Medlemsforslag om KL og økonomiforhandlinger
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Københavns Kommune indsender et forslag til behandling på KLs topmøde i marts 2024, der lyder:
"KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under forhandlingerne om den kommende økonomiaftale, så økonomiaftalen kommer til at sikre tilstrækkelig økonomi til såvel at fastholde, som at udvikle den kommunale velfærd og til at gennemføre de nødvendige investeringer i den grønne omstilling. KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at afvise en aftale, som ikke indeholder et sådant økonomisk løft."
(Stillet af Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti)
Motivering
Kommunernes økonomi er ekstremt presset efter mange år med færre midler end nødvendigt til at opretholde den kommunale velfærd og udvikle den, så den følger den almindelige samfundsudvikling. Herunder at kunne finansiere de mange nye tiltag der løbende kommer fra Christiansborg og som ofte ikke er tilstrækkeligt finansieret. I Københavns Kommune var det i foråret 2023 nødvendigt at genåbne budgetterne og finde nye besparelser på både socialområdet og Børne- og Ungeområdet. Fordi udgifterne steg langt mere end der var budget til.Desuden er det helt afgørende for gennemførelsen af den grønne omstilling at kommunerne får midler (og måltal) til at gennemføre omstillingen. Ellers vil det ikke lykkes at komme i mål.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2023
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
At ordlyden:
”i den grønne omstilling. KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at afvise en aftale, som ikke indeholder et sådant økonomisk løft."
Ændres til:
”til de servicetilbud som kommunerne ikke er blevet kompenseret for. Det drejer sig om de midlertidige pladser, det specialiserede område og boliger ift bolig/hjemløse aftalen.”
Socialdemokratiet og SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):
At følgende sætning udgår af medlemsforslaget: ” KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at afvise en aftale, som ikke indeholder et sådant økonomisk løft."
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 40 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, V og I
Imod stemte: Ø, A, B, F, Å og O
Det af Socialdemokratiet og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev godkendt med 31 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, V og I
Imod stemte: Ø, B, Å og O
Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 40 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, B, F, Å og O
Imod stemte: C, V og I