Mødedato: 15.06.2011, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kommuneplanforslag 2011 - Grøn vækst og livskvalitet

Se alle bilag

Forslag til Kommuneplan 2011 har været i høring i de politiske fagudvalg og i lokaludvalg. Økonomiforvaltningen har udarbejdet hvidbog, der sammenfatter og tager stilling til eventuelle ændringer af Forslag til Kommuneplan 2011. 

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Forslag til Kommuneplan 2011 sendes i offentlig høring i 8 uger fra den 15. august til 17. oktober, samt
  2. at Økonomiforvaltningens besvarelse af medlemsforslag om ”Butiksliv i København”(27.01.11) tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Økonomiudvalget besluttede (ØU 22.03.11) at sende Forslag til Kommuneplan 2011 i høring i de politiske fagudvalg og i lokaludvalgene med frist for bemærkninger den 6. maj. Alle fagudvalg og lokaludvalg har behandlet Forslag til Kommuneplan 2011 og indsendt høringssvar, som Økonomiforvaltningen har behandlet i hvidbog, der er vedlagt som bilag 1. Borgerrepræsentationen vedtog den 27. januar 2011 medlemsforslaget fra Konservativ Folkeparti ”Butiksliv i København” (2011-8468). Medlemsforslaget har tæt sammenhæng til detailhandelsstrukturen i kommuneplanlægningen og besvares derfor parallelt med fremlæggelsen af Forslag til Kommuneplan 2011.

Løsning

Forslag til Kommuneplan 2011 præciseres og redigeres på baggrund af de indkomne høringssvar, som det fremgår af hvidbogen bilag 1.

Der er på tværs af fagforvaltninger og lokaludvalg generelt opbakning til kommuneplanens udfordringer og de indsatser, der er valgt til håndtering af byens udfordringer.

Der er også ønsker til præciseringer af Forslag til Kommuneplan 2011. Mange peger endvidere på, det er vigtigt, at kommuneplanens visioner og strategier konkretiseres i konkrete handlinger.

Mere specifikt er der følgende tværgående ønsker og bemærkninger til Forslag til Kommuneplan 2011:

Strategien for København og Malmö som motor for vækst hilses velkommen, som en del af løsningen på vækstudfordringen. Flere peger på, at det ikke må ske på bekostning af fingerplanen, ligesom det tætte samarbejde med Malmö ikke må erstatte samarbejde med omegnskommunerne i hovedstadsområdet.

Forslag til Kommuneplan 2011 er i overensstemmelse med Miljøministeriets fingerplan, der koordinerer by- og trafikplanlægning i hovedstadsområdet. Københavns Kommune samarbejder med kommunerne i hovedstadsområdet i KKR og Region Hovedstaden om udviklingen i hovedstadsregionen. Fingerplanen forholder sig imidlertid ikke til Øresundsregionen. Økonomiforvaltningen har vurderet bl.a. med henvisning til OECD analysen, at et af de største vækstpotentialer for København ligger i et tættere samarbejde med Malmö, hvorfor dette samarbejde har fået ekstra opmærksomhed i forbindelse med udarbejdelsen af Forslag til Kommuneplan 2011.   

Grøn vækst nævnes også som central for løsningen af vækstudfordringen. Der er enighed om strategien og både lokaludvalg og politiske udvalg efterlyser en konkretisering af denne indsats, hvordan sikres de ønskede effekter fx i form af unikke rammebetingelser for cleantech branchen. Endelig er der ønsker om, at målet om en fordeling af trafikken med 1/3, 1/3, 1/3 fastholdes for hele byen. 

Københavns kommunes indsats for grøn vækst konkretiseres løbende. Der er behov for helt nye typer samarbejdsformer med forskningsinstitutioner og virksomheder, hvis København skal lykkes med grøn vækst. Det er allerede sket i forbindelse med energirenovering af kommunens bygninger, et nyt eksportkatalog og et partnerskab med Københavns energi og DONG om energiløsninger til de kommende års byudvikling i Nordhavn. Forslag til kommuneplan 2011 præciserer målsætningen om 1/3, 1/3, 1/3, således at 2/3 af væksten i transporten skal ske med grønne transportmidler. Økonomiforvaltningen vurderer, at det gør målsætningen mere præcis.

Der er ønsker til et endnu stærkere fokus på hverdagslivet bl.a. i form af flere rekreative muligheder og kulturtilbud. F.eks. bør anlæg af parker eller lignende rekreative fritidsarealer ses i sammenhæng med skolernes og institutionernes muligheder for at udnytte dem. Der er ligeledes ønsker til, at der tænkes i nye baner for aktiv udfoldelse fx i parker og på kirkegårde, hvor mulighederne for bl.a. at indføre omklædnings- og foreningshuse som støttepunkter, ønskes undersøgt. Det bliver understreget at mangfoldighed og inklusion er en vigtig forudsætning for byens vækst. Det anbefales, at sundhedspolitikken ”Længe leve København” bliver en indsats i kapitlet om hverdagslivet. Det anbefales endvidere at det strategiske fokus for de udsatte områder tydeliggøres. Endelig er der ønsker til at det rutenettet til tung trafik udgår af forslaget til kommuneplan 2011.

