Sikring af fremdrift i Nordhavnstunnel projektet
Det forelægges til Borgerrepræsentationens godkendelse, at Københavns Kommune stiller garanti for finansiering af forlængelsen af Nordhavnstunnelen indtil selskabet Lynetteholm I/S er dannet og overtager betalingsforpligtelsen. Garantistillelsen er en delforudsætning for, at Vejdirektoratet kan igangsætte udbuddet af Nordhavnstunnelen og dermed overholde projektets tidsplan om åbning i 2027.
Indstilling
Indstilling om,
- at det godkendes, at Københavns Kommune stiller garanti til Udviklingsselskabet By & Havn I/S for forlængelsen af Nordhavnstunnelen fra Færgehavnsvej til Kattegatvej på 541 mio. kr. (2019 p/l).
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede henholdsvis den 9. maj 2019 (bilag 1) og den 31. oktober 2019 (bilag 2), at Nordhavnstunnelen skal etableres som en lang tunnelløsning (fra Nordhavnsvej til Kattegatvejs forlængelse) frem for en kort tunnelløsning (fra Nordhavnsvej til Færgehavnsvej). Den lange tunnelløsning blev, efter aftale med Transport- og Boligministeriet, besluttet finansieret af selskabet Lynetteholm I/S. Staten fandt ligeledes finansiering til forberedelsen af Nordhavnstunnelen til Østlig Ringvej via Lynetteholm I/S.
Finansieringen af Nordhavnstunnelen er således delt mellem By & Havn og Københavns Kommune, der finansierer tunnelen fra Nordhavnsvej til Færgehavnsvej, og selskabet Lynetteholm I/S, der finansierer forlængelse af tunnelen fra Færgehavnsvej til Kattegatvej og forberedelse af tunnelen til en Østlig Ringvej.
Hvis Lynetteholm I/S mod forventning nedlægges eller ikke dannes, har Københavns Kommune finansieringsansvaret for den lange tunnelløsning på 541 mio. kr. (2019 p/l), jf. Borgerrepræsentations beslutning den 9. maj 2019 og den 31. oktober 2019. Dette ansvar følger af, at Nordhavnstunnelen er en kommunal vej jf. Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen fra 2014 og dertilhørende lov (bilag 3).
Vejdirektoratet anlægger Nordhavnstunnelen for Københavns Kommune. Vejdirektoratet forventes at være klar til at sende projektet i udbud i september 2021. Udbuddet kan først igangsættes, når Lynetteholm I/S er dannet, eller når der er anvist alternativ finansiering af den del af Nordhavnstunnelen, som selskabet skal finansiere.
Selskabet Lynetteholm I/S er endnu ikke oprettet, men forventes at blive det i 2022 i forbindelse med en beslutning om organisering af Lynetteholm-projektet. Hvis udbuddet skal afvente dannelsen af Lynetteholm I/S, kan Nordhavnstunnelen ikke som planlagt stå færdig i 2027. Det vil have betydning for den videre byudvikling af Nordhavn og dermed By & Havns økonomi.
Løsning
For at sikre fremdrift i anlægget af Nordhavnstunnelen, skal Københavns Kommune garantere for finansiering af forlængelsen af Nordhavnstunnelen, og samtidig skal staten garantere for finansiering af forberedelsen til Østlig Ringvej. Dette er en forudsætning for, at Vejdirektoratet kan igangsætte udbuddet af Nordhavnstunnelen i en situation, hvor Lynetteholm I/S ikke er dannet.
Københavns Kommune skal garantere for finansieringen af forlængelse af Nordhavnstunnelen på 541 mio. kr. (2019 p/l). Det forventes samtidigt, at staten på tilsvarende vis garanterer for finansieringen af forberedelsen til Østlig Ringvej på 497 mio. kr. (2019 p/l) via et aktstykke tidligt i efteråret 2021. Det kommende Lynetteholm I/S overtager betalingsforpligtelsen for forlængelsen af Nordhavnstunnelen fra Københavns Kommune og forberedelsen til Østlig Ringvej fra staten.
Københavns Kommune har ikke finansieringsansvar for, at Nordhavnstunnelen forberedes til Østlig Ringvej, uagtet om Lynetteholm I/S dannes eller ej. Dette ansvar påhviler staten.
Økonomi
By & Havn mellemfinansierer, jf. samarbejdsaftale mellem parterne, bidrag fra Lynetteholm I/S, indtil selskabet er oprettet, jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 31. oktober 2019 (bilag 2). Det er denne mellemfinansiering, som Københavns Kommune skal garantere for, for så vidt angår den del, der vedrører forlængelsen af Nordhavnstunnelen på 541 mio. kr. (2019 p/l).
