Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a
Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 14. december 2006
BR 693/06
Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a
Afvikling af Byfornyelse København s.m.b.a
Indstilling om,
at lukningen af Byfornyelse København udskydes til 31. december 2007,
at udpegningen af likvidatorer sker sent i forløbet og senest med udgangen af 2007, samt
at forvaltningen i løbet af efteråret 2007 fremsætter en indstilling om anvendelse og administration af det ved selskabets afvikling fremkomne provenu til byfornyelsesformål, herunder en indsats i den almene sektor.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler
at lukningen af Byfornyelse København
udskydes til 31. december 2007
at udpegningen af likvidatorer sker sent i forløbet og
senest med udgangen af 2007
at forvaltningen i løbet af efteråret 2007 fremsætter
en indstilling om anvendelse og administration af det ved selskabets afvikling
fremkomne provenu til byfornyelsesformål, herunder en indsats i den almene
sektor
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2006
Anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende
sag søges gennemført i den foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. november 2006
Anbefalet.
RESUME
I møderne den 26. maj og 15.
december 2005 tiltrådte Borgerrepræsentationen indstillinger om lukning af
Byfornyelse København pr. 31. december 2006, og om de økonomiske og juridiske
betingelser for lukningen.
Der redegøres i denne
indstilling for baggrunden i sin tid for stiftelsen af selskabet og for
beslutningen om afviklingen af selskabet, herunder for den procedure, der
ifølge vedtægten skal gennemføres.
Forvaltningen har et tæt
samarbejde med Byfornyelse København om den praktiske, juridiske og økonomiske
tilrettelæggelse af afviklingen af selskabet.
Det var forventet, at der på
lukningstidspunktet ville restere færdiggørelse af en række sager, og at der
som en del af lukningsgrundlaget skulle indgås en aftale med Byfornyelse
Danmark og evt. andre om overtagelsen af forpligtelsen til at gøre dem færdige.
Imidlertid viser det sig, at der vil være væsentlig flere uafsluttede sager end
forventet sidste år, og det vil være uhensigtsmæssigt at overdrage så mange til
en anden part. Samtidig vil det være økonomisk byrdefuldt, hvis likvidator skal
færdiggøre sagerne i Byfornyelse København, fordi likvidators honorar forventes
at være højere end Byfornyelse Københavns omkostninger for det samme arbejde.
Bestyrelsen i Byfornyelse
København har derfor besluttet at indstille til Københavns Kommune, at der
tages skridt til at udskyde lukningen til 31. december 2007.
Idet forvaltningen finder, at
udskydelsen er velbegrundet og hensigtsmæssig, og at det vil være muligt at
afslutte tilstrækkeligt mange sager til en lukning af selskabet et år senere,
indstilles det, at lukningen udskydes til 31. december 2007, samt at likvidator
først udpeges kort før dette tidspunkt.
Der redegøres for proceduren
og tidsplanen for den formelle lukning af selskabet.
Forvaltningen indstiller, at
der i løbet af efteråret 2007, hvor provenuets størrelse kan anslås mere
præcist, efter forhandlinger med de relevante parter, fremsættes en indstilling
om anvendelsen af provenuet.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Stiftelse
af Byfornyelse København
Byfornyelse København s.m.b.a. blev af
Københavns Kommune og en række almene boligselskaber stiftet i 1970 under
navnet Det Københavnske Saneringsselskab A/S med det formål at tilrettelægge og
gennemføre byfornyelse efter reglerne i den dagældende lov om sanering og siden
hen lovgivningen om byfornyelse, herunder at optræde som forretningsfører for
Københavns Kommune eller andre bygherrer.
Selskabet har således som hovedopgave i
en lang årrække varetaget en stor del af Københavns Kommunes opgaver i
forbindelse
med planlægningen og gennemførelsen af sanerings- og byfornyelsesopgaver.
Opgaverne er varetaget på baggrund af kontrakter i overensstemmelse med
vedtagelser i Borgerrepræsentationen og i de senere år i overensstemmelse med
en rammeaftale indgået efter, at der har været foretaget et udbud i
overensstemmelse med EU's Tjenesteydelsesdirektiv.
Derudover udfører selskabet opgaver i
København for andre hvervgivere, f.eks. bygherrerådgivning og forskellige
forsøgs- og udviklingsprojekter.
Byfornyelse København har ikke ansat
personale, men har ansat Byfornyelse Danmark som direktion og forretningsfører,
således at Byfornyelse Københavns opgaver udføres af Byfornyelse Danmark i
henhold til den samarbejdsaftale, der blev etableret i 1970.
Den nugældende udgave af
samarbejdsaftalen indeholder en række almene bestemmelser om de arbejdsopgaver,
som Byfornyelse Danmark er forpligtet til at udføre for Byfornyelse København.
Byfornyelse Danmarks honorar udgør i
store træk 95 % af Byfornyelse Københavns honorarindtægter på de enkelte sager.
Bestyrelsen i Byfornyelse København har mulighed for at godkende yderligere honorar
f.eks. til administration af selskabet.