Økonomiforvaltningen er enig i, at nye og eksisterende parker skal ses i sammenhæng med daginstitutionernes og skolernes muligheder. Økonomiforvaltningen ser endvidere positivt på, at mangfoldighed og inklusion, samt sundhedspolitikken ” Længe leve København” indarbejdes mere eksplicit i Forslag til Kommuneplan 2011. Ønsket om at tydeliggøre indsatsen de udsatte områder og lade rutenettet for lastbiler udgå imødekommes.

Kapitlet om viden og erhverv bør indeholde sund vækst dagsordenen ligesom, der efterlyses konkrete initiativer, der sikrer, at der skabes vækst og innovation gennem offentlig private samarbejder på det velfærdteknologiske område. Der bør også være fokus på København som uddannelsesby med et sammenhængende uddannelsessystem. Det er ikke kun universiteterne, der er et aktiv for innovation, det er voksen- og efteruddannelsescentrene eksempelvis også.

Økonomiforvaltningen finder også at innovationsdagsordenen med fordel kan sættes ind i et bredere perspektiv, herunder bl.a. at se København som en uddannelsesby med et sammenhængende uddannelsessystem, hvorfor det indarbejdes i forslaget. I forlængelse heraf er kommunens indsatser for de kreative erhverv og vidensbaserede iværksættere uddybet. Det er endvidere oplagt at indtænke velfærdsteknologi mere eksplicit i Forslag til Kommuneplan 2011, hvilket også er indarbejdet.

Flere lokaludvalg og politiske fagudvalg har ønsker til projekter indenfor de forskellige i Forslag til Kommuneplan 2011. Økonomiforvaltningen vurderer at nogle af projekterne umiddelbart kan gennemføres. Andre er ikke finansieret og kan kun realiseres, hvis der træffes politisk beslutning om at afsætte midler hertil, hvorfor de ikke nævnes eksplicit i Forslag til Kommuneplan 2011.

Der er endvidere en række specifikke kommentarer bl.a. med ønsker til ændring af rammer, ligesom der er en række tekniske redaktionelle bemærkninger. Hvidbogen indeholder resumé og svar på disse bemærkninger.

 

Medlemsforslag om ”Butiksliv i København”(Konservativ folkeparti)

Forslaget konstaterer, at flere og flere butikker står tomme, bl.a. på strøggaderne. For at modvirke en negativ spiral ønskes en analyse af udviklingen og årsagerne.

Analysen konkluderer, at udviklingen inden for detailhandlen i København overordnet set har været positiv de seneste 10-15 år. De seneste års faldende omsætning som følge af nedgangen i det private forbrug har ført til lukning af flere butikker. København klarer sig dog relativt bedre end resten af landet. Butiksledigheden er således kun 3 - 4 % i København. Det har ikke kunnet dokumenteres, at butikker på strøggaderne oftere lukker eller skifter ejer i sammenligning med andre centerområder eller butikscentre.

Det er gennem planlægningen lykkes at skabe rammer for udvikling af nye regionale butikscentre og en fortsat fornyelse og udvikling af byens strøggader og lokale centre, hvorfor Økonomiforvaltningen anbefaler at fastholde kommuneplanens detailhandelsstruktur, der sikrer en balanceret udvikling i detailhandlen, som kommer alle dele af byen til gode.(Se bilag 3 for uddybende redegørelse.)

Økonomi

Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser af denne indstilling.

I forbindelse med kommuneplan 2009 blev der udarbejdet en investeringsredegørelse, hvis formål var at kende investeringsbehovet og de kommunaløkonomiske konsekvenser af byudviklingen. Der udlægges ikke nye arealer til byudvikling i forslaget til kommuneplan 2011. Det betyder, at investeringsredegørelsens hovedkonklusioner om de positive kommunaløkonomiske konsekvenser af den planlagte byudvikling fortsat er gældende.

I forbindelse med Kommuneplanstrategi 2014 og Kommuneplan 2015 vil behovet for nye arealudlæg blive vurderet sammen med de afledte kommunaløkonomiske konsekvenser af byudviklingen.

Videre proces

Kommuneplanen gennemløber følgende proces:

Der afholdes 8 ugers offentlighed fra mandag den 15. august til mandag den 17. oktober

Økonomiforvaltningen udarbejder hvidbog med bemærkninger og forslag til ændringer fra offentligheden, som vedlægges indstillingen til kommuneplan 2011, som økonomiudvalget behandler den 29. november.

Den 15. december behandler Borgerrepræsentationen indstilling om endelig vedtagelse af kommuneplan 2011.

Op til offentligheden om forslag til kommuneplan arbejder Økonomiforvaltningen med kvalitetssikring af den digitale kommuneplan, der nu indeholder retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen. Forslag til rettelser i hvidbogen er indføjet i den digitale kommuneplan og den trykte publikation.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Forslag til Kommuneplan 2011 sendes i offentlig høring i 8 uger fra den 15. august til 17. oktober, samt
  2. at Økonomiforvaltningens besvarelse af medlemsforslag om ”Butiksliv i København”(27.01.11) tages til efterretning.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2011
Indstillingen blev anbefalet.


Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 15. juni 2011


                             Der var til indstillingen omdelt et rettelsesblad med tillæg på pladserne (se bilag).


 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Der blev givet frist til onsdag den 22. juni 2011 kl. 12.00 til afgivelse af mindretalsudtalelser.

 

Til top