Mødedato: 14.10.2021, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Projektændring - Cykelparkering ved busstoppesteder

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om afsatte midler disponeret til opsætning af realtidsinformationsskærme ved busstoppesteder, i stedet skal anvendes til yderligere cykelparkering med forbedrede fastlåsningsmuligheder ved busstoppesteder.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at 0,7 mio. kr. disponeret til opsætning af realtidsinformationsskærme i stedet anvendes til opsætning af yderligere cykelparkeringspladser med forbedrede fastlåsningsmuligheder eller bænke ved busstoppesteder, 
  2. at ibrugtagningstidspunktet ændres fra december 2021 til december 2022.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Budget 2020 (Borgerrepræsentationen 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat 2,0 mio. kr. til projektet ”Cykelparkering ved busstoppesteder”. Projektet udføres i samarbejde med Movia. Foruden opsætning af cykelparkeringspladser ved stoppesteder, omfatter dette projektet opsætning af realtidsinformationsskærme ved op til 10 busstoppesteder, som kan give ”målrettet information til cyklisterne om busruter, der kan forbedre mulighederne for længere pendlerture med cykel og bus”. Det har ikke været muligt at finde tekniske systemer til realtidsinformationsskærmene, der uden væsentlige omkostninger kan gøres kompatibelt og driftes med det eksisterende byrumsinventar ved busstoppestederne.

Borgerrepræsentationen skal således tage stilling til, om de midler, der skulle være anvendt til realtidsinformationsskærme, i stedet skal anvendes til yderligere cykelparkering med forbedrede fastlåsningsmuligheder ved busstoppesteder.

Løsning

Med projektet ”Cykelparkering ved busstoppesteder” skal Københavns Kommune i samarbejde med Movia etablere 100 – 200 cykelparkeringspladser og opsætte realtidsinformationsskærme ved op til 10 busstoppesteder. Udbygningen skal skabe en bedre sammenhæng mellem den regionale cykelinfrastruktur (Supercykelstierne) og S-busnettet og dermed understøtte alternativer til bilpendling over kommunegrænsen.

Forud for etableringen af de forbedrede cykelparkeringsfaciliteter er der gennemført en analyse i samarbejde med Movia, hvor det er blevet udpeget ved hvilke specifikke busstoppesteder, der er størst behov for bedre cykelparkeringsfaciliteter, der kan understøtte kombinationsrejsende (cykel/bus).


Ændring af projektet

Forvaltningen vurderer, at det ikke er muligt at få opsat realtidsinformationsskærmene som planlagt. Vurderingen er foretaget på baggrund af en teknisk gennemgang, der har identificeret en række udfordringer med at finde brugbare systemer, der uden væsentlige omkostninger kan gøres kompatibelt og driftes med det øvrige byrumsinventar. På den baggrund vurderes det, at etablering af yderligere cykelparkeringspladser ved busstoppesteder vil sikre den bedst mulige forbedring af forholdene for rejsende, der både benytter sig af cykel og bus. Movia er enige i denne vurdering og støtter op om det foreslåede.

Derfor anbefaler forvaltningen, at de 0,7 mio. kr. fra projektets bevilling, som er reserveret til realtidsinformationsskærme, i stedet anvendes på anden vis for at forbedre forholdene for kombinationsrejsende. Det gøres ved at opsætte stativer med forbedrede fastlåsningsmuligheder for parkerede cykler, herunder ladcykler og elcykler. Den konkrete placering og udformning af de ekstra cykelparkeringspladser vil blive afdækket i samarbejde med Movia.

Økonomi

I Budget 2020 blev der afsat 2,0 mio. kr. (2020 p/l) til projektering og udførsel af ”Cykelparkering ved busstoppesteder”. Hele bevillingen blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen.

Bevillingen Ordinær anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. I Budget 2020 er der prioriteret anlægsmåltal til projektet til igangsættelse i 2020. Igangsatte anlægsprojekter færdiggøres uanset projektets varighed og tildeles dermed automatisk anlægsmåltal i de kommende år (TMU 17. maj 2021).

Hvis Borgerrepræsentationen ikke godkender indstillingen, vil de 0,7 mio. kr. blive tilbageført til kommunekassen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsættes en opfølgende screening af yderligere lokationer til stativer. Når screeningen er gennemført, påbegyndes anlægsarbejdet. Forventet ibrugtagning er ultimo 2022.

 

Søren Wille              / Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at 0,7 mio. kr. disponeret til opsætning af realtidsinformationsskærme i stedet anvendes til opsætning af yderligere cykelparkeringspladser med forbedrede fastlåsningsmuligheder ved busstoppesteder,
  2. at ibrugtagningstidspunktet ændres fra december 2021 til december 2022.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2021

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til 1. at-punkt:

”at 0,7 mio. kr. disponeret til opsætning af realtidsinformationsskærme i stedet anvendes til opsætning af yderligere cykelparkeringspladser med forbedrede fastlåsningsmuligheder eller bænke ved busstoppesteder”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2021

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. oktober 2021

 

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top