Der er ved stiftelsen af selskabet indbetalt
en garantikapital på
7.000.000 kr., hvoraf Københavns
Kommune har indskudt 3.850.000 kr., svarende til 55 % af den samlede
garantikapital. De øvrige garanter er en række Københavnske almene boligorganisationer.
Generalforsamlingen, hvortil enhver
garant har adgang, er selskabets øverste myndighed.
Selskabets bestyrelse består af 13
medlemmer, hvoraf 7 vælges af Borgerrepræsentationen blandt dennes medlemmer
for en 4-årig periode svarende til den kommunale valgperiode, mens 6 medlemmer
vælges på generalforsamlingen af selskabets øvrige garanter.
Bestyrelsen vælger af sin midte en
formand, en næstformand samt yderligere 3 medlemmer, der tilsammen danner et
forretningsudvalg.
Borgerrepræsentationen kan beskikke en
tilsynsførende, og dette hverv varetages i øjeblikket af fagdirektør
Til orientering skal det endvidere
oplyses, at Byfornyelse Danmark i 2005 har indgået partnerskab med Kuben under
navnet Kuben Byfornyelse Danmark a/s. En del sager og engagementer kan dog ikke
straks overføres til det nye selskab, hvorfor Byfornyelse Danmark færdiggør
dem. På sigt er det hensigten, at Byfornyelse Danmark ikke længere har egne
aktiviteter, men blot ejer 1/3 af Kuben Byfornyelse Danmark a/s.
Beslutning
om afvikling af Byfornyelse København
Byfornyelsesbevillingerne fra staten er
blevet reduceret kraftigt i de seneste år, og byfornyelsen er i øvrigt
lovmæssigt lagt om. Det indebærer for Byfornyelse København en meget betydelig
reduktion af aktiviteterne.
Bestyrelsen drøftede derfor i efteråret
2004, om det var rigtigt at opretholde dette selskab på længere sigt, eller om
byfornyelsesopgaverne i Københavns Kommune i lyset af den bevillingsmæssige og
lovgivningsmæssige udvikling m.v. i højere grad må forventes løst af kommunen
og private aktører i et samarbejde med de landsdækkende byfornyelsesselskaber,
herunder Byfornyelse Danmark.
Bestyrelsen konkluderede, at man til
selskabets generalforsamling i
maj 2005 ville indstille, at selskabet
afvikles.
Ved likvidation af selskabet kan
garanterne ikke få udbetalt mere end deres garantibevisers pålydende værdi. Eventuel
overskydende formue tilfalder i henhold til vedtægterne Københavns Kommune, som
skal anvende midlerne til sanerings- eller byfornyelsesformål.
I mødet den 26. maj
2005 (BR 320/05) tiltrådte Borgerrepræsentationen en indstilling om, at
fagdirektør
I mødet den 15. december 2005 (BR
764/05) tiltrådte Borgerrepræsentationen endvidere en indstilling, indeholdende
en redegørelse for lukningsøkonomien.
I den indstilling redegjorde
forvaltningen for status på 10 punkter i forbindelse med nedlæggelsen og
anmodede om Borgerrepræsentationens bemyndigelse til inden for nærmere angivne
rammer at indgå aftale med Byfornyelse København og Byfornyelse Danmark om
vederlag til Byfornyelse Danmark for færdiggørelse af Byfornyelse Københavns
opgaver, placering af ejendomsadministration og evt. kompensation til Danmark for
omsætningsnedgang og lukning af byfornyelse København, samt arkivforhold.
Det blev endvidere vedtaget, at
Borgerrepræsentationen i løbet af 2006 skulle have forelagt en indstilling om
anvendelse af provenuet, baseret på forvaltningens forhandlinger med de
relevante parter.
Forløbet
af afviklingen af Byfornyelse København
Efter vedtagelsen af disse indstillinger har
forvaltningen arbejdet tæt sammen med Byfornyelse København v/Byfornyelse
Danmark om den praktiske, økonomiske og juridiske tilrettelæggelse af
afviklingen af selskabet. I disse drøftelser inddrages løbende
Økonomiforvaltningens ekspertise på selskabsområdet.
Der er fastlagt en række principper for afslutning af
selskabets aktiviteter, som er koncentreret om ekspeditioner i forbindelse med gennemførelsen
af byfornyelsesbeslutninger for karreer og aflæggelse af endeligt regnskab for
disse beslutninger. Heri indgår beslutninger om administration og salg af
kommunens råde-overejendomme, som et væsentligt punkt. Salget af selskabets 3
egne ejendomme er gennemført.
Forvaltningen har endvidere tilrettelagt og gennemført et EU-udbud af
administrationen af de lejligheder, der stilles til rådighed for genhusning, og
selve genhusningen. Disse opgaver er således nu samlet i selskabet sbs
byfornyelse, og skal ikke længere varetages af Byfornyelse København.
Det har hele tiden været forudsat, at der på lukningstidspunktet ville
være en række uafsluttede sager tilbage, og at der som en del af lukningsgrundlaget
skulle foreligge en plan for overdragelsen af forpligtelsen til at gøre dem
færdige til Byfornyelse Danmark eller evt. andre.
