Mødedato: 14.06.2006, kl. 16:00

Endelig vedtagelse af lokalplan "Bisiddervej"

Se alle bilag

Endelig vedtagelse af lokalplan "Bisiddervej"

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 14. juni 2006

 

 

BR 341/06

Endelig vedtagelse af lokalplan "Bisiddervej"

Endelig vedtagelse af lokalplan "Bisiddervej"

 

 

Indstilling om,

at lokalplan "Bisiddervej" vedtages endeligt uden ændringer i forhold til det offentliggjorte forslag samt med de i indstillingen foreslåede redaktionelle ændringer.

                                                                                       (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Bisidder vej" vedtages endeligt uden ændringer i forhold til det offentliggjorte forslag samt med de nedenfor foreslåede redaktionelle ændringer

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. maj 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Lokalplanforslaget har været i offentlig høring fra den 24. januar til den 24. marts 2006. I den forbindelse har der været oprettet en hjemmeside, der har været opstillet en plancheudstilling i Lygten Stationsbygning og på Biblioteket Ørnevej, og der har været afholdt et borgermøde. I høringsperioden er der modtaget 7 henvendelser, heraf 2 fra offentlige myndigheder m.v.

Københavns Bymuseum ønsker foretaget en arkæologisk forundersøgelse, da der tidligere er fundet spor af oldtidsbebyggelse i området. Hovedstadens Udviklingsråd har ingen bemærkninger.

De øvrige henvendelser omhandler overvejende bebyggelsens højde, udsigts- og lysforhold, butiksforhold samt parkerings- og trafikforhold.

De modtagne henvendelser giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer i planens indhold. Forvaltningen foreslår, at der foretages enkelte redaktionelle ændringer som følge af ændring af Bygge- og Teknikforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen og som følge af den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2005.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 15. december 2005 (BR 714/05) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 10. november 2005 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Bisiddervej". Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag, orienteringsfolder og forslaget til lokalplan er vedlagt til gennemsyn i borgmester Klaus Bondams forkontor, Rådhuset, 1. sal værelse 36, som bilag A.

 

Offentliggørelse

Lokalplanforslaget har været offentliggjort i perioden fra den 24. januar til den 24. marts 2006. Der er udsendt 451 foldere til ejere, lejere og brugere, 73 foldere til interessegrupper, foreninger og lignende samt eksemplarer af selve lokalplanforslaget til Ældrerådet, Lokalrådet og Kulturmiljørådet. Forslaget blev annonceret den 25. januar 2006 i Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest.

I høringsperioden har været opstillet en plancheudstilling om lokalplanforslaget i Lygten Stationsbygning og på Biblioteket Ørnevej.

Den 28. februar 2006 afholdt forvaltningen et borgermøde indkaldt som et orienteringsmøde i Lygten Stationsbygning. De fremmødte 14 borgere blev orienteret om planforslaget, hvorefter der var mulighed for at stille spørgsmål til forvaltningen. I mødet deltog endvidere to borgerrepræsentanter samt projektets arkitekt. Debatten omhandlede hovedsagelig emnerne:

·        Trafik og parkering

·        Bebyggelseshøjder og skyggeforhold

·        Butiksforhold

·        Luftforurening fra parkeringskælder

·        Byggepladsstøj

 

Referat af borgermødet vedlægges som bilag 1, og som bilag 2 vedlægges resultatet af evalueringsskemaerne, der blev omdelt på mødet.

I offentlighedsperioden har der været mulighed for på Plan & Arkitekturs hjemmeside at søge oplysning om planforslaget på en særlig debatside. I offentlighedsperioden er der ikke sendt indlæg til debatsiden.

I offentlighedsperioden har været opstillet en plancheudstilling om lokalplanforslaget i Lygten Stationsbygning og på Biblioteket Ørnevej har været opstillet en plancheudstilling om lokalplanforslaget i Lygten Stationsbygning og på Biblioteket Ørnevej.

I offentlighedsperioden er der modtaget 7 henvendelser, heraf 2 fra offentlige myndigheder m.v. Kopi af henvendelserne er fremlagt som bilag B på borgmester Klaus Bondams forkontor.

