Mødedato: 14.12.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til Plantillæg 2024 til Spildevandsplan 2018

Se alle bilag

Håndtering af spildevand, herunder regnvand, er reguleret af en lovpligtig, kommunal spildevandsplan. Den nuværende spildevandsplan, Spildevandsplan 2018, blev vedtaget af Borgerpræsentationen den 6. juni 2019. Spildevandsplanen 2018 danner den økonomiske ramme og sætter målene for håndtering af spildevand i Københavns Kommune frem til 2028. Planen bliver løbende opdateret med årlige tillæg, der giver hjemmel til at implementere konkrete projekter inden for spildevandsplanens rammer.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til Plantillæg 2024 (bilag 2) sendes i otte ugers offentlig høring,
  2. at Miljøvurdering af Spildevandsplan 2024 (bilag 5) sendes i otte ugers høring sammen med Plantillæg 2024,
  3. at kompetencen til endeligt at vedtage forslag til Plantillæg 2024 og miljøvurdering af Plantillæg 2024 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalget noterer sig, at der for nuværende udestår endelig afklaring angående finansieringen af kommunale udgifter, jf. bilag 4. 

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende Plantillæg 2024 til Spildevandsplan 2018 og miljøvurdering i otte ugers offentlig høring og delegere beslutningskompetencen til endelig godkendelse af projekttillægget og miljøvurdering til Teknik- og Miljøudvalget.

Løsning

Spildevandsplanen bliver løbende opdateret med tillæg, der indeholder aktuelle projekter. Disse spildevandsplantillæg giver hvert år hjemmel til at implementere konkrete projekter inden for spildevandsplanens rammer. Plantillæg 2024 vil muliggøre 29 projekter inden for de fire projektkategorier (afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling og renseanlæg), som er defineret i Spildevandsplan 2018. De samlede projektbeskrivelser fremgår af bilag 2.

Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund, kloakken, samt statens målsætninger for vandområder. Projekterne udføres af HOFOR, BIOFOS eller af kommunen som medfinansieringsprojekter.

Projekterne er ifølge Spildevandsplan 2018 opdelt i følgende kategorier:

Afløbssystem

Denne kategori omfatter bl.a. HOFOR’s projekter, der vedligeholder afløbssystemet eller øger afløbssystemets kapacitet. Plantillæg 2024 indeholder syv nye HOFOR-projekter i denne kategori, der sikrer en miljømæssig forsvarlig håndtering af spildevand med reduktion af udledning af spildevand til vandområder.

Klimatilpasning

Denne kategori omfatter projekter til skybrudssikring og klimatilpasning af kloak, der enten forsinker eller bortleder regnvand under skybrud og medvirker til at skybrudssikre byen samt projekter, der med separatkloakering eller afkobling mindsker presset på fælleskloakken. Plantillæg 2024 indeholder seks skybrudsprojekter og fire projekter om klimatilpasning af kloakken.

Projekt VEL26 Hans Tavsens Park omfatter privat separering af kloakken på privat grund, hvor udgifterne skal afholdes af grundejerne selv. Det forventes, at omkostninger til separering vil koste ca. 11-12.000 kr. pr. boligenhed. Dette vil ske i henhold til ”Strategi for klimatilpasning af kloakken ved afkobling af regnvand”, som er vedtaget af Borgerrepræsentation i 2017. I forbindelse med vedtagelsen besluttede Borgerrepræsentationen dog, at udgifterne for grundejere skal begrænses mest muligt. I praksis betyder dette, at metoder, der medfører påbud, først vælges, når påbudsfri metoder er opbrugt, og når behovet for håndtering af regnvand ikke er opfyldt.

I forbindelse med offentliggørelse af spildevandsplantillægget vil alle grundejere, der bliver berørt af projektet, blive informeret direkte af Teknik- og Miljøforvaltningen med en orientering, der redegør for, at regnvand fra deres ejendom skal afkobles for at sikre mod fremtidige oversvøm­melser. Af tillægget til spildevandsplanen vil det fremgå, at HOFOR inden for fire år vil etablere en separat tilslutningsmulighed ved grundgrænsen. Det vil også fremgå, at grundejerne herefter har en frist på ét år til at tilslutte sig HOFOR’s nye stik.

Det i Projekttillæg 2021 vedtagne projekt, K1.79 Del af Skybrudsvej Korsager Alle, aflyses, da projektet ikke fysisk kan gennemføres.

Byudvikling

Denne kategori indeholder kloakeringsprojekter, der udspringer af byudvikling i forlængelse af Kommuneplan 2019 og en række lokalplaner. Plantillæg 2024 indeholder 12 sådanne projekter, der bl.a. sikrer, at kloakken ved nybyggeri udføres som separatkloak. Generelt vil separatkloakering medføre, at der ikke udledes spildevand til vandområderne.

