Regnskab 2005 for Metroselskaberne
Regnskab 2005 for Metroselskaberne
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde onsdag den 14. juni 2006
BR 392/06
Regnskab 2005 for Metroselskaberne
Regnskab 2005 for Metroselskaberne
Indstilling om,
at det meddeles Ørestadsselskabet I/S, at Københavns Kommune ikke har bemærkninger til årsregnskaberne 2005 for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S.
(Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
·
At det meddeles Ørestadsselskabet I/S, at
Københavns Kommune ikke har bemærkninger til årsregnskaberne 2005 for
Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet
I/S
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2006
Anbefalet.
RESUME
I brev dateret den 2. maj 2006 har Ørestadsselskabet rettet henvendelse til Økonomi forvaltningen og anmodet om, at få ejernes bemærkninger til regnskaberne for de tre metroselskaber.
Årsregnskaberne for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S blev den 26. april 2006 godkendt på bestyrelsesmøderne i de tre bestyrelser under overværelse af selskabernes revisorer. Årsrapporterne blev offentliggjort i forbindelse med selskabets årsmøde den 17. maj 2006.
Selskabernes revisorer konkluderer for alle tre regnskaber, at årsrapporten giver et retvisende billede af aktiver, passiver og den finansielle stilling pr. 31. december 2005 samt af resultatet af aktiviteter for regnskabsåret 1. januar - 31. januar 2005 i overensstemmelse med årsregnskabsloven og interessentskabskontrakten.
Revisorerne bemærker bl.a. i revisionspåtegningen til Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S's årsrapport, at hovedentreprenøren Comet har fremsat krav om merbetaling på ca. 2 mia. kr. Kravet vedrører årene 1999 og fremefter. Kravet er indbragt for voldgiftsretten i 2004 og der afventes endelig afgørelse i voldgiftssagen i 2008-2009.
Økonomiforvaltningen har ikke bemærkninger til de fremsendte regnskaber. Det indstilles, at Københavns Kommune meddeler direktionen for de tre selskaber, at regnskaberne ikke giver anledning til bemærkninger.
SAGSBESKRIVELSE
Det følger af metroselskabernes interessentskabskontrakter at årsregnskabet med revisionens bemærkninger sammen med bestyrelsens afgørelse vedr. revisionsbemærkningerne fremsendes til ejerne, der inden 6 uger skal meddele skriftligt om regnskabet giver anledning til bemærkninger.
På den baggrund har Ørestadsselskabet i brev af 2. maj 2006 rettet henvendelse til Økonomiforvaltningen og anmodet om, at få ejernes bemærkninger til regnskaberne for de tre metroselskaber.
Årsregnskaberne for Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S blev den 26. april 2006 godkendt på bestyrelsesmøderne i de tre bestyrelser under overværelse af selskabernes revisorer. Årsrapporterne blev offentliggjort i forbindelse med selskabets årsmøde den 17. maj 2006.
Selskabernes revisorer konkluderer for alle tre regnskaber, at årsrapporten giver et retvisende billede af aktiver, passiver og den finansielle stilling pr. 31. december 2005 samt af resultatet af aktiviteter for regnskabsåret 1. januar - 31. januar 2005 i overensstemmelse med årsregnskabsloven og interessentskabskontrakten.
Med henblik på årsrapporten for 2004 tog revisionen forbehold for regnskabsposten "takstindbetalinger" i forbindelse med metroens aflønning pr. passager fra takstfællesskabet. Spørgsmålet er afklaret med principaftalen om Cityringen af 2. december 2005 hvorefter metroen modtager en aflønning der er 2. kr. lavere pr. passager, end forudsat i selskabets oprindelige likviditetsbudget, frem til 2007. Herefter får selskabet en aflønning der er tættere på budgetforudsætningerne, jf. BR 752/05.
Økonomiforvaltningen har derudover noteret sig følgende bemærkninger fra selskabernes revisorer:
· Det fremgår af revisionsprotokollat for Ørestadsselskabet I/S at: "Det er revisionens opfattelse, at arbejdet i Ørestadsselskabets økonomifunktion, herunder arbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten, er præget af kvalitet og omhu".
· Revisorerne påpeger i revisionspåtegningen til Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S's årsrapport, at hovedentreprenøren COMET har fremsat krav (claims) om merbetaling på ca. 2 mia. kr. Kravet vedrører anlægsarbejdet vedr. tunnelarbejdet med Metroen i årene 1999 og fremefter. Det fremgår endvidere af årsrapporten for Ørestadsselskabet I/S, at selskabet i det væsentlige afviser COMETs krav på det foreliggende grundlag. Kravet er indbragt for voldgiftsretten i 2004 og der afventes endelig afgørelse i voldgiftssagen i 2008-2009. Sagen er tidligere beskrevet i forvaltningens indstilling om udvidelse af Ørestadsselskabets låneramme, jf. BR 450/04. Der er ikke i Ørestadsselskabet I/S's likviditetsbudget indregnet ekstraordinære betalinger som følge af krav fra COMET.