Hovedindholdet i henvendelserne samt forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af nedenstående afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v. og Henvendelser fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper m.v.

 

Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.

Københavns Bymuseum henleder opmærksomheden på, at lokalplanområdet ligger i randområdet af den tidligere Lersø, hvor arkæologiske undersøgelser førhen har vist spor af oldtidsbebyggelse. I forbindelse med kommende byggeri må der derfor foretages en forundersøgelse for at klarlægge, om der er flere arkæologiske forekomster i området. I henhold til lov nr. 473 af 7. juni 2001, § 26, tilbyder museet at foretage en forundersøgelse, som bør igangsættes i så god tid, at der i bekræftende fald kan foretages en egentlig undersøgelse, før byggearbejdet går i gang. Derved imødegås en standsning af jordarbejderne, jf. § 27, stk. 2.

 

Bemærkning

I lokalplanens generelle kommentarer er anført, at arbejder, der forudsætter udgravning i grunden, kan medføre påbud om standsning af arbejdet i henhold til museumsloven, og at Københavns Bymuseum bør kontaktes i god tid, inden et jordarbejde påbegyndes, således at en forundersøgelse kan foretages med henblik på at undgå en standsning af arbejdet.

Plan & Arkitektur har telefonisk rettet henvendelse til Bymuseet om at kontakte bygherren med henblik på en forundersøgelse.

 

Hovedstadens Udviklingsråd har ingen bemærkninger.

 

Henvendelser fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper m.v.

1.   Brev af 4. marts 2006 fra Pia Sjelle, Skaffervej 7, 3. th.

Gør indsigelse mod lokalplanforslaget begrundet med,

-         at hele kvarteret bliver alt for tæt bebygget med nye bebyggelser, f.eks. på Glud & Marstrand-grunden, Enighedens grund, Keops Kollegiet ved Bispebjerg Station og kommende særboligerne i 3-4 etager ved Fyrbødervej. Med deres højde er disse bebyggelser skæmmende og ødelægger udsigten for mange mennesker, og deres udseende passer ikke sammen med de eksisterende bebyggelser.

-         at Netto, som er en velfungerende butik, lukkes, og at der kommer en Lidl.

-         at det er ubetænksomt, at servicetanken "indbygges" i en boligblok.

-     at beboerne i naboejendommen Frimestervej 2-18 får frataget udsigt og lys.

Foreslår, at servicetanken og Netto bibeholdes som nu, og at der eventuelt etableres et tiltrængt grønt fællesareal med legeplads.   

 

Bemærkninger

De nævnte nybyggerier er opført /opføres i henhold til forudgående lokalplanlægning eller ved dispensation herfra efter forudgående naboorientering. Det er tilstræbt, at disse bebyggelser opføres med en skala og karakter, der er tilpasset stedet - hvilket dog ikke indebærer, at de fremtræder som efterligninger af de eksisterende bebyggelser, men er udformet ud fra en nutidig tolkning af den stedlige kontekst.  

Lokalplanen muliggør bebyggelse på den af Netto A/S ejede ejendom matr.nr. 630 Utterslev, Lygten 53, med boliger og en ca. 600 m2 stor butik i stueetagen. Netto A/S ønsker ikke p.t. at indgå i projektet, og da lokalplanen ikke udløser handlepligt, forudsættes den nuværende Netto-butik opretholdt indtil videre, indtil ejeren ønsker at opføre en nybebyggelse i overensstemmelse med lokalplanen.

En lokalplan kan ikke regulere butikskonceptet af eller ejerforholdet til de muliggjorte butikker og således ikke, om den ene eller anden butikskæde etablerer sig i området.

Indpasning af den eksisterende servicestation, Lygten 51, i nybebyggelsen vil ske under overholdelse af gældende regler, således at de nødvendige miljømæssige og sikkerhedsmæssige forhold opfyldes. Lokalplanen indeholder i § 3, stk. 2, bestemmelse om, at indretning af servicestationen er betinget af, at de miljømæssige betingelser herfor er opfyldt. Myndighedsbehandlingen heraf vil ske i forbindelse med den kommende byggesagsbehandling.