Af hensyn til afviklingsproceduren skal antallet af resterende sager
opgøres pr. 30. september i lukningsåret, hvorefter al aktivitet i Byfornyelse
København stopper.
Antallet af sager er imidlertid på nuværende tidspunkt væsentlig større
end oprindelig forventet, hvilket skyldes en for optimistisk vurdering af, hvor
meget der kunne nås i løbet af 2006. Det skal dog understreges, at såvel
selskabet som forvaltningen allerede har udført et meget stort arbejde i bestræbelserne
på at afslutte sagerne.
Forvaltningen og selskabet har aktuelt udarbejdet et
planlægningsværktøj i form af detaljerede oversigter over ekspeditioner i de
enkelte sager, der forbedrer overblikket over de generelt meget komplekse sager.
Herved får forvaltningen også bedre mulighed for at vurdere, hvilken betydning
færdiggørelsen af sagerne har for forvaltningens forbrug af ressourcer,
herunder om der bliver behov for at udskyde andre opgaver. Værktøjet har herudover
som hovedformål at sikre at bestyrelsen løbende orienteres om fremdriften i
sagsafviklingen.
I det øjeblik likvidator er udnævnt, overtager denne ledelsen af
selskabet både som direktion og bestyrelse. Hvis der fortsat er aktiviteter i
selskabet indebærer det, at likvidator i praksis også vil skulle arbejde med
afviklingen af dem. Likvidator vil imidlertid skulle bruge mere tid herpå,
fordi likvidator ikke har forhåndskendskabet til de konkrete sager eller
sagsområdet som sådan.
Likvidators timesats vil være langt højere end den timesats, Byfornyelse
København i øjeblikket betaler for udførelse af opgaver, og provenuet vil
derved forventelig formindskes,
hvis selskabet lukkes pr. 31. december 2006.
Byfornyelse København har derfor med et brev af 12. oktober 2006 efter
en beslutning i bestyrelsen på et møde den 11. oktober 2006 anmodet
forvaltningen om at tage skridt til at udsætte lukningstidspunktet.
Forvaltningen skal på den baggrund indstille, at lukningstidspunktet
udskydes til 31. december 2007, idet det er vurderingen, at det vil være
realistisk at kunne afslutte den overvejende del af de verserende sager inden
30. september 2007.
Endvidere indstilles det, at der først udpeges likvidatorer sent i
forløbet og senest med udgangen af 2007.
Tidsplan for lukningsproceduren
Der skal ifølge vedtægterne gennemføres en særlig procedure for lukning
af selskabet.
Til vedtagelse af en opløsning af selskabet kræves således, at mindst
to tredjedele af garantikapitalen er repræsenteret og stemmer for forslaget på
to hinanden følgende generalforsamlinger, hvortil der samtidig indkaldes, og
hvoraf den anden skal afholdes snarest muligt efter forløbet af 4 uger fra den
første.
Selskabet er et såkaldt godkendt byfornyelsesselskab, hvilket indebærer,
at det ikke kan opløses uden samtykke fra Socialministeriet, og ministeriet
skal endvidere udpege den ene af to likvidatorer. Generalforsamlingen udpeger
den anden likvidator.
Frem til 31. august 2007 arbejdes efter en plan for afvikling af sagerne.
September 2007: Udarbejdelse af den endelige oversigt over, hvordan de
resterende sager afvikles, herunder hvilke der overdrages til Byfornyelse
Danmark pr. 1. oktober 2007.
Oktober 2007: Godkender bestyrelsen i Byfornyelse København
overdragelses- og afviklingsaftalen, hvorefter den forelægges bestyrelsen i Byfornyelse
Danmark.
November 2007: Afholdes første afviklingsgeneralforsamling og
likvidator udpeges. Socialministeriet anmodes om at udpege deres likvidator.
December 2007: Afholdes 2. afviklingsgeneralforsamling, hvor det endelige
grundlag for afviklingen godkendes.
Anvendelse af provenuet
Der kan gå op til 1½ år fra likvidationen er trådt i kraft den 1.
januar 2008 til alle forhold er afklaret og ekspederet i samarbejde med likvidatorerne,
og først derefter kan provenuet udbetales.
Provenuet anslås at udgøre i størrelsesordenen 53 mio. kr., som skal
anvendes til byfornyelsesformål.
Med Borgerrepræsentationens vedtagelse i mødet den 15. december 2005
fik forvaltningen bemyndigelse til at optage forhandlinger med de relevante
parter med henblik på, at der i løbet af 2006 kunne fremsættes en indstilling,
der præciserer retningslinier for anvendelsen af provenuet, herunder til
aktiviteter i den almene sektor, samt redegør for opgavens administrative håndtering.
Forvaltningen skal indstille, at denne bemyndigelse forlænges til 2007,
således at indstilling fremsættes i løbet af efteråret 2007, hvor provenuets størrelse kan anslås mere præcist,
og hvor der vil være grundlag for aktuelle retningslinier for provenuets anvendelse
og for opgavens administrative varetagelse.
Økonomi
-
Høring
-
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Ulrik Winge