Mødedato: 14.05.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om uvildig undersøgelse af p-forhold i Ørestad og Nordhavn

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender, at der indhentes en uvildig advokat- og revisorundersøgelse af, om organiseringen og finansieringen af beboerparkering i Ørestad og Nordhavn kan ske på en anden måde, så beboerne kan parkere billigere, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Undersøgelsen skal forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen senest i august 2020, så anbefalingerne foreligger inden budgetforhandlingerne. Undersøgelsen finansieres af kommunekassen.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

I Ørestad koster en beboerparkeringslicens 1.043 kr. pr. måned, og i Nordhavn koster en beboerparkeringslicens 1.213 kr. pr. måned.

I de kommunale betalingszoner i København koster en beboerlicens fra 200 til 4.000 kr. om året svarende til 16 til 333 kr. pr. måned.

Der er således stor forskel i pris for en beboerparkeringslicens for københavnere afhængig af, hvor de bor.

Som udgangspunkt skal parkeringsanlæggene i Ørestad og Nordhavn, der drives alene af By & Havn, hvile i sig selv økonomisk.

Vi ønsker at få undersøgt, om man kan forlænge afdragsperioden, på kravene til parkering, eller på anden vis ændre på forretningsmodellen, så beboerne i Ørestad og Nordhavn ikke skal betale så høj en pris for at parkere i egen bydel, hvor der i øvrigt stort set ikke er muligt at parkere i gaderne.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14. maj 2020

Medlemsforslaget blev forkastet med 41 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, V, O og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og Niko Grünfeld (Løsgænger).

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre støtter medlemsforslaget, da parkeringspriserne i Ørestad og Nordhavn er urimeligt høje. Venstre opfordrer til, at en undersøgelse først iværksættes efter, at søgsmålet mod By&Havn og Københavns Kommune er afgjort. Det betyder, at undersøgelsen realistisk set først kan iværksættes næste år, hvorfor udgiften til denne bør håndteres i det kommende budget.”

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre afventer udfaldet af den verserende retssag.”

Til top