Den muliggjorte nybebyggelse i 5 etager plus tagetage med en maksimal bygningshøjde på 20 m placeres i en afstand af 50-55 m øst for den eksisterende 5-etagers boligbebyggelse på naboejendommen Frimestervej 2-18. Den relativt store bygningsafstand indebærer, at lysforholdene for nævnte naboejendom ikke forringes i nogen nævneværdig grad, mens udsigtsforholdene i sagens natur vil blive beskåret.

Fastlæggelsen af lokalplanområdet til boliger og butikker m.v. i stueetagen er i overensstemmelse med rammerne i Kommuneplan 2005, der fastlægger området som et B4-område (boligområde). I lokalplanen indgår i § 7, stk. 1, bestemmelse om, at friarealerne skal anlægges med en åben, grøn parkagtig karakter, der ikke må hegnes mod omgivelserne. Efter stk. 3 kan ubebyggede arealer kræves indrettes som fælles gårdareal med naboejendommen Frimestervej 2-18. Bebyggelsens friarealer vil hermed fremstå som et væsentligt grønt indslag i området.

 

E-mail af 20. marts 2006 fra Netto v/ udviklingschef Carsten Hadsbjerg.

Ønsker lokalplanen rettet på en række punkter, idet det anføres,

-         at Netto-butikken i området ikke erstattes i en senere etape, som oplyst i lokalplanmaterialet, og at Netto ikke har givet accept om at deltage i den planlagte udvikling af sin ejendom.

-         at der i lokalområdet allerede er en rigelig butiksforsyning, og at den i lokalplanmaterialet nævnte ønskelige forbedring af den lokale butiksforsyning derfor må formodes at basere sig på en undersøgelse, som man gerne ønsker fremvist.

-         at det ikke er korrekt, at varetransport til supermarkedet sker fra Oldermandsvej som anført i lokalplanmaterialet.

 

Bemærkninger

Netto A/S har med brev af 10. november 2004 bekræftet sin interesse i at deltage i udviklingen af lokalplanområdet, idet der i brevet refereres til møde i Plan & Arkitektur den 8. november 2004 herom. Endvidere fremgår af brevet, at Nettos interesse er betinget af økonomien i projektet, og at der etableres parkering i gadeplan. Brevet vedlægges som bilag 3.

Lokalplanarbejdet blev i sin tid iværksat ud fra en forudsætning om, at lokalplanen skulle omfatte hele det nu fastlagte område, og at alle grundejere i lokalplanområdet, herunder Netto A/S, ved skriftligt tilsagn skulle tilkendegive deres interesse for at deltage i udviklingen af et samlet projekt for området. Efterfølgende har man fra bygherren, S&J Gruppen, fået oplyst, at Netto eventuelt først i en senere etape ønsker at udvikle sin del af området, hvilket er baggrunden for det i lokalplanens afsnit "Baggrund for lokalplanen" herom anførte. Da Netto A/S ikke efterfølgende har tilbagetrukket sin bekræftelse om deltagelse, har forvaltningen således måttet forudsætte, at Nettos interesse for at indgå i et samlet projekt fortsat står ved magt. Lokalplanen indeholder i § 5, stk. 2, mulighed for etapedeling af projektet, og da lokalplanen ikke medfører handlepligt, vil de nuværende forhold på Nettos ejendom kunne opretholdes, indtil Netto måtte ønske at gennemføre en udvikling af ejendommen, hvilket i så fald skal ske i overensstemmelse med lokalplanen.

Den i lokalplanen fastlagte butiksudbygning er i overensstemmelse med kommuneplanens rammer for detailhandel i lokalcenterområdet ved Bispebjerg Station, som lokalplanområdet ligger indenfor. Her fastlægges en samlet rummelighed på 3.000 m2 butiksbruttoetageareal, hvilket i forhold til den nuværende butiksforsyning (inkl. den eksisterende Netto-butik) indebærer en merrummelighed i størrelsesordenen 2.000 m2. Der forelig ger ikke nogen nærmere undersøgelse af behovet for dagligvarebutikker i lokalområdet. Den planlagte/igangværende boligudbygning i kvarteret omfattende i størrelsesordenen 500-550 familieboliger og 360-370 kollegie- og ungdomsboliger m.v. tilsiger imidlertid, at der vil være et øget behov, hvorfor det er relevant at tale om en ønskelig forbedring af den lokale butiksforsyning. 

