Klimatilpasningsredegørelsen 2023 og igangsættelse af Projektpakke 2024
Hvert år får Borgerrepræsentationen en status for den samlede skybrudsindsats. I den forbindelse skal der tages stilling til hvilke overfladeprojekter, der skal igangsættes. Borgerrepræsentationen skal derfor tage Klimatilpasningsredegørelsen 2023 til efterretning og tage stilling til igangsætning af tre skybrudsprojekter (Projektpakke 2024). Klimatilpasningsredegørelsen viser bl.a. status og fremdrift for skybrudssikringen af København for projekter og masterplaner samt status for den samlede investeringsramme. Desuden beskrives forvaltningens erfaringer med skybrudsarbejdet samt de foreløbige forventninger til det kommende serviceniveau som følge af nye regler for klimatilpasning. Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til annullering af bevillinger til skybrudsprojekter, der ikke realiseres.
Indstilling
Indstilling om,
- at Klimatilpasningsredegørelsen 2023, jf. bilag 2, tages til efterretning,
- at skybrudsprojekterne Bellahøj Camping, Hulgårdsvej og Grøndals Å (Projektpakke 2024) igangsættes, jf. bilag 3, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 24,3 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 24,3 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 24,3 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 24,3 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4,
- at rådighedsbevillingerne til foranalyser af "Bellahøj Camping", "Hulgårdsvej" og "Grøndals Å" på i alt 1,3 mio. kr. overføres til deres respektive projekter til udførelse på "Bellahøj Camping", "Hulgårdsvej" og "Grøndals Å", jf. økonomi afsnittet og bilag 4,
- at de to skybrudsprojekter Sti ved Nyboder Skole og Sundholm Nord (takstmidler) annulleres, jf. bilag 4,
- at foranalyser af syv skybrudsprojekter Thyge Krabbesvej, Skipper Clements Allé, Sæterdalsparken, Sundholm Syd, Thomas Koppels Allé, Borgervænget og Christiansmindevej (takstmidler) annulleres, jf. bilag 4.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 26. november 2015 en samlet plan for skybrudssikring af København over 20 år, hvori der indgår 300 konkrete overfladeløsninger, der anlægges af Københavns Kommune. Skybrudsindsatsen består desuden af HOFORs underjordiske rørløsninger og tunneler samt private anlæg. Hvert år får Borgerrepræsentationen en status for den samlede indsats, og der skal tages stilling til, hvilke overfladeprojekter der skal igangsættes. Pga. ny lovgivning forventes det gældende 100-års-serviceniveau (målet om, hvor hyppigt der må komme oversvømmelser på terræn) at blive ændret, og Projektpakke 2024, som foreslås igangsat, forventes at være den sidste projektpakke, der gennemføres til det gældende serviceniveau. Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til annullering af bevillinger til skybrudsprojekter, der ikke realiseres. Skybrudsprojekter er finansieret af takstmidler og påvirker ikke anlægsmåltallet.
Løsning
Klimatilpasningsredegørelsen 2023 (bilag 2) viser bl.a. status og fremdrift for skybrudssikringen af København for projekter og masterplaner, status for skybrudsplanens samlede investeringsramme samt beskriver forvaltningens erfaringer med skybrudsarbejdet. Redegørelsen beskriver desuden de foreløbige forventninger til det kommende serviceniveau som følge af nye regler for klimatilpasning.
Status og fremdrift
Der er ibrugtaget i alt 19 overfladeprojekter ud af de oprindeligt ca. 300 overfladeprojekter, der pr. ultimo 2023 er reduceret til ca. 240. Årsagen til reduktionen er, at masterplanarbejdet har vist, at der ikke er behov for nogle af de oprindelige projekter, og at nogle projekter ikke er økonomisk effektive som overfladeprojekter og derfor overgår til rørløsninger, der anlægges af HOFOR. Af de 19 ibrugtagne projekter er projekterne Mimersparken, Carl Nielsen Allé, Karens Minde Aksen og Lundehus Skole ibrugtaget i 2023. Der er planlagt udarbejdelse af i alt 26 masterplaner, hvoraf 11 er færdige. I masterplanerne analyseres bl.a. vandmængder, økonomi, byrum, bynatur og myndighedsforhold på tværs af projekter.
Nyt serviceniveau for skybrudssikring
En ny lov om spildevandsselskabers klimatilpasning trådte i kraft den 1. januar 2021 og indebærer, at der skal fastsættes et nyt serviceniveau. Forvaltningen forventer, at det nye serviceniveau, som kan finansieres af HOFORs takster, vil blive væsentligt lavere end det gældende 100-års-serviceniveau, som er fastsat i Københavns Kommunes skybrudsplan fra 2012, og som er forudsat takstfinansieret, jf. ”Orientering om foreløbige resultater af nyt serviceniveau for skybrud” (TMU 18. september 2023). Det nye serviceniveau kommer til at gælde for skybrudsprojekter, hvor den fysiske anlæggelse ikke er påbegyndt inden den 1. januar 2027. I alt 63 overfladeprojekter, inkl. allerede ibrugtagne, forventes at blive anlagt til det gældende 100-års-serviceniveau. På grund af det forventede ændrede serviceniveau vil der formentlig være behov for at revurdere de resterende ca. 180 overfladeprojekter. Det vil derfor være nødvendigt at genåbne tidligere færdiggjorte masterplaner bortset fra Masterplan Ydre Østerbro, hvor alle projekter allerede er igangsat. Forvaltningen forventer, at revurderingen i masterplanerne vil ændre projekternes beliggenhed, antal, størrelse og karakter, og at det overordnet vil resultere i færre og/eller mindre projekter. Forvaltningen forventer inden sommer 2024 at forelægge en sag for Teknik- og Miljøudvalget om det ændrede serviceniveau, den ændrede økonomi samt forslag til nyt hovedgreb i skybrudssikringen.
