Mødedato: 15.06.2005, kl. 16:00

Københavns Kommunes grønne regnskab 2004

Se alle bilag

Københavns Kommunes grønne regnskab 2004

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 15. juni 2005

 

 

BR 362/05

Københavns Kommunes grønne regnskab 2004

Københavns Kommunes grønne regnskab 2004

 

 

Indstilling om, at Københavns Kommunes grønne regnskab 2004 tages til efterretning.

                                                                                       (Økonomiudvalget)

 

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller at,

·        Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommunes grønne regnskab 2004 tages til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2005

Anbefalet

 

 

 

RESUME

Kommunens grønne regnskab for 2004 omfatter Københavns Kommune som virksomhed. Regnskabet dokumenterer status og resultater for vedtagne beslutninger på miljøområdet, herunder en opgørelse af kommunens forbrug af el, vand og varme.

Årets fokusområder er elforbrug, miljørigtigt byggeri og økologi. Regnskabet følger den model, der blev valgt sidste år, så regnskabet i indhold lægger sig op af reglerne for lovpligtige grønne virksomhedsregnskaber.

Som tidligere år er kommunens grønne regnskab udarbejdet i samarbejde med forvaltningerne.

Regnskabet for 2004 viser, at kommunen har nået mange af de mål, som Borgerrepræsentationen har besluttet, men at der stadig er behov for en målrettet indsats for at nå udvalgte mål.

Vandforbruget blev reduceret, flere institutioner blev økologiske og der blev monteret partikelfiltre på flere tunge køretøjer. Men regnskabet viser også, at der skal gøres en ekstra indsats, hvis kommunen skal nå målet om at reducere el- og varmeforbruget. Hvis målene inden for økologi og miljøcertificering skal nås inden udgangen af 2008, kræver det en fortsat målrettet indsats.  

De væsentligste udfordringer for en cementering og fortsat udvikling af miljøindsatsen i kommunen er, at der udvikles flere indikatorer, der kan måle fremdriften over et længere stræk og forvaltningerne skal blive bedre til at levere de nødvendige valide data til måling af fremdrift.

 

SAGSBESKRIVELSE

I starten af 2005 vedtog Borgerrepræsentationen en Agenda 21 plan for København, som også indeholder mål for kommunens eget miljøarbejde. Sammen med kommunens miljøpolitik udgør Agenda 21 planen rammerne for kommunens miljøarbejde. Miljøarbejdet er vigtigt, da resultatet af en mindre miljøbelastning i form af fx et lavere vand-, varme- og elforbrug både er et bedre miljø og et større økonomisk råderum. Hertil kommer, at partikelfiltre på kommunes køretøjer betyder, at byen bliver mere attraktiv at bo i.

For at følge op på udviklingen i forhold til at nå de opstillede mål, udarbejdes der årligt et grønt regnskab for kommunen som virksomhed. Regnskabet dokumenterer og kommunikerer kommunens miljøarbejde. Formålet med regnskabet er at:

·        dokumentere status og resultater for vedtagne beslutninger på miljøområdet

·        dokumentere og synliggøre forvaltningernes og institutionernes miljøpåvirkning og ressourceforbrug samt fremdrift af iværksatte miljøaktiviteter

·        at forbedre Københavns Kommunes beslutningsgrundlag og skabe grundlag for handling både på det centrale og decentrale niveau.

 

Regnskabet anvender reglerne for lovpligtige grønne virksomhedsregnskaber.

I regnskabet sættes der fokus på de politiske fastsatte miljømål gennem en systematisk opfølgning på resultaterne år for år. For 2006 er der sat grønne budgetmål for omlægning til økologi i kommunens institutioner og miljøcertificering af kommunens forvaltninger. Grønne budgetter er et værktøj til at nedbryde overordnede miljømålsætninger for hele kommunen til konkrete årlige mål for den enkelte forvaltning. I det grønne regnskab vil der i 2005 bliver sat fokus på de omr åder, hvor der er sat grønne budgetmål for 2006.

Udover Københavns Kommunes Grønne Regnskab, som omhandler kommunen som virksomhed, udarbejder kommunen også "Københavnernes Grønne Regnskab", som gør status over miljøtilstanden i byen København. Her kan man bl.a. læse om borgerne og virksomheders forbrug af el, varme og vand, om trafikken, affald, vandkvalitet og bynatur.

 

Status på miljøområdet

Når det gælder konkrete resultater, blev 2004 et år med både fremgang, stilstand og tilbagegang.

Her er der fremgang i forhold til de opstillede mål:

·        I alt er 294 ud af 1.036 institutioner færdige med at omlægge til økologi.

·        I 2004 blev 20 nye institutioner miljøcertificeret og 22 nye institutioner gik i gang med miljøledelse.

·        Der er partikelfiltre på 90 procent af de køretøjer, der vurderes egnet til partikelfiltre. Det tilsvarende tal for store arbejdsmaskiner er 96 procent.