Det i lokalplanmaterialet anførte om, at varetilkørsel til Nettos ejendom sker fra Oldermandsvej indgår i beskrivelsen af det for lokalplanen tilgrundliggende projekt og omhandler altså fremtidige forhold. I lokalplanens § 4, stk. 2, fastlægges, at vejadgang til bebyggelsen kun må ske fra Bisiddervej og Oldermandsvej, bortset fra adgang til servicestationen på matr.nr. 629 Utterslev, som må ske via de eksisterende to overkørsler fra Lygten. Da lokalplanen ikke medfører handlepligt, må den eksisterende (lovlige) overkørsel fra Lygten til Netto-butikken opretholdes, indtil forholdene på denne ejendom ønskes ændret, hvilket i så fald skal ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

 

3.   Brev af 22. marts 2006 fra Bispebjerg Lokalråd.   

Lokalrådet bemærker,

-         at man er tilfreds med, at nybyggeriet tilstræbes at fremstå med begrønnet facade.

-         at Lygten skal fastholdes med karakter af allé som vist på tegninger i lokalplanmaterialet. 

-         at tankstationen gerne ses opretholdt, idet nødvendige miljøkrav forudsættes opfyldt.

-         at man er glad for, at 2/3 af parkeringsdækningen bliver i konstruktion, men er bekymret for om der er tilstrækkelig parkering for butikkerne.

-         at Oldermandsvej og Bisiddervej er så smalle, at to biler knap kan passere hinanden, hvorfor man er bekymret for trafikbelastningen og derfor foreslår ændring af vejlinierne eller eventuelt indskrænkning af parkeringsmulighederne langs vejene.  

-         at gavlen ind mod Lygten 53 bør fremstå "færdig", hvis denne ejendom først bebygges senere.

-         at man er tilfreds med det store åbne gårdrum, så man undgår klaustrofobisk fornemmelse af overbebyggelse.

-         at skitseprojektet synes sympatisk, og man håber, at nybyggeriet lever op til den "karisma", som præger de fleste af de nuværende bygninger langs Lygten.

 

Bemærkninger

I forhold til det fastlagte parkeringskrav på 1 plads pr. 100 m2 etageareal indeholder skitseprojektet en overforsyning på mere end 30 pladser, hvilket vurderes at indebære en tilstrækkelig kapacitet til også at dække behovet for kundeparkering i forbindelse med butikkerne. 

Bisiddervej og Oldermandsvej er private fællesveje med en udlægsbredde på 18,83 m på størstedelen af strækningerne samt med en anlægsbredde på ca.10 m på strækningen ud for lokalplanområdet. Begge veje er anlagt med en vejbanebredde på ca. 6 m, hvilket ikke giver anledning til problemer for etablering af parallelparkering eller skråparkering udført som "parkeringslommer". I forhold til etablering af de i projektet foreslåede 9 vinkelparkeringspladser ud mod Bisiddervej (hvilket er muliggjort i lokalplanforslaget) udgør 6 m vejbanebredde et relativt snævert manøvreareal, som ifølge sædvanlige normer burde have en bredde på 6,90 m. I forbindelse med behandlingen af et kommende myndighedsprojekt vil det nærmere blive vurderet, om vejbanebredden er tilstrækkelig for etablering af vinkelpa rkering, eller om parkeringspladserne eventuelt skal etableres som skråparkering, eller om der eventuelt skal ske en udvidelse af vejbanebredden, hvilket er muligt inden for den nuværende udlægsbredde og således ikke forudsætter fastlæggelse af vejudvidelseslinier. Lokalplanen fastsætter i § 7, stk. 2, det maksimale antal parkeringspladser ud mod Bisiddervej til 9 og ud mod Oldermandsvej til 6, hvorved der er tale om en relativt begrænset parkering langs disse vejstrækninger.