Igangsættelse af Projektpakke 2024
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der igangsættes tre projekter, jf. bilag 3 og tabel 1 nedenfor. Projekternes placering og sammenhæng med masterplaner fremgår af bilag 3. Forvaltningen vurderer, at de tre projekter kan anlægges uden at forringe det nuværende byrum. Forvaltningen forventer, at det vil være de sidste projekter, der gennemføres til det gældende 100-års-serviceniveau.
Tabel 1: Projektpakke 2024
1. Bellahøj Camping, Vanløse |
På den nedre del af Bellahøjmarken etableres et grønt forsinkelsesbassin, der kan tilbageholde 2.500 m3 regnvand. Projektet reducerer oversvømmelser i krydset Borups Allé/Hulgårdsvej. |
2. Hulgårdsvej, Vanløse |
Omkring krydset Borups Allé/Hulgårdsvej etableres et grønt forsinkelsesbassin, der kan tilbageholde 1.200 m3 regnvand. Projektet reducerer oversvømmelser i krydset Borups Allé/Hulgårdsvej og aflaster kloakken for hverdagsregn. Det kan blive nødvendigt at fælde 1-2 træer, der erstattes af nyplantede tæer som en del af projektet. |
3. Grøndals Å, Vanløse
|
Det eksisterende Grøndals-Å-rør, der løber under Grøndalsparken og har et opmagasineringsvolumen på 4.300 m3, udnyttes til at tilbageholde og transportere regnvand. Projektet reducerer oversvømmelser i oplandet til Grøndalsparken og aflaster kloakken i området for hverdagsregn. Projektet består i at renovere røret samt installere tekniske installationer til styring af vandet. Projektet skal koordineres med det tidligere igangsatte skybrudsprojekt KV53 Grøndalsparken, foranalyse af renseanlæg ved Ladegårdsåen, foranalyse om fremtidens Grøndalspark og analyse af mulige åbne vandløb. |
Annullering af to skybrudsprojekter samt foranalyser af syv skybrudsprojekter
I masterplanarbejdet er det vist, at der ikke vil komme skadevoldende oversvømmelser i områderne omkring to tidligere igangsatte skybrudsprojekter, hhv. Sti Ved Nyboder Skole og Sundholm Nord. Det samme gør sig gældende i forhold til syv skybrudsprojekter, som er vurderet i masterplaner, men endnu ikke igangsat som projekter. Forvaltningen anbefaler derfor, at der ikke arbejdes videre med de i alt ni projekter, og at bevillingerne til de to tidligere igangsatte skybrudsprojekter samt til masterplaner (foranalyser) for de syv projekter annulleres. Afholdte udgifter til projekter, der ikke realiseres, kan ikke finansieres via HOFORs spildevandstakster, men dækkes i stedet af kommunen gennem en bevilling afsat i Budget 2022, jf. bilag 4. Herved er bevillinger til alle projekter, der på baggrund af de indtil nu færdiggjorte masterplaner ikke realiseres som overfladeprojekter, håndteret. For overfladeprojekter, der overgår til rørløsninger og anlægges af HOFOR, skal det afklares, i hvilket omfang HOFOR kan overtage det afholdte forbrug i projekterne. Tilpasninger af disse bevillinger forventes forelagt til godkendelse for Borgerrepræsentationen inden sommer 2024.
Parkering og træer
De tre projekter har ikke konsekvenser for bil- eller cykelparkeringspladser. Det kan blive nødvendigt at fælde 1-2 træer som led i skybrudsprojektet Hulgårdsvej. Fældede træer vil blive erstattet af nyplantede træer.
Høring
Projektpakke 2024 har været i høring hos Vanløse Lokaludvalg i perioden 6. juli - 15. september 2023, jf. bilag 5.Forvaltningens kommentarer fremgår også af bilaget.
Høringssvar fra lokaludvalg
Vanløse Lokaludvalg er positiv over for udformningen af løsningsforslagene og ønsker, at der indarbejdes øget biodiversitet i dem. For skybrudsprojektet Bellahøj Camping ønsker lokaludvalget, at det koordineres med planerne for Bellahøjmarken, og har konkrete forslag til alternative placeringer. For skybrudsprojektet Grøndals Å har lokaludvalget konkrete forslag vedr. vandhåndteringen.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vil imødekomme et ønske om øget biodiversitet, i det omfang det er muligt for takstmidler. Forvaltningen vil koordinere skybrudsprojektet Bellahøj Camping med den kommende Helhedsplan for Bellahøjmarken, og bemærker, at den valgte placering, som forvaltningen har foreslået, er vurderet at være den optimale såvel økonomisk som vandteknisk. Forvaltningen vil vurdere vandhåndtering i skybrudsprojektet Grøndals Å i sammenhæng med udformning af hele Grøndalsparken.
