baggrund af advokaternes udtalelser konkluderet, at nærværende partnerskabsaftale ikke er udbudspligtig, at rådgivningsydelsen ikke er udbudspligtig, men at entreprisen både for den del, der finansieres af donationen og den del der finansieres af kommunen er udbudspligtig. Kommunens overvejelser og konklusioner fremgår af bilag 2.
Partnerne er på baggrund af ovenstående enige om at bringe en bekendtgørelse i EU-Tidende om at partnerskabsaftalen indgås på disse vilkår. Det vil betyde, at skulle der være parter, der ønsker at bestride ovenstående konklusioner, skal dette ske inden partnerskabet igangsættes. Det sikrer, at ovenstående konklusioner om udbud ikke efterfølgende kan annulleres af Klagenævnet for Udbud.
Videre proces
Udviklingen af projektet igangsættes, når alle parter har godkendt partnerskabsaftalen, og de endelige tilsagn og donation er afgivet. Dette forventes at ske inden 1. august 2011.
Dispositionsforslaget forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2012 og anlægsstart forventes primo 2013. Forventet indvielse er i 2014.
I forbindelse med forelæggelsen af dispositionsforslaget vil der blive forelagt en parkeringsredegørelse. Der vil i forbindelse med anlæggelse af parkeringskælder, Kvæsthusmolen, Kvæsthusgade og Sankt Annæ Plads blive søgt opretholdt gadeparkering så lang tid som muligt, men der kan blive behov for at nedlægge pladser før parkeringsanlægget åbner.
Hjalte Aaberg /Torben Gleesborg
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
-
at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at indgå en partnerskabsaftale med Realdania om istandsættelse af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade (jf. bilag 1 fortroligt).
Teknik -og Miljøudvalgets beslutning ved skriftlige votering den 25. maj 2011
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: Peter Thiele (F), Morten Kabell (Ø), Mette Reismann (A), Lise Thorsen (A), Lars Weiss (A), Bo Normander (B), Lars Berg Dueholm (I), Jakob Næsager (C) og Karin Storgaard (O).
Imod indstillingen stemte ingen udvalgsmedlemmer.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Signe Goldmann (F) afgav ikke nogen stemme.
Indstillingen blev anbefalet.
Karin Storgaard (O) afgav protokolbemærkning:
"Det er vigtigt, at der sker så få ændringer i det grønne område på Sankt Annæ Plads, og at hegn og træer bevares."
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2011
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Dansk Folkeparti videreførte sin protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre tilsluttede sig:
”Det er vigtigt, at der sker så få ændringer i det grønne område på Sankt Annæ Plads, og at hegn og træer bevares.”