Lokalplanforslaget indeholder i § 6, stk. 2 b, bestemmelse om, at midlertidigt fritstående gavle efter Bygge- og Teknikforvaltningens skøn skal gives en tilfredsstillende facadebehandling, der harmonerer med bebyggelsens facader.

I stk. 1, sammesteds, bestemmes, at bebyggelsen skal fremstå med en høj arkitektonisk kvalitet, der i et nutidigt formsprog respekterer og medvirker til at videreføre kvaliteterne i de omgivende boligbebyggelser.

 

4.   E-mail modtaget på hjemmesiden 23. marts 2006 fra Steen Knudthsen.

Protesterer som ejer af lejligheden, Frimestervej 2, 4. th., mod opførelse af endnu en bebyggelse, der ligesom bebyggelsen på "Enigheden" er én etage højere end ejendommen Frimestervej 2-18, som derved bliver "lukket inde".

 

Bemærkninger

Der henvises til forvaltningens bemærkninger under 1, for så vidt angår bygningshøjden.

 

5.   E-mail af 23. marts 2006 fra Anders Klingenberg på vegne af Ejerforeningen Frimestervej 7-13 & Teglbrændervej 6-8.

      E-mailen er vedlagt samtykkeerklæring underskrevet af formanden for Andelsboligforeningen Frimestergården, Frimestervej 20-28 og Oldermandsvej 37-41.

Der gøres indsigelse mod lokalplanforslaget med hensyn til følgende forhold:

-         Etageantallet, byggeriet og støjgener fra byggeplads. Mener der er tale om 6-etagers bebyggelse med fladt tag, uanset udformningen af den 6. etage som en tagetage/penthouse-etage, hvor den ekstra etage vil tage lys og udsyn fra de nuværende 5-etagers nabobebyggelser. Savner dokumentation for skyggevirkning i forhold til nabobebyggelserne. Er endvidere kritisk over for en store husdybde i stueetagen (butiksetagen). Henviser desuden til støjgener fra byggepladsen på "Enigheden" og opfordrer kommunen til at gøre sit for, at gener holdes på et anstændigt niveau.

-         Parkerings- og trafikforholdene. Mener det er uklart, om det øgede parkeringsbehov som følge af butikkerne er tilgodeset, ligesom forholdene for afvikling af vareleverancer m.v. til butikkerne synes ugennemtænkte og således indebærer gener for kvarterets øvrige trafik. Foreslår kundeparkering m.v. adskilt fra beboerparkeringen. Mener der vil opstå en kraftigt øget trafikbelastning i området og ønsker nærmere fakta om trafikhåndteringen.

-         Butikssammensætningen. Er imod en ny stor discountbutik (Lidl) i kvarteret ud over de allerede eksisterende. Foreslår i stedet mindre butikker med kvalitetsvarer. 

-         Boligernes ejerform. Er imod dyre ejerboliger og savner oplysninger om billige boliger.

Endvidere fremgår nogle betragtninger om udviklingen i kvarteret, hvor nye boligbyggerier presses ind på bekostning af eksisterende kvaliteter og livsformer.

 

Bemærkninger

Vedrørende etageantal, bygningshøjde og lysforhold henvises til forvaltningens bemærkninger herom under 1. Derudover bemærkes, at den fastlagte maksimale bygningshøjde på 20 m svarer til bygningshøjden på "Enighedens Park" og til højden på den 5-etagers bebyggelse nord for Oldermandsvej, der fremstår med sadeltag med en kiphøjde på ca. 20 m. Kvarterets øvrige bebyggelser har gennemgående sadeltage og en tilsvarende kiphøjde.

Vedrørende husdybden i stueetagen er denne bestemt af kravene til en hensigtsmæssig størrelse og indretning af butikkerne, samt at beby ggelsen opføres henover den eksisterende servicestation.

Støjgener fra byggepladser kan ikke reguleres i en lokalplan. Eventuel klage herover skal indbringes for Miljøkontrollen.