Politisk handlerum
Det kan alternativt besluttes:
- Ikke at give rådighedsbevillinger til de tre skybrudsprojekter. Det vil betyde, at målet for skybrudssikring samt håndtering af hverdagsregn i skybrudsplanen (BR 13. december 2012) ikke vil blive opfyldt i områderne, hvor projekterne skal anlægges. I forlængelse heraf kan forvaltningen bede HOFOR om at anlægge rørløsninger. Rørløsninger forventes at være mere CO2-belastende og som hovedregel dyrere end overfladeløsninger. Udvikling af nye projekter kan medføre, at allerede afholdte omkostninger i de foreslåede projekter vil være helt eller delvist spildte, og ikke kunne finansieres via HOFORs spildevandstakster, men skal i stedet dækkes afkommunen gennem en bevilling afsat i Budget 2022
- Igangsættelse af de tre skybrudsprojekter skal afvente det nye serviceniveau. Projekterne vil da skulle revurderes i masterplaner, hvilket vil give anledning til en tidsmæssig forskydning, og det vil dermed vanskeliggøre koordineringen med andre planlagte tiltag/analyser, herunder analyser vedr. Grøndalsparken, jf. tabel 1 ovenfor.
Økonomi
De tre projekter i Projektpakke 2024 disponerer over i alt 24,3 mio. kr. (2023 p/l), jf. bilag 4. Herved er der samlet set disponeret for i alt 2,1 mia. kr. i p/l 2023 (49 %) ud af den samlede økonomiske ramme for skybrudsprojekter på overfladen på 4,4 mia. kr. (2023 p/l). Sammenlægning af bevilling til foranalyse med bevilling til anlægsprojekt vil forsimple økonomistyringen af anlægsprojekterne. Sammenlægningen er af ren administrativ karakter og har ikke betydning for indholdet af projekterne. Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR opjusterede i 2021 den økonomiske ramme med 2,4 mia. kr. (2021 p/l), heraf var 1,3 mia. kr. alene p/l-regulering. Opjusteringen var bl.a. forårsaget af en fordyrelse af HOFORs skybrudstunneler. HOFOR refunderer Københavns Kommunes anlægs- og driftsudgifter. Tilbagebetaling af anlægsudgiften sker over 25 år og starter, når et projekt er afsluttet. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune anlægsudgiften via byggekreditter. HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.
Skybrudsprojekterne ved Bellahøj Camping (BIR4.2) og Hulgårsvej (BIR4.3) forventes at få et samlet årligt afledt driftsbehov på 40.000 kr. fra 2028 og frem, der ikke kan betales af HOFOR. Driftsbehovet er en konsekvens af besværliggjort adgang til udførelse af beplantningspleje og renhold på arealet. De øgede driftsudgifter skal derfor findes inden for den Teknik- og Miljøudvalgets nuværende budgetramme.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen det videre arbejde og projekteringen af projekterne i Projektpakke 2024. Inden projekterne udføres, forelægges projektforslag for Teknik- og Miljøudvalget, efterhånden som projektforslagene færdiggøres. Forvaltningen forventer fremover at forelægge den årlige redegørelse i foråret. Derved bliver det muligt at henvise byrumstiltag i projekterne til de efterfølgende budgetforhandlinger.
Søren Wille /Peter Højer
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Klimatilpasningsredegørelsen 2023, jf. bilag 2, tages til efterretning.
- at skybrudsprojekterne Bellahøj Camping, Hulgårdsvej og Grøndals Å (Projektpakke 2024) igangsættes, jf. bilag 3, så der gives en rådighedsbevilling på i alt 24,3 mio. kr. og frigives anlægsbevillinger på 24,3 mio. kr. (takstmidler). Rådighedsbevillingen på 24,3 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit. De 24,3 mio. kr. afsættes, og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 4.
- at rådighedsbevillingerne til foranalyser af "Bellahøj Camping", "Hulgårdsvej" og "Grøndals Å" på i alt 1,3 mio. kr. overføres til deres respektive projekter til udførelse på "Bellahøj Camping", "Hulgårdsvej" og "Grøndals Å", jf. økonomi afsnittet og bilag 4
- at de to skybrudsprojekter Sti ved Nyboder Skole og Sundholm Nord (takstmidler) annulleres, jf. bilag 4.
- at foranalyser af syv skybrudsprojekter Thyge Krabbesvej, Skipper Clements Allé, Sæterdalsparken, Sundholm Syd, Thomas Koppels Allé, Borgervænget og Christiansmindevej (takstmidler) annulleres, jf. bilag 4.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2023
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2023
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.
Indstillingens øvrige at-punkter blev godkendt uden afstemning.