Byudviklingsprojektet Tingbjerg omfatter privat separering af kloakken på privat grund, hvor udgifterne skal afholdes af grundejerne selv. Det forventes, at omkostninger til separering vil være ca. 11-12.000 kr. pr. boligenhed.

Renseanlæg

Denne kategori indeholder projekter, som er relateret til Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. Plantillæg 2024 indeholder ét projekt på Renseanlæg Lynetten.

Miljøvurdering

Det er udarbejdet en miljørapport af Plantillæg 2024. Miljørapporten ser på de miljømæssige påvirkninger, indsatserne i Plantillæg 2024 kan giver anledning til på det overordnede strategiske planniveau.

Forud for udarbejdelsen af miljørapporten er der gennemført en afgrænsning af miljøvurderingens omfang jf. miljøvurderingslovens § 11. I afgrænsningsrapporten er de miljøfaktorer, der sandsynligvis vil blive påvirket af gennemførelsen af planen og plantillæggets tiltag, identificeret og fastlagt.

De udpegede miljøfaktorer er:

  • Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
  • Befolkningen og menneskers sundhed
  • Overfladevand
  • Grundvand
  • Materielle goder
  • Kulturarv

Delegation

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, som i tidligere sager, en delegation af den endelige kompetence til at vedtage Plantillæg 2024 og miljøvurdering til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af projekterne. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen, medmindre høringen medfører væsentlige ændringer.

Høring

Plantillægget har forud for den politiske behandling og den offentlige høring været i ekstern høring hos HOFOR, By & Havn og Biofos. Der indkom høringssvar fra By og Havn og HOFOR, som har givet anledning til mindre justeringer af enkelte projektbeskrivelser.

Der er udarbejdet en miljørapport, der sammen med Plantillæg 2024 sendes i otte ugers offentlig høring efter vedtagelse af Teknik- og Miljøudvalget (denne indstilling).

En afgrænsning af miljøvurderingen har været i høring hos de berørte myndigheder i perioden den 21. august til 4. september 2023. De hørte myndigheder var: Frederiksberg Kommune (nabokommune), Gladsaxe Kommune (nabokommune), Rødovre Kommune (nabokommune), Gentofte Kommune (nabokommune), Herlev Kommune (nabokommune), Trafikstyrelsen (tilladelser til søterritorie) og Slots- og kulturstyrelsen (fredet fortidsminde, voldanlæg). Der indkom ingen høringssvar til afgrænsningsrapporten.

Parterne vil yderligere have mulighed for at kommentere det endelige forslag til Plantillæg 2024 under den offentlige høring.

Vurdering i forhold til vandområdeplanerne

I statens nye vandområdeplaner 2021-2027 indgår en vurdering af tilstanden af de forskellige vandområder og en målsætning, hvor der generelt ønskes at opnås god kemisk og økologisk tilstand. Det bindende indhold i implementeringen af Vandrammedirektivet er udmøntet i bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer og en række andre bekendtgørelser.

Der er udpeget konkrete indsatser, som blandt andet kommuner og forsyninger skal gennemføre for, at kystvande, søer, vandløb og grundvand opnår målsætningen i 2027.

Det vurderes af Teknik- og Miljøforvaltningen at projekterne indeholdt i Plantillæg 2024 ikke vil være i modstrid med Vandområdeplanerne 2021-2027, og at flere af projekterne er nødvendige for at kommunen kan leve op til vandområdeplanerne.

Senere politisk behandling

Ved vedtagelsen af Projekttillæg 2023 blev det besluttet, at der i de kommende tillæg for hvert projekt skal fremgå, om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter.

I bilag 6 er det beskrevet om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter.

Parkering
Som en konsekvens af udførelsen af projekterne i Plantillæg 2024 vil der blive nedlagt 58 p-pladser, men reetableret 6 p-pladser. De 52 p-pladser, der nedlægges, er i forbindelse med etableringen af tre projekter med grønne veje. Projekterne gennemføres efter aftale med grundejerforeningerne. Vejene er private fællesveje og ligger alle uden for betalingszonerne, så nedlæggelsen er ikke forbundet med kommunale omkostninger. Ved projektet Hans Tavsens Park bliver der nedlagt 6 p-pladser, men der bliver ved samme projekt reetableret 6 nye p-pladser.

Træer
Udførelsen af projekterne i Plantillæg 2024 vil betyde fældning af 264 træer og nyplantning af 780 træer. Langt de fleste ændringer vil ske i tre projekter; Bispebjerg Kirkegård, Hans Tavsens Park og Kagsmosen.