Vedrørende parkeringsforhold, herunder kundeparkering, henvises til forvaltningens bemærkninger herom under 2. Herudover bemærkes, at lokalplanforsaget indeholder bestemmelse om, at mindst 2/3 af det krævede antal parkeringspladser skal være i konstruktion (parkeringskælder). Disse pladser vil naturligt benyttes overvejende af beboerne, mens kundeparkering forudsættes at foregå på de muliggjorte parkeringspladser ud mod vejene og til dels på parkeringsarealet inde i gården. I skitseprojektet indgår i alt 63 pladser placeret i parkeringskælder, hvilket svarer til parkeringskravet for projektets i alt 65 boliger med et samlet etageareal på 6.300 m2.

Vareindlevering til butikken ved Bisiddervej/Lygten forudsættes at foregå på gårdsiden via parkeringsarealet med adgang fra Bisiddervej. Det forudsættes, at lastbiler med leverancer til butikken mest oplagt vil benytte ruten via Lygten og således ikke vil belaste det bagvedliggende kvarter.

Nybyggeriet vurderes kun at medføre en begrænset mertrafik i det bagvedliggende kvarter, idet trafikken til og fra bebyggelsen forudsættes at foregå overvejende via Lygten, der er den mest direkte rute. Der er dog ikke foretaget nærmere beregninger heraf. 

Vedrørende butikssammensætningen bemærkes, at der inden for lokalplanens maksimumsstørrelser for butikker (der er fastlagt i overensstemmelse med kommuneplanens rammer) intet er hinder for indretning af mindre butikker. En lokalplan kan ikke regulere konceptet eller karakteren af de muliggjorte butikker, jf. forvaltningens bemærkninger herom under 1.

Vedrørende boligernes ejerform bemærkes, at en lokalplan ikke kan regulere ejerforholdene. Det for lokalplanforslaget tilgrundliggende projekt indeholdende ejerboliger er initieret af en privat bygherre på et tidspunkt (2004), hvor "Projekt Billige Boliger" ikke var politisk aktuelt i Københavns Kommune.

Den igangværende udvikling i den omhandlede del af Nordvest-kvarteret er i overensstemmelse med kommuneplanens byudviklingsstrategi, hvor tidligere erhvervsarealer ved Ringbanen omdannes til nye boligområder i 1. del af planperioden (2006-11).

 

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående finder forvaltningen ikke anledning til at foreslå ændringer af lokalplanens indhold.

 

Redaktionelle ændringer af lokalplanen

Forvaltningen skal foreslå, at der foretages nedenstående redaktionelle ændringer/ajourføringer i lokalplanen som konsekvens af:

·      Ændring af Bygge- og Teknikforvaltningen til Teknik- og Miljøforvaltningen.

·      Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af Kommuneplan 2005 den 15. december 2005.

"Bygge- og Teknikforvaltningen" ændres herefter overalt i teksten til "Teknik- og Miljøforvaltningen".

I afsnittene "Baggrund for lokalplanen" og "Forhold til øvrig planlægning og lovgivning" erstattes herefter overalt "Forslag til Kommuneplan" med "Kommuneplan 2005", og alle henvisninger til "Kommuneplan 2001" udgår.  

 

Økonomi

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser.

 

Miljøvurdering

Miljøkontrollen har tidligere udtalt sig om sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget. Der henvises til afsnittet Høring i den i ovennævnte afsnit Baggrund omhandlede indstilling om lokalplanforslaget.

Det offentliggjorte lokalplanforslag er omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, der trådte i kraft den 21. juli 2004. Som anført i afsnittet Miljøvurdering i den i ovennævnte Baggrund omhandlede indstilling om lokalplanforslaget har forvaltningen vurderet, at forslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en tilhørende miljørapport. Afgørelsen er offentliggjort i Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest samtidig med annonceringen af lokalplanforslaget. Ved udløbet af klagefristen er ikke modtaget klager over afgørelsen.

Nærværende indstilling er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

BILAG VEDLAGT

1.      Referat fra borgermødet

2.      Evaluering af borgermødet.                  

3.      Kopi af brev af 10. november 2004 fra Netto A/S

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.  Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag, orienteringsfolder og forslaget til lokalplan

B.   Kopi af modtagne henvendelser

 

 

Ulrik Winge

 

Til top