Ungeråd KBH's forslag om øget fokus på trivsel for børn og unge i folkeskolen
Indstilling
Indstilling om,
- at alle skolebestyrelser og elevråd opfordres til at drøfte ungerådets forslag, herunder skolens organisering af trivselsarbejdet,
- at der udarbejdes et inspirationsmateriale om hvordan trivselsundersøgelsens resultater kan danne afsæt for en dialog om trivsel i klasserne samt at skolerne får en oversigt over de eksisterende tilbud om hjælp til trivselsdialoger,
- at forvaltningen går i dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Region Hovedstaden og andre relevante aktører for at samle en oversigt over de eksisterende trivsels- og sundhedstilbud som inspiration til trivselsdialoger.
(Børne- og Ungdomsudvalget)
Problemstilling
Ungerådet KBH mener, at der skal ske en forbedring af skolernes arbejde med børn og unge, som ikke trives, og at der skal mere fokus på at forebygge psykiske problemer blandt børn og unge. De stiller derfor forslag om 2 indsatser. For det første, skal alle skoler have en eller flere "videnspersoner", som skal formidle opdateret viden til deres lærer-kollegaer og stå til rådighed for eleverne med "åben dør" 2-3 timer om ugen. For det andet skal alle klasser én gang årligt ifm. opfølgningen på trivselsmålingen drøfte og have dialog om trivsel.
Løsning
Elevernes trivsel er en afgørende del af skolens kerneopgave, og det er derfor en relevant og aktuel dagsorden som Ungerådet KBH løfter med deres anmodning.
BUU besluttede den 20. februar 2019 (2019-0009744) en indsats for styrket trivsel med fokus på mere feedback, færre karakterer og at undervisning om mobning skal give bedre trivsel for eleverne i de københavnske folkeskoler. BUU vedtog med sagen bl.a., at "alle skoler opfordres til at indføre samtaler med eleverne om deres trivsel og udvikling. I skolens kvalitetsrapport skal det angives, hvordan skolerne arbejder med eleverne om deres trivsel og udvikling".
Ad. rådets forslag om videnspersoner vedr. trivsel (forslag 1)
Forvaltningen anbefaler at BUU videregiver Ungeråd KBH's anmodning til skolebestyrelserne, så der findes lokale løsninger på skolerne, samt at forvaltningen understøtter skolerne med inspirationsmateriale og en oversigt over eksisterende tilbud om hjælp til trivselsdialoger.
Ønsker udvalget derimod at indføre en "åben dør"-funktion på alle skolerne, så vil det kræve at der afsættes ressourcer til funktionen.
Skolerne tilrettelægger og organiserer arbejdet med elevernes trivsel lokalt, og det er derfor også forskelligt, hvordan arbejdet er organiseret. Nogle skoler har AKT-vejledere (adfærd, kontakt og trivsel), andre har AKL-vejledere (adfærd, kontakt og læring), og på alle skoler har de enkelte lærere en vigtig opgave ift. dialogen om trivsel med eleverne.
Det vil være naturligt, at skolebestyrelser og elevråd drøfter klassernes organisering af trivselsarbejdet på skolen som led i den drøftelse, de i øvrigt skal have om trivsel. Organiseringen skal være tydelig og synlig for både lærerne og eleverne, og det er vigtigt, at alle elever ved hvem de kan gå til på skolerne for at få hjælp, og at lærerne har adgang til opdateret viden på alle skoler.
Ad. rådets forslag vedr. dialog om trivsel (forslag 2)
Ungerådet KBH foreslår, at alle klasser en gang årligt ifm. opfølgningen på trivselsmålingen skal drøfte og have dialog om trivsel. Forvaltningen vil udarbejde et inspirationsmateriale om, hvordan trivselsundersøgelsens resultater kan danne afsæt for en dialog om trivsel i klasserne. Materialet og gode eksempler vil blive lagt på videndelingportalen "Bedst Sammen".
Forvaltningen vil desuden gå i dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen for at samle en oversigt over de eksisterende trivsels- og sundhedstilbud som inspiration til trivselsdialoger.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Ønskes der en ensartet model for alle skolerne, kræver det at der afsættes ressourcer til "åben dør"-funktionen i tilknytning til budgettet for 2023.
Tiltræder Borgerrepræsentationen indstillingen, vil Børne- og Ungdomsforvaltningen offentliggøre materiale på "Bedst Sammen" og orientere skolerne om beslutningen.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve
Oversigt over politisk behandling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at alle skolebestyrelser og elevråd opfordres til at drøfte ungerådets forslag, herunder skolens organisering af trivselsarbejdet,
- at der udarbejdes et inspirationsmateriale om hvordan trivselsundersøgelsens resultater kan danne afsæt for en dialog om trivsel i klasserne samt at skolerne får en oversigt over de eksisterende tilbud om hjælp til trivselsdialoger.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2021
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.
Knud Holt Nielsen (Ø) stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende 3. at-punkt:
"At forvaltningen går i dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Region Hovedstaden og andre relevante aktører for at samle en oversigt over de eksisterende trivsels- og sundhedstilbud som inspiration til trivselsdialoger".
Forslaget om tilføjelse af et 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
(Repræsentanter for Ungeråd KBH deltog i forbindelse med sagens indledning).
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. oktober 2021
Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse af et nyt 4. at-punkt:
”at forvaltningen vender tilbage til Børne- og Ungdomsudvalget med forslag til model for garanti for igangsættelse af PPV indenfor 14 dage for så vidt angår alvorlige tilfælde af mistrivsel og psykiske problemer.”
Det af Venstre fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.