·
Revisorerne bemærker i
revisionspåtegningen til Østamagerbaneselskabet I/S's årsrapport, at selskabet
i henhold til L 126, vedtaget den 30. marts 2006, opløses og med virkning fra
den 1. januar 2007 overtages af Ørestadsselskabet I/S. Sagen er tidligere
behandlet i BR den 9. februar 2006, jf. BR
72/06. Det fremgår af høringssvar til Transport- og Energiministeriet, at Københavns
Kommune ikke har indvendinger mod lovforsalget idet de umiddelbare konsekvenser
er beskedne og gennemførelsen af ændringer i selskabsstrukturen ikke
nødvendiggør en udvidelse af lånerammen eller tilskud fra ejerkredsen.
· Revisorerne anbefaler i tilknytning til revisionsprotokollatet for Ørestadsselskabet I/S, at selskabets ledelse bør have fokus på overgangen til de internationale regnskabsstandarder efter regnskabsklasse D, der skal følges fra 1. januar 2007. Ændringen af regnskabsklasse er en konsekvens af, at årsregnskabsloven blev ændret i februar 2004. Overgangen til de internationale regnskabsstandarder er ressourcekrævende idet hver enkelt regnskabspost skal genovervejes. Økonomiforvaltningen bemærker i den forbindelse at der i relation til den nye selskabsorganisering i forbindelse med Cityringen, med fordel kan arbejdes videre med regnskabsprincipper for Ørestadsselskabet og skabelon for selskabets kvartalsrapport så materialet fremstår i en mere let tilgængelig version.
Økonomiforvaltningen skal endvidere henvise til årsrapporten for Ørestadsselskabet I/S hvor det fremgår for så vidt angår Ørestadsparkering A/S, at årets r esultat for 2005 udgør et underskud på 4 mio. kr. der ifølge selskabet kan henføres til afskrivninger og administrationsomkostninger. Ørestadsselskabet har overfor Økonomiforvaltningen oplyst, at underskuddet for Ørestadsparkering i 2006 forventes at være ca. 5 mio. kr. Baggrunden herfor er, at Ørestadsparkering er i en opstartsfase, hvor det har været nødvendigt at anlægge midlertidige p-pladser, som kun kan anvendes i få år. Ørestadsselskabet forventer, at økonomien i selskabet på sigt vil balancere. Ørestadsselskabet har oplyst, at en revidering af selskabets p-strategi fremsendes til ejerne når den foreligger.
Med henblik på Metro drift fremgår det af Ørestadsselskabet I/S's årsrapport, at selskabet har en forventning om 39 mio. passagerer i Metroen i 2006 svarende til en forventet vækst i forhold til 2005 på ca. 8 pct. Økonomiforvaltningen bemærker, at der i efteråret 2006 vil blive foretaget kørsler i en opdateret OTM model med opdateret datagrundlag. OTM er en forkortelse for Ørestadstrafikmodellen, der beskriver de forventede passagertal for Metroen.
Økonomiforvaltningen har ikke yderligere bemærkninger til de fremsendte regnskaber, men bemærker i øvrigt på baggrund af årsregnskabet at Ørestadsselskabets økonomi er væsentligt styrket som konsekvens af den fortsatte efterspørgsel efter byggeretter til boligjord og erhverv i Ørestad. Selskabet er imidlertid stadigvæk sårbart overfor ændringer i renten, metroens passagertal og fsva. den ovenfor beskrevne sag om ekstraordinære krav fra COMET.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Københavns Kommune meddeler direktionen for de tre selskaber, at regnskaberne ikke giver anledning til bemærkninger.
ØKONOMI
Indstillingen
har ingen økonomiske konsekvenser.
MILJØVURDERING
Denne
indstilling er ikke omfattet over Økonomiforvaltningens positivliste over sager,
der skal miljøvurderes.
ANDRE KONSEKVENSER
HØRING
BILAG
· Anmodning fra Ørestadsselskabet af 2. maj 2005 om godkendelse af regnskaber for Metroselskaberne
· Årsrapport med Revisionspåtegning for Ørestadsselskabet I/S 2005
· Årsrapport med Revisionspåtegning for Frederiksbergbaneselskabet I/S 2005 (Publiceret på nettet)
· Årsrapport med Revisionspåtegning for Østamagerbaneselskabet I/S 2005 (Publiceret på nettet)
Claus Juhl /
Paul Sax Møller