Forslag om at åbne folkeskolerne for asylansøgerbørn
Forslag om at åbne folkeskolerne for asylansøgerbørn
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 14. september 2006
Nr. 23 BR 470/06. Forslag om at åbne folkeskolerne for asylansøgerbørn
Indstilling om,
at Borgerrepræsentationen godkender aftalen med Dansk Røde Kors om at åbne folkeskolerne for børn, som venter på behandlingen af deres asylsag. I aftalen indgår tillige, at der arbejdes for, at unge fra asylcentrerne kan komme ud og holde oplæg for skolernes ældste klassetrin. Ligeledes tilbydes de københavnske skoleklasser besøg på asylcentrene.
Det bemærkes, at forslaget godkendes på de vilkår, som fremgår af forvaltningens notat.
Det bemærkes endvidere, at aftalen mellem Røde Kors og Børne- og Ungdomsudvalget vedr. modtagelsen af asylbørn på kommunens skoler indebærer, at Røde Kors videregiver 35.000 kr. pr. elev til skolerne af det beløb, som asylcentrene modtager til undervisning. Herudover står Røde Kors for transporten til og fra skolerne. Udgifter herudover dækkes indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets økonomiske ramme.
(Børne- og Ungdomsudvalget)
Indstillingen blev godkendt med 39 stemmer imod 11.
For stemte: A, B, F,
Imod stemte: C, O og V.
Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti
og Venstre ønskede at videreføre følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
"Det Konservative Folkeparti, Dansk
Folkeparti og Venstre mener først og fremmest, at de kommuner,
hvor
asylcentrene er placeret, bærer ansvaret for at vælge at stille
undervisningstilbud til rådighed for børn af asylansøgere eller ej. Dernæst ser
Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre det som at gøre børn
af afviste asylansøgere en bjørnetjeneste at tilbyde undervisning i almindelige
skoleklasser, idet disse børn inden for kortere tid må forventes at rejse ud af
landet. Undervisningen på centrene bør i stedet opprioriteres."