Politisk handlerum

Forvaltningen vurderer, at det politiske handlerum indeholder følgende handlemuligheder som alternativ eller supplement til forvaltningens indstilling:

  • Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at tage enkelte projekter ud af plantillægget (bilag 2), og herefter vedtage de resterende projekter som Plantillæg 2024. Dette kræver en saglig og faglig begrundelse.

Vedtagelse af projekterne i tillægget er en forudsætning for projekternes igangsættelse.

Økonomi

Ved projekterne Tingbjerg og Bystævneparken vil der være udgifter, som vil blive afholdt af Økonomiforvaltningen og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEJD). I projektet Hans Tavsens Park vil der være kommunale udgifter forbundet med en afkobling af regnvand til parken. Dertil skal de private andelsboligforeninger, der vender ud mod parken, afkoble de parkvendte tagflader, hvilket de selv skal finansiere. Ud over dette vil denne indstilling ikke i sig selv have økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

I bilag 4 beskrives status på de projekter i plantillæg 2024, der involverer brug af skattemidler til finansiering af projekterne.

For Separatkloakering af Bystævneparken er der endnu ikke afsat budgetmidler til separatkloakering af de bygninger, der ikke rives ned ved byudviklingen (dvs. Bystævneparken 15-18).

For Separatkloakering af Tingbjerg er der allerede afsat midler til separatkloakering af Tingbjerg Skole, men endnu ikke til separatkloakering af kommunens andre bygninger i Tingbjerg, herunder hovedsageligt Tingbjerg Idrætspark.

For projektet Hans Tavsens Park er der endnu ikke afsat midler ved KEJD til afkobling af regnvand for Nørrebro Park Skole.

Gennemførelse af projekterne forudsætter således, at der afsættes budgetmidler til projekterne i planperioden. Derudover udestår afklaring af, om projektet Bispebjerg Kirkegård kan gennemføres for takstmidler (som medfinansieringsprojekt) eller om projektet kræver budgetmidler. Hvis det sidste er tilfældet, er det ligeledes en forudsætning for projektets gennemførelse, at der afsættes budgetmidler hertil.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, sender Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til Plantillæg 2024 og udkast til miljøvurdering i offentlig høring i otte uger. Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af plantillægget og miljøvurdering. Plantillægget og miljøvurdering forventes herefter at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig vedtagelse i foråret 2024.

 

Søren Wille / Lena Kongsbach

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til Plantillæg 2024 (bilag 2) sendes i otte ugers offentlig høring.
  2. at Miljøvurdering af Spildevandsplan 2024 (bilag 5) sendes i otte ugers høring sammen med Plantillæg 2024.
  3. at kompetencen til endeligt at vedtage forslag til Plantillæg 2024 og miljøvurdering af Plantillæg 2024 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. november 2023

 

Indstillingen blev trukket fra dagsordenen ved mødets start.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2023

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som nyt 4. at-punkt:

 

”at der i forbindelse med arbejdet skal sikres erstatningsparkeringspladser i det omfang, der nedlægges parkeringspladser, samt fremkommelighed på niveauet fra før projektet”.

 

Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C

Imod stemte: A, B, F, V og Ø

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V og Ø

Undlod at stemme: C

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre stemmer imod de konservatives ændringsforslag, da nedlæggelse af parkeringspladserne er godkendt af de private fællesveje.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalget noterer sig, at der for nuværende udestår endelig afklaring angående finansieringen af kommunale udgifter, jf. bilag 4. 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2023

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 0. Et medlem undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, F og V.

Imod stemte: -

Undlod at stemme: C.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi ønsker parkeringspladserne reetableret.”

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 20. november 2023:

”Venstre stemmer imod de konservatives ændringsforslag, da nedlæggelse af parkeringspladserne er godkendt af de private fællesveje.”

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. december 2023

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag som nyt 4. at-punkt:

 

”at der i forbindelse med arbejdet skal sikres erstatningsparkeringspladser i det omfang, der nedlægges parkeringspladser, samt fremkommelighed på niveauet fra før projektet”.

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 46 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C

Imod stemte: Ø, A, B, F, V, Å, I og O

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 46 stemmer. 9 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, B, F, V, Å, I og O

Undlod at stemme: C

 

Venstre videreførte følgende protokolbemærkning:

”Venstre stemmer imod de konservatives ændringsforslag, da nedlæggelse af parkeringspladserne er godkendt af de private fællesveje.”

 

Det Konservative Folkeparti videreførte følgende protokolbemærkning:

”Vi ønsker parkeringspladserne reetableret.”

Til top