Mødedato: 14.12.2006, kl. 17:30

Overførsel af serviceudgifter fra budget 2006 til 2007

Se alle bilag

Overførsel af serviceudgifter fra budget 2006 til 2007

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 14. december 2006

 

 

BR 726/06

Overførsel af serviceudgifter fra budget 2006 til 2007

Overførsel af serviceudgifter fra budget 2006 til 2007

 

 

Indstilling om,

at der gives tillægsbevillinger på netto -31,3 mio. kr. til budget 2006 i form af overførsler af midler (serviceudgifter) mellem 2006 og 2007, jf. bilag 1. Dette medfører en kasseopbygning på 31,3 mio. kr. i 2006 og et tilsvarende kassetræk i 2007, samt

at status for forventede serviceudgifter i 2006 til efterretning.

                                                                  (Økonomiudvalget)

 

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler:

1.      at der gives tillægsbevillinger på netto -31,3 mio. kr. til budget 2006 i form af overførsler af midler (serviceudgifter) mellem 2006 og 2007, jf. bilag 1. Dette medfører en kasseopbygning på 31,3 mio. kr. i 2006 og et tilsvarende kassetræk i 2007.

2.      at status for forventede serviceudgifter i 2006 til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2006

Anbefalet med følgende ændring: at Socialudvalgets overførsler af serviceudgifter fra budget 2006 til 2007 reduceres med 675 t. kr. fra 17.868 t. kr. til 17.193 t.kr.

 

 

RESUME

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i forbindelse med lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (L178) udmeldt et foreløbigt måltal for Københavns Kommunes primærkommunale serviceudgifter på 16.373 mio. kr. Hvis kommunen i regnskabet for 2006 overskrider dette måltal, vil regeringen foretage en modsvarende reduktion i kommunens bloktilskud i 2007. Borgerrepræsentationen har derfor besluttet, at Økonomiforvaltningen frem til udgangen af 2006 hver måned følger op på udvalgenes forventede regnskab for serviceudgifter (BR 567/06).

Denne indstilling giver således en status for det forventede regnskab for de primærkommunale serviceudgifter i 2006. De samlede primærkommunale serviceudgifter i 2006 er pr. 13. november opgjort til 16.281 mio. kr., hvilket er en reduktion på 102 mio. kr. i forhold til forvaltningernes indberetninger i oktober. Dermed ligger de forventede primærkommunale serviceudgifter 92 mio. kr. under Indenrigs- og Sundhedsministeriets udmeldte måltal og 42 mio. kr. under det niveau, som Økonomiudvalget besluttede på mødet den 7. november (ØU 401/06).

For at reducere de primærkommunale serviceudgifter yderligere besluttede Økonomiudvalget på mødet den 7. november at pålægge udvalgene at finde i alt yderligere 60 mio. kr.

 

Udvalgene søger i denne indstilling om tillægsbevillinger på netto -31,3 mio. kr. til budget 2006 i form af overførsler af midler (serviceudgifter) mellem 2006 og 2007. I forlængelse af opfølgningen i oktober søges der netto overført 9,3 mio. kr., mens der som følge af Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 7. november foretages en reduktion i udvalgenes serviceudgifter med samlet -40,6 mio. kr. som følge af yderligere overførsel af serviceudgifter mellem 2006 og 2007, jf. bilag 1.

 

SAGSBESKRIVELSE

Folketinget vedtog den 30. maj 2006 lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (L178). Loven giver Indenrigs- og Sundhedsministeren bemyndigelse til at reducere kommunernes bloktilskud i 2007, såfremt de faktiske serviceudgifter i 2006 overstiger de budgetterede.

For at sikre, at Københavns Kommune overordnet overholder det udmeldte måltal på 16.373 mio. kr. fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, har Borgerrepræsentationen besluttet, at Økonomiforvaltningen frem til udgangen af 2006 hver måned følger op på udvalgenes forventede regnskab for serviceudgifter (BR 567/06).