Staten forventes at garantere finansiering af forberedelsen til Østlig Ringvej på 497 mio. kr. (2019 p/l). Tallene er, efter dialog med Vejdirektoratet, blevet opdateret siden indstillingen til Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019. Her blev forlængelsen (fra kort til lang tunnelløsning) angivet til 571 mio. kr. og forberedelsen til Østlig Ringvej til 467 mio. kr.
Garantien vil kun komme til udbetaling, hvis Lynetteholm I/S mod forventning ikke oprettes eller bliver nedlagt. Der er derfor ikke på nuværende tidspunkt behov for finansiering eller bevillingsmæssige konsekvenser forbundet med garantistillelsen.
Garantien bortfalder, så snart Lynetteholm I/S med tilhørende byudvikling oprettes. På dette tidspunkt forventes selskabet at kunne indtræde i betalingsforpligtigelsen. Lynetteholm I/S forventes pt. oprettet i 2022.
Finansieringsbehovet for Nordhavnstunneler beregnet i 2019 p/l. Den endelige pris afgøres efter udbud og anlæg af tunnelen. Hvis finansieringsbehovet og dermed garantisummen øges, eller hvis garantien skal udbetales, vil Økonomiforvaltningen fremlægge en ny indstilling herom. Prisen på forlængelsen af Nordhavnstunnelen kan blive påvirket negativt, hvis tunnelen ikke, som pt. planlagt, forberedes til Østlig Ringvej. Det skyldes manglende synergier mellem de to elementer af tunnelbyggeriet.
Nordhavnstunnelen er ikke omfattet af det kommunale anlægsloft. Det bemærkes i øvrigt, at By & Havns mellemfinansiering vil øge By & Havns gæld, indtil Lynetteholm I/S overtager betalingsforpligtelsen.
Videre proces
Københavns Kommune garanterer overfor By & Havn for forlængelsen af Nordhavnstunnelen, og staten håndterer tilsvarende sin forpligtigelse i forhold til forberedelsen til Østlig Ringvej. Staten forventes at stille garanti via et aktstykke tidligt i efteråret 2021. Vejdirektoratet kan igangsætte udbuddet af Nordhavnstunnel-projektet umiddelbart herefter.
Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at Københavns Kommune stiller garanti til Udviklingsselskabet By & Havn I/S for forlængelsen af Nordhavnstunnelen fra Færgehavnsvej til Kattegatvej på 541 mio. kr. (2019 p/l).
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. september 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, C og O.
Imod stemte: Ø og Å.
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten og Alternativet kan ikke stemme for en forlængelse af Nordhavnstunnelen. En Nordhavnstunnel vil øge den samlede trafik til og fra København, som er det modsatte af de mål, vi har sat, for at blive CO2 neutral i 2025. Alle udbygninger af vejnettet har vist, at når man gør det lettere for privatbilismen, så øges trafikmængden. Forlængelsen af Nordhavnstunnelen er gårsdagens løsninger på fremtidens problemer. København har brug for investeringer i kollektiv trafik, herunder udbygning af fingerplanen, cykelstier og brede fortorve. De mange penge, som en forlængelse af Nordhavnstunnelen kommer til at koste, vil kunne bruges til at bringe os et kvantespring i fremtiden mod en reel CO2 neutral og bæredygtig by, hvor vi sætter mennesker og natur forrest.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. oktober 2021
Indstillingen blev godkendt med 35 stemmer mod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, C, O, Kasandra Behrndt-Eriksen (Løsgænger) og Kåre Traberg Smidt (Løsgænger).
Imod stemte: Ø, Å og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Enhedslisten og Alternativet videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Frie Grønne, Danmarks nye Venstrefløjsparti valgte at tilslutte sig på mødet:
”Enhedslisten og Alternativet kan ikke stemme for en forlængelse af Nordhavnstunnelen. En Nordhavnstunnel vil øge den samlede trafik til og fra København, som er det modsatte af de mål, vi har sat, for at blive CO2 neutral i 2025. Alle udbygninger af vejnettet har vist, at når man gør det lettere for privatbilismen, så øges trafikmængden. Forlængelsen af Nordhavnstunnelen er gårsdagens løsninger på fremtidens problemer. København har brug for investeringer i kollektiv trafik, herunder udbygning af fingerplanen, cykelstier og brede fortorve. De mange penge, som en forlængelse af Nordhavnstunnelen kommer til at koste, vil kunne bruges til at bringe os et kvantespring i fremtiden mod en reel CO2 neutral og bæredygtig by, hvor vi sætter mennesker og natur forrest.”