·        40 procent af kommunens leverandører er miljøcertificerede. Det betyder, at vi er halvvejs, i forhold til målet om at 80 procent af kommunens leverandører skal være miljøcertificerede i 2008.

·        Kommunens retningslinierne for miljørigtig byggeri og byfornyelse er fulgt i 15 af 34 kommunale byggerier i perioden 2000-2003. De øvrige byggesager er vedtaget inden retningslinierne blev vedtaget.

·        Vandforbruget var i 2004 på 1.367 mio. liter svarende til 7,5 liter pr. indbygger pr. døgn. Et fald fra 2003, hvor kommunens vandforbrug svarede til 7,7 liter pr. indbygger pr. døgn. Det betyder, at vi allerede har nået Agenda-planens mål på 9 liter i 2005 og 8 liter i 2008.

Her er der stilstand i forhold til de opstillede mål:

·        Det har i år ikke været muligt at indhente oplysninger om, hvordan kommunens institutioner sorterer deres affald, da for få institutioner har svaret på det tilsendte spørgeskema.

·        Oplysninger om institutionernes indkøb af PVC-fri produkter og miljømærkede produkter er heller ikke opgjort da for få institutioner har svaret på det tilsendte spørgeskema.

·        Alle forvaltninger har udarbejdet positivlister over sagstyper, der har en væsentlig påvirkning på miljøet. Der er derfor endnu ikke systematisk udarbejdet miljøvurderinger efter de nye positivlister.

 

Her er der tilbagegang i forhold til opstillede mål:

·        Det graddagekorrigerede varmeforbrug var i 2004 på 346 GWh varme, hvilket er en stigning på 4 % i forhold til 2003. Omregnet til forbrug pr. m2 var varmeforbruget i 2004 0,16 MWh/m2. Det går altså den forkerte vej med varmeforbruget i forhold til målet om, at forbruget skal være 5 % mindre i 2007 end i 2002.

·        Elforbruget er stagneret fra 119 GWh i 2003 til 121 GWh i 2004, hvilket er en stigning på knap 2 %[1]. Omregnet til forbrug pr.  m2 var elforbruget i 2004 53 kWh/ m2. Her går det i den forkerte retning i forhold til målet om, at elforbruget skal være 5 % mindre i 2007 end i 2002.

·        Forbruget af kemisk ukrudtsbekæmpelse (herbicider) er i 2004 faldet til 27 liter, men målet er at der ikke bruges herbicider på kommunale arealer. I dag anvendes kemiske ukrudtsmidler kun til at bekæmpe bjørneklo.

 

Der er ikke umiddelbart nogen forklaring på udsvingene i kommunens ressourceforbrug.

Faldet i vandforbruget betyder, at kommunen mindsker ressourcetrækket på miljøet samtidig med, at det mindre ressourceforbrug betyder færre udgifter. 

Økonomisk betyder det stigende varme- og elforbrug, at vi har brugt cirka 7 mio. kr. mere på varme og el i 2004 end i 2003. Der er således på dette område hverken sket en forbedring af miljøet eller tilvejebragt et øget økonomisk råderum gennem ressourcebesparelser i 2004.

 

Udfordringer for kommunens miljøarbejde

Det grønne regnskab for virksomheden Københavns Kommune er et vigtigt redskab i kommunens miljøarbejde. Det er her vi måler vores indsats og får overblik over, hvad vi gør godt og hvor der er grund til at tage hårdere fat. Årets grønne regnskab afslører, at vi skal blive bedre til løbende at følge op på vores mål.

Ambitiøse miljømål mister deres værdi, hvis vi ikke kan dokumentere, hvordan det går med at opfylde dem. Og her er der behov for at styrke indsatsen. Udfordringerne handler om at skabe flere indikatorer, der er målbare, bedre indsamling af miljødata og værktøjer til at omsætte målene til konkrete miljøresultater.

 

Et bedre datagrundlag

En af de store udfordringer er at indsamle bedre data, da datagrundlaget stadig er behæftet med en vis usikkerhed. Det skyldes bl.a., at der ikke er selvstændige forbrugsmålere på alle kommunens forbrugsenheder. Problemet er størst på vand- og varmeområdet. Dertil kommer, at de tal, der opgøres for el, vand og varme ikke dækker alle institutioner. For at gøre tallene sammenlignelige år for år er forbrugstallene for de tre områder opregnet til en dækningsgrad på 100 pct.

Et bedre grundlag for at vurdere fremdriften i og resultaterne af kommunens miljøindsats forudsætter et forbedret datagrundlag. Det er forvaltningernes opgave at skabe det grundlag. Det kan bl.a. ske gennem en løbende opdatering af det grønne register og ved at alle institutioner opgør deres forbrug og indberetter tallene.