Opfølgningen per 13. oktober 2006 viste, at kommunens forventede regnskab for serviceudgifter lå 10 mio. kr. over måltallet udmeldt fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Udvalgene blev derfor på Økonomiudvalgets møde den 7. november 2006 pålagt at reducere de primærkommunale serviceudgifter i 2006 yderligere ved at overføre yderligere midler fra budget 2006 til 2007 (ØU 401/06). Ud fra en samlet risikovurdering blev udvalgene pålagt at finde yderligere 60 mio. kr. fordelt med udgangspunkt i udvalgenes procentvise andel af de samlede primærkommunale udgifter.

I denne indstilling foreslås det, at der netto overføres 31,3 mio. kr. fra 2006 til 2007, jf. bilag 1. Dette medfører en kasseopbygning på 31,3 mio. kr. i 2006 og et tilsvarende kassetræk i 2007. Med denne overførsel af serviceudgifter øges sandsynligheden for, at Københavns Kommune kan overholde det af staten udmeldte måltal for serviceudgifter i 2006, og at kommunen dermed ikke bliver reduceret i bloktilskuddet i 2007.

Indstillingen giver ligeledes en status på udviklingen i det forventede regnskab for serviceudgifter på baggrund af forvaltningernes seneste indberetninger per 13. november 2006. Forvaltningernes indberetninger og betydningen heraf er gennemgået nedenfor.

 

1. Kommunens forventede serviceudgifter i 2006

Ved vurderingen af om kommunen overholder måltallet for serviceudgifterne anvender Økonomiforvaltningen samme beregningsmetode som Indenrigs- og Sundhedsministeriet, da denne forventes anvendt i den endelige opgørelse af kommunens serviceudgifter i regnskab 2006.

Det er vigtigt at understrege, at opgørelsen af det forventede regnskab for serviceudgifterne er behæftet med usikkerhed, som kan medføre en afvigelse mellem forventede og det endelige regnskab for serviceudgifterne. Dette skyldes, at det forventede regnskab for serviceudgifter er baseret på forvaltningernes skøn over udviklingen i udvalgenes serviceudgifter i resten af året. Desuden kan der vise sig afvigelser i forvaltningernes kontering af forbruget (serviceudgifterne) nu og i endeligt regnskab. Det kan være afvigelser i konteringen af anlægs- og driftsudgifter, primærkommunale og amtskommunale udgifter og serviceudgifter eller budgetgaranterede udgifter.

På baggrund af forvaltningernes indberetninger pr. 13. november 2006 korrigeret for overførsler udgør Københavns Kommunes forventede regnskab for de primærkommunale serviceudgifter nu 16.281 mio. kr., hvilket er 92 mio. kr. lavere end det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsatte måltal.

Tabel 1: Forventede serviceudgifter i 2006 pr. november 2006, mio. kr.

Foreløbigt måltal udmeldt fra ISM (1)

16.373

Forventet regnskab efter ISM's metode

16.281

Forskel

-92

(1) Det endelige måltal opgøres af ministeriet i september 2007.

 

Opgørelsen af det forventede regnskab for de primærkommunale serviceudgifter i 2006 var i oktober 16.383 mio. kr., hvilket var 10 mio. kr. over kommunens måltal for serviceudgifter.

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 7. november, at udvalgene skulle reducere serviceudgifterne på det primærkommunale område i budget 2006 med yderligere 60 mio. kr. ved at overføre yderligere serviceudgifter fra 2006 til 2007. Dermed vil kommunens samlede primærkommunale serviceudgifter i regnskab 2006 forventes at være 16.323 mio. kr. (ØU 401/06).

