Mødedato: 15.06.2011, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Metrostation Københavns Hovedbanegård, Cityringen

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

 

1.                      at  forslag til lokalplan ”København H metrostationsplads” vedtages med henblik på offentliggørelse i 2 måneder, samt

2.                      at den foreslåede borgerdialogproces, tilrettelagt som et orienteringsmøde, etablering af en hjemmeside med mulighed for at afgive høringssvar samt annoncering i områdets lokalaviser vedtages.

Der skal foretages en selvstændig høring af lokalplan Københavns H.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.   

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 22. marts 2010 (2010-9832) startredegøelse om successivt at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser i Københavns Kommune. Baggrunden var Naturklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 om, at etablering af de kommende stationspladser ved Gammel Strand og Marmorkirken (Frederiks Kirke) var lokalplanpligtige.

På baggrund af forudsætningerne i startredegørelsen (2010-9832) har der været afholdt borgermøder og workshops omkring de 14 stationspladser, der har resulteret i 14 dispositionsplaner. På dette grundlag har forvaltningen nu udarbejdet lokalplanforslag for de to stationspladser på Vesterbro - ” København H metrostationsplads” og den samtidigt hermed forelagte indstilling om lokalplanforslaget ” Enghave Plads metrostationsplads” med henblik på offentliggørelse i 2 måneder.  

Placeringen af stationen med tilhørende trapper, elevatorer, nødtrapper, ventilationsanlæg, ovenlysåbninger m.m. er fastlagt i Lov om en Cityring.

Løsning

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningerne udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var de af Borgerrepræsentationen godkendte byrumsprogrammer og den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere. I de nu foreliggende dispositionsplaner, fastlægges trafikløsningerne herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene, og den offentlige høring i lokalplanprocessen, der forventes afholdt for hver bydel (Vesterbro, Østerbro, Indre By og Nørrebro) i perioden 2011 og 2012 giver således borgerne mulighed for at følge op på resultaterne fra borgerdialogen om stationspladserne fra juni 2010.

På borgerdialogmøderne blev der fremført mange ønsker om at tilføre de fremtidige stationsbyrum lokal identitet og byliv. Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold såsom trafik og cykelparkering, samt zoner til ophold i relation til pladsens karakter. Der er lagt vægt på, at bibeholde en del af den eksisterende grønne byhave og en vellykket afvikling af den omfattende cykelparkering (ca. 700), samt skabe opholdsmuligheder i umiddelbar nærhed til trappenedgangen til metroen. I projektudviklingen, vil der fokuseres på elementer, som kan medvirke til at understøtte den lokale identitet og koblingen til hovedbanegården. Det er også i denne fase, detaljer omkring belægninger, beplantninger, belysning og byinventar videreudvikles.

Der er udarbejdet en tilgængelighedsvurdering, som viser, at den foreslåede løsning ikke skaber problemer i forhold til tilgængelighed, jf. bilag 2.

Der er foretaget sædvanlig intern høring med henvisning til startredegørelsen.
Vesterbro Lokaludvalg har fremsendt høringssvar og fremhæver 3 punkter, henholdsvis klimahensyn, stor byhave og vellykket cykelparkering.

Alle kommentarer er videresendt til Metroselskabet og vil indgå i forvaltningens videre arbejde under projekteringsfasen af metrostationspladsen.

Økonomi

Eventuelle kommunale tilkøb til etableringen af metrostationspladserne behandles i særskilt indstilling (2011-15303)

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i 2 måneder. Forvaltningen vil inddrage Vesterbro Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:

-          Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring.

-          Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde, der afholdes i fællesskab med lokalplanen for Enghave Plads.

-          Annoncering i områdets lokalaviser.

Efter den offentlige høring vil forvaltningerne forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene forventes at ske i efteråret 2011.

 

 

          Hjalte Aaberg

                                                                  / Tina Saaby

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.                      at vedtage forslag til lokalplan ”København H metrostationsplads” med henblik på offentliggørelse i 2 måneder, samt

2.                      at vedtage den foreslåede borgerdialogproces bestående af et fællesmøde om dette lokalplanforslag og det samtidigt forelagte lokalplanforslag ”Enghave Plads metrostationsplads”, tilrettelagt som et orienteringsmøde, etablering af en hjemmeside med mulighed for at afgive høringssvar samt annoncering i områdets lokalaviser.



Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2011
Indstillingen blev anbefalet med bemærkning om:

”at der skal laves en selvstændig høring af lokalplanen og ikke en fælles høring sammen med metrostationen på Enghave Plads.”




Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.  


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2011 
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. juni 2011


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Der blev givet frist til onsdag den 22. juni 2011 kl. 12.00 til afgivelse af mindretalsudtalelser.

Til top