 

Uden tal og oplysninger om miljøindsatsen i de enkelte institutioner er det ikke muligt at vurdere, om vi når målene. Det er bl.a. tilfældet for affaldssortering og målet om at købe PVC-fri varer og miljømærkede produkter. Der var i år så få indberetninger fra  institutionerne, at resultatet af besvarelserne ikke kan siges at være repræsentativt for kommunens arbejde på miljøområdet. 

 

På den baggrund vil Økonomiforvaltningen sammen med forvaltningerne udarbejde en plan for, hvordan datagrundlaget til regnskabet kan forbedres med tilhørende ansvarsfordeling.

 

Bedre indikatorer

En anden udfordring for miljøarbejdet er, at der mangler indikatorer til at måle status og effekt af kommunens indsats på miljørigtigt byggeri. Bygninger er den store ressourcesluger og dermed også det område, hvor ændringer i indretning og adfærd kan medvirke til at nedbringe forbruget væsentligt. Inden for dette område vil det være nødvendigt, at der udvikles nye indikatorer, der er egnede til særskilt at måle de miljømæssige effekter af kommunens gennemførte bygge- og anlægsarbejder, så der løbende er grundlag for en justering af mål og indsatser for miljørigtig byggeri.

Miljørigtigt byggeri er ofte dyrere i anlæg men billigere i drift. Der ligger en stor udfordring i de kommende års miljøarbejde i at udnytte potentialet i at bygge og vedligeholde mere miljørigtigt. Når fokus rettes mod totaløkonomien inddrages både ressourcetrækket på miljøet og økonomien i flere år fremover. Ved at anlægge en totaløkonomisk vinkel kan der både hentes økonomiske og miljømæssige gevinster.

Kommunens ejendomsenhed "Københavns Ejendo mme" har en vigtig rolle i forhold til at kommunens bygninger bygges og drives økonomisk og miljømæssigt optimalt. "Københavns Ejendomme" vil kunne prioritere indsatsen i forhold til, at kommunens bygninger er veldrevne ud fra en miljømæssig og økonomiske betragtning. Som rådgiver for forvaltningerne vil Københavns Ejendomme få en vigtig opgave i at udbrede retningslinierne for miljørigtigt byggeri i alle forvaltninger og opbygge og formidle viden om miljørigtige byggeløsninger til kommunens forvaltninger. 

Kommunens overordnede mål om reduktion af energiforbrug er nyt og er vedtaget i forbindelse med Agenda 21 planen. Hidtil har indsatsen for at reducere energiforbruget foregået på forvaltnings- og institutionsniveau. Årets resultat viser, at forbruget af el og varme er stigende og at der skal en meget målrettet indsats til, for at nå Agenda-21 planens mål om at forbruget skal være 5 procent mindre i 2007 end det var i 2002.

Økonomiforvaltningen vil derfor arbejde for at "energiforbrug" bliver et nyt indsatsområde i forbindelse med grønne budgetter for 2007 og frem.

 

Opfyldelse af målene

Tidsfristen for økologi og miljøcertificering stiller også høje krav til en fortsat målrettet indsats indtil 2008. For miljøcertificering gælder målet "alle forvaltninger i Københavns Kommune skal være miljøcertificeret inden udgangen af 2008". Der er med Borgerrepræsentationens beslutning af 28. april 2005 om at konvertere Energipuljen til miljø- og energiledelse sikret finansiering af certificeringsomkostninger og uddannelsesaktiviteter samt en ressourceperson i alle forvaltninger. For økologi gælder at målet "75 % af den mad, som serveres i kommunens køkkener og kantiner, skal være økologisk inden udgangen af 2008. Miljø- og Forsyningsudvalget har vurderet, at det vil koste 5 mio. kr. årligt at omlægge, fastholde og forankre økologien i kommunens institutioner og at drive et Dogme Økologi Sekretariat. Udvalget har derfor fremsat et ønske om, at beløbet afsættes på budget 2006. Der kan muligvis for plejehjem, idrætsanlæg og skolekøkkener komme udgifter ud over budgetønsket.

 

Distribution mv.

Regnskabet trykkes i 2.000 eksemplarer og på svanemærket papir efter vedtagelsen af regnskabet i Borgerrepræsentationen. Frem til trykning af den endelige udgave kan der forekomme rettelser i tekst mv. af redaktionel karakter.

Regnskabet distribueres til Borgerrepræsentation og forvaltningerne samt til medarbejder på kommunens decentrale institutioner og til eksterne samarbejdspartnere.

Endvidere distribueres regnskabet til biblioteker og medborgerhuse, Agenda 21 centre og Borgerservice for at informere københavnerne om, hvad Københavns Kommune som virksomhed gør på miljøområdet.

 

ØKONOMI

-

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

Regnskabet har været sendt til høring i alle kommunens forvaltninger.

 

BILAG

Københavns Kommunes grønne regnskab 2004.

 

 

Erik Jacobsen

/ Bjarne Winge

 



[1] Stigningen er dog så svag, at de 2 procent kan skyldes usikkerhed i datakvaliteten.

Til top