Tabel 2 viser, at de samlede primærkommunale serviceudgifter pr. 13. november forventes at udgøre 16.281 mio. kr. i 2006, hvilket er en reduktion på 102 mio. kr. i forhold til forvaltningernes indberetninger i oktober. Dermed ligger de forventede primærkommunale serviceudgifter 92 mio. kr. under Indenrigs- og Sundhedsministeriets udmeldte måltal og 42 mio. kr. under det niveau, som Økonomiudvalget besluttede på mødet den 7. november (ØU 401/06).


 

Tabel 2: Forventet regnskab for de primærkommunale serviceudgifter i 2006, mio. kr.

Udvalg

August

Oktober

Efter ØU 7/11

November

Borgerrådgiveren

5

5

5

5

Revisionsdirektoratet

18

19

19

19

Økonomiudvalget

1.389

1.377

1.370

1.370

Kultur- og Fritidsudvalget

724

713

710

444

Børne- og Ungdomsudvalget

6.287

6.532

6.517

6.766

Sundheds- og Omsorgsudvalget

3.301

3.355

3.340

3.329

Socialudvalget

3.332

3.443

3.427

3.364

Teknik- og Miljøudvalget

795

495

492

481

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

448

444

442

451

Udkontering af løn fra 2004 og 2005

 

 

 

30

Evt. mindreindtægter vedr. takster (skøn)

 

 

 

21

Total

16.300

16.383

16.323

16.281

 

Det indgår, at der i forbindelse med Accentures oprydning og udkontering af løn fra årene 2004 og 2005 forventes en merudgift i 2006 i størrelsesordenen 30 mio. kr. vedr. den tidligere udvalgsstruktur. Den nærmere fordeling på de nuværende udvalg udmeldes inden regnskabet for 2006 afsluttes. Økonomiforvaltningen har derfor valgt at indarbejde denne udgift under ét i opgørelsen af det forventede regnskab for serviceudgifterne i 2006.

Det skal samtidig bemærkes, at mindreindtægter i forhold til fritidshjems- og KKFO-taksterne i 2006 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets område ikke indgår i det forventede regnskab vedr. serviceudgifterne. Konsekvenserne af det ændrede beregningsgrundlag vil indgå i rapporteringen om genopretningsplanen, som foreligges Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget i januar. Økonomiforvaltningen har indarbejdet denne udgift på ca. 21 mio. kr. i opgørelsen af det forventede regnskab for serviceudgifterne i 2006.

Foruden de to ovennævnte sager knytter der sig en usikkerhed ved udgifterne på arbejdsskadeområdet. Kommunens udgifter hertil er afhængige af antallet af sager som arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse i inden udgangen af 2006, herunder vedr. foregående år.

De væsentligste ændringer i det forventede regnskab for udvalgenes serviceudgifter fra oktober til november vedrører:

·        Reduktion i udvalgenes serviceudgifter med samlet 40,6 mio. kr. som følge af yderligere overførsel af serviceudgifter mellem 2006 og 2007, jf. bilag 1.

·        Reduktion i Socialudvalgets serviceudgifter med 118 mio. kr. som følge af, at forventede overførsler tidligere har været indregnet i det forventede regnskab for serviceudgifter.

·        Udgiftsneutrale omfordelinger mellem udvalg som følge af budgetkorrektion i forbindelse med indførelse af den nye huslejemodel, jf. BR 664/06. Huslejemodellen indebærer, at en række udvalg får merudgifter til husleje, fx Børne- og Ungdomsudvalget, mens Kultur- og Fritidsudvalget får en tilsvarende merindtægt for Københavns Ejendomme.

·        Merudgifter til husleje på 22,8 mio. kr. Beløbet omfatter dels tomgangsleje i forbindelse med Masterplanen på 14,2 mio. kr., dels øgede huslejeudgifter vedr. Københavns Brandvæsen på 8,6 mio. kr.

·        Udkontering af løn fra årene 2004 og 2005 i størrelsesordenen 30 mio. kr.

·        Evt. mindreindtægter som følge af ændret beregningsgrundlag i forhold til fritidshjems- og KKFO-taksterne i 2006 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets område i størrelsesordenen 21 mio. kr. Der pågår pt. et udredningsarbejde i Børne- og Ungeforvaltningen med henblik på at afklare om taksterne har været korrekte i 2006.

 

2. De samlede anmodninger om overførsler

Udvalgenes anmodninger om overførsel af serviceudgifter fra 2006 til 2007 fremgår af tabel 3. Det indstilles, at der netto overføres 31,3 mio. kr. mellem 2006 og 2007. De enkelte overførsler er beskrevet i bilag 1 med angivelse af forklaring på overførslerne. I bilaget ledsages hver overførselsanmodning endvidere af bevillingsforudsætningerne for overførslen.

I forlængelse af opfølgningen i oktober søges der netto overført 9,3 mio. kr., mens der som følge af Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 7. november foretages en reduktion i udvalgenes serviceudgifter med samlet -40,6 mio. kr. som følge af yderligere overførsel af serviceudgifter mellem 2006 og 2007, jf. bilag 1.

Der gives dermed samlet netto tillægsbevillinger til budget 2006 for -31,3 mio. kr. i form af overførsler til 2007. Dette medfører en modsvarende kasseopbygning i 2006 og et tilsvarende kassetræk i 2007.

At udvalgenes overførsler efter Økonomiudvalgets møde den 7. november er reduceret med 40,6 mio. kr. i stedet for 60 mio. kr. skal ses i lyset af, at udvalgene i den seneste indberetning af det forventede regnskab for de primærkommunale serviceudgifter i 2006 har reduceret forbruget i forhold til oktoberindberetningen.


Tabel3: Overførsel af serviceudgifter fra 2006 til 2007.

Overførsel af serviceudgifter fra 2006 til 2007

1.000 kr.

Borgerrådgiveren

-24

Revisionsdirektoratet

-86

Økonomiudvalget

43.144

Kultur- og Fritidsudvalget

-9.750

Børne- og Ungdomsudvalget

-15.000

Sundheds- og Omsorgsudvalget

-17.055

Socialudvalget

-17.868

Teknik- og Miljøudvalget

-8.869

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

-5.800

Total

-31.308

 

3. Videre proces

Som led i aflæggelsen af regnskabet for 2006 vil Økonomiforvaltningen foretage en endelig opgørelse af kommunens primærkommunale serviceudgifter i forhold til det måltal for 2006, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udmeldt. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke endeligt fastlagt metoden for opgørelse af måltallet for Københavns Kommunes serviceudgifter. Dette vil ske ved udstedelse af en bekendtgørelse, hvilket ventes at ske inden udgangen af 2006.

Ifølge lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 (L178) er alle kommuner pålagt at aflægge en særlig revisionspåtegnet opgørelse af serviceudgifterne i regnskabet for 2006. Denne revisionspåtegning skal være foretaget af Revisionsdirektoratet senest i august 2007.

Herefter vil kommunen af Indenrigs- og Sundhedsministeriet blive orienteret om der foretages en evt. reduktion i bloktilskuddet for 2007. 

Hvis det viser sig, at Københavns Kommune samlet overskrider måltallet for serviceudgifterne og dermed får reduceret bloktilskuddet i 2007, vil Økonomiforvaltningen fremlægge en indstilling om håndtering og finansiering heraf.

 

ØKONOMI

Det indstilles, at der gives netto tillægsbevillinger på -31,3 mio. kr. til budget 2006 i form af overførsler af midler (serviceudgifter) fra 2006 til 2007, jf. bilag 1. Dette medfører en kasseopbygning på 31,3 mio. kr. i 2006 og et tilsvarende kassetræk i 2007.

Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen.

 

 

 

MILJØVURDERING

Denne indstilling er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Bilag 1: Overførsel af serviceudgifter.

 

 

 

                    Claus Juhl                   /                       Bjarne